Australien har Great Barrier Reef, operahuset i Sydney og Crocodile Dundee. Men sandelig om de ikke også kan være med, når det gælder postrock down under. Sleepmakeswaves er navnet på en australske kvartet, som i hjemlandet har høstet stor anerkendelse, siden de pladedebuterede tilbage i 2011. Sidste år fik bandet sikret distribution i det store udland gennem det britiske pladeselskab Monotreme Records. Det bringer os videre til Sleepmakeswaves’ tredje album, som netop er blevet smidt på gaden. Titlen er Love of Cartography, og der er blevet plads til 10 numre på pladen.
Stilen er, som på de tidligere udgivelser, over i instrumental postrock. En genre, som i Sleepmakeswaves’ fortolkning er blevet strippet for det følsomme udtryk, som ellers plejer at være en fast ingrediens, når vi befinder os i denne del af det musikalske landskab. I stedet er det hele peppet op med metalliske, storladne udladninger. Der er efter enhver målestok tale om en meget ekspressiv plade, som varierer det instrumentale udtryk via de mange forskellige delelementer, der tilsammen udgør hver sang.
Og på det punkt tager Sleepmakeswaves sig imponerende ud. Deres evner til at sammensætte komplekse kompositioner fejler bestemt ikke noget. At musikerne besidder den rutine og det musikalske craftsmanship, der skal til for at prøve kræfter med en genre, som er helt og holdent holdt oppe af den instrumentale præstation, står også klart. So far, so good. Det helt grundlæggende problem for mig er, at jeg keder mig. Slet og ret.
Som nævnt bevæger størstedelen af Love of Cartography sig rundt i et storladent udtryk. Det gør sig gældende helt fra åbneren ”Perfect Detonator”, der sættes i gang med høj og hård guitar, før det glider over i et mere sfærisk stykke med masser af rumklang, ekko og mandolinfilende guitarer. Der veksles mellem det stille og passager med distortion-pedalen helt i bund; mellem tema og krummelurende mellemstykker. På en eller anden bizar måde minder det mig om en Carpark North-sang, der kørte alle steder for et årti siden. Bare uden sang, altså. Jeg kan ikke lide Carpark North.
Og omtrent sådan forløber også de følgende ni numre. Det energiske niveau hænger næsten konstant oppe under loftet, og når det ikke gør det, bygger det op til at gøre det. En sang som ”The Stars Are Stigmata” tager det metalliske udtryk alt for langt, og det hele ender med at være lidt for bøvet.
”Emergent” er et nummer, som momentvis skiller sig lidt ud, idet der her kortvarigt flirtes med mathrocken og dens komplekse rytmestrukturer og tekniske show-off. Men det ændrer ikke ret meget, for det er elementer, der kun tages ind i små doser og derfor ikke opnår en form, hvor det for alvor kunne gå hen og blive interessant.
Jeg vil gerne tage hatten af for den musikalske præstation, for opfindsomheden og for det overblik, som bandet tydeligvis udviser. Men når det kommer til musik, har jeg den holdning, at indhold, nerve og originalitet vægter tifold i forhold til teknisk kunnen og indpakning. Og det er netop den balancegang, der ikke lykkes for Sleepmakeswaves.
Postrock er lidt en sjov genre, som kan være rigtig fed, men som også har utroligt nemt ved at falde igennem. Jeg tror, det har at gøre med, at der er tale om musik, hvortil der i særlig høj grad er knyttet nogle stilistiske og musikalske virkemidler; klicheer, om man vil. Og det er kun, hvis man for alvor magter at favne disse virkemidler og tage ejerskab over dem – gøre dem personlige og originale – at projektet lykkes. Det sker ikke her.
I stedet ender det med at være en teknisk præstation uden kunstnerisk substans. Sportsrock, med andre ord. Og jeg sidder derfor gang på gang tilbage efter endt lytning uden at kunne huske ét af de 10 numre på pladen. Der skal altså være mere dybde i værket, hvis det virkelig skal rykke noget. Sleepmakeswaves har potentialet til at blive interessante. På Love of Cartography er de det dog ikke.
