Plader

The Pains of Being Pure at Heart: Days of Abandon

Skrevet af Alex Nørregaard

Den amerikanske twee-gruppe The Pains of Being Pure at Heart er klar med deres tredje fuldlængde. De indiepoppede melodier er fængende, men en enkelt overraskelse og et par sikre skud er dog ikke nok til at redde Days of Abandon fra at være et uinteressant bekendtskab.

Der er sket noget med den amerikanske twee-gruppe The Pains of Being Pure at Heart, siden de debuterede med deres selvbetitlede album tilbage i 2009. Alle de let støjende guitarlag er efterhånden blevet skrællet af og for alvor erstattet af guitarlinjer, der føles, som om de er blevet badet i jojoba-shampoo. Gruppen er på deres seneste album, Days of Abandon, endvidere trådt væk fra den Smashing Pumpkins-inspirerede lyd, der prægede Belong, og har efterhånden også forvandlet sig til at være frontmand Kip Bermans soloprojekt.

TPBPH er på overfladen dog så catchy, som de altid har været, og Days of Abandon glider da også behageligt ned. Men selvom de indiepoppede melodier er fængende, bliver Days of Abandon aldrig rigtig interessant at være vidne til. Det hele synes hørt før og er derfor hurtigt hørt. Kip Bermans vokal er stadig voldsomt anonym og kvalmende sødmefuld, og teksterne glider forbi som dårlige slides til en universitetsforelæsning i tomgang. Der er intet at holde fast i.

Åbningsnummeret “Art Smock” vugger rundt i bløde klavertoner og ensom guitarklang og er pladens eneste rolige øjeblik. Numre som “Beautiful You” og “Coral and Gold” byder på storladne, svulstige omkvæd, mens energien i “Eurydice” og “Until the Sun Explodes” virker ekstremt påtaget og mest af alt minder om skingre opmærksomhedsskrig. En smule anderledes er det på den skabelon-agtige “Simple and Sure”, hvor TPBPH kører den hjem på charmen.

Selv pladens allerbedste skæring “Kelly”, der med et hvirvlende guitarriff og markante basfremstød klinger noget så intenst af The Smiths, bliver svær at holde ud efter flere gennemlytninger. Det er dog dejligt at høre Jen Goma (A Sunny Day in Glasgow), når hun ellers byder ind. Og ja, det sker desværre alt for sjældent på Days of Abandon. Gomas vokal synes lige lovlig blød i TPBPH’s univers, men har dog en frisk og kærlig klang. Det høres også på den lune “Life After Life”, undervejs i “Simple and Sure” i form af ‘ah-ah’-kor og kortvarigt på nummeret “Eurydice”, hvor Goma bryder ind henimod slutningen og skaber et tiltrængt afbræk fra Kip Berman.

I mine ører er pladens eneste egentlige overraskelse afslutningsnummeret “The Asp in My Heart”, hvor gruppen sender lytteren mod en stjernefyldt nattehimmel. Guitarerne er tilpas afdæmpede, og romantiske hornarrangementer, signeret af Kelly Pratt (Beirut, David Byrne & St. Vincent), føjer sig til, uden at det bliver for meget. Stemningsmæssigt minder det en hel del om The Antlers’ lidt ujævne Burst Apart, ikke mindst numre som de blødende og usikre “Hounds” og “Corsicana”.

En enkelt overraskelse, et par sikre skud og en masse fyld. Behagelighederne står i kø, men Days of Abandon er ikke just noget interessant bekendtskab og minder blot om, at TPBPH tidligere har haft noget at byde på. Trist.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat