Plader

The Divers: Endless Days, Sleepless Nights

Skrevet af Sabina Hvass

Endless Days, Sleepless Nights dykker ned i slipstrømmen af udgivelser, der trækker på 80’er-romantik. Analog synth, tunge beats og svævende melodier er opskriften, der kunne tåle en knivspids fantasifuldhed.

Gennem hele The Divers‘ evolution har himmelstræbende, kølige poptoner, overvægt af analoge synthesizere og tungtvejende beats vel nok været bandets varemærke. Noget, de har bibeholdt siden tilføjelsen af sangerinde Josefine Hifling, der før har gjort sig bemærket i det æterisk shoegazende, elektroniske projekt Carlis. Ud over Hifling består The Divers af sanger Benjamin Kongsted og guitarist og synthmager Mikkel Andersson. Som trioen beskrev tidligere i år, i et interview med Undertoners Anne Nørkjær Bang, spiller de sindssygt ren, smuk popmusik og påpeger, at det bagudskuende 80’er-univers ikke er noget, de bevidst har arbejdet hen imod.

Ikke desto mindre er Endless Days, Sleepless Nights et sammensurium af retro-elektroniske og romantiske numre. Som pladen ruller af sted, lugter kompositionerne stærkt af den 80’er-romance, der kendetegner både 00’erne og 10’ernes alternative elektroniske musik, og produktionen emmer af den lyd, der har ynglet i det danske gennem 00’erne med blandt andre Spleen United som spydspids. En bemærkning, der efterhånden har mistet nyhedsværdi og nu har slået sig fast i det, mange, mig selv inklusive, ynder at benævner electro-indie. Bevares.

Som de mest bemærkelsesværdige ørehængere byder Divers på ”Descending Rain”, ”Diamond Dust” og ”Too Close by Far”, hvoraf sidstnævnte indeholder komplementære vokalstykker mellem Hifling og Kongsted på mest tjekkede facon. ”The Nonage of Our Souls” er imidlertid det nummer, der trækker den overordnede karakter op. Her lægger Hiflings vokal sig som en kærligt hviskende stemme oven på synthbund a la Chvrches, og opbruds-omkvædet stikker ud som det mest velfungerende på pladen.

På en mindre opstemt note bringer ”Bring Benni Back” ikke nogen synderlig udfordrende nuancer ind i det efterhånden pastelfarvede og neonoplyste lydlandskab, der har malet sig for mit indre blik lyt efter lyt. Farver, der som før nævnt, er blevet så almindelige i genren, at den næsten opfattes som monokrom. ”Permanent Cinema” og ”Sunset Girls” agerer ligesådan en smule tam afrunding på en plade, som jeg vil beskrive som en kort køretur mod solnedgangen, der efterlader lytteren lidt kold på bagsædet.

Var retro-charmen trukket mere ud, ville Endless Days, Sleepless Nights ende i en parentes mellem de mange andre danske 80’er-glade udgivelser, der har myldret frem de sidste 10 år. Men The Divers har et greb om lyduniverset, der ender med at give pladen en godkendt placering som en gennemarbejdet produktion.

Som popplade savner jeg dog nogle flere melodiske facetter f.eks. i form af flere tilbagevendende hooks, der kan smide det småkedelige og chillwavede udtryk af sig. Havde numrene drejet mere mod det dansable, ville jeg måske have fået pladen tættere ind på kroppen. Og nogle mere genreudfordrende komponenter kunne have trukket pladen hinsides det meget stilistisk rene og monotone. Kvaliteten af og interessen for numrene falder desværre i et rask tempo fra start til slut, og derfor ender jeg i et småplatonisk forhold med den velpolerede, momentant smukke, men også lidt fantasiforladte førsteudgivelse fra The Divers.

★★★☆☆☆

Deltag i debat