Det kan godt være en udfordring at sætte sig ned for at lytte til et rent instrumentalt album. Der kan mangle sammenhæng og struktur. Lyrikken vil for langt de fleste plader stå som det ultimative sammenbindingspunkt – både fordi den skaber fortællinger i den rent narrative forstand, og fordi vokalisten ofte fungerer som det varme centrum, musikken kredser om. Vokalarbejdet kan være mere eller mindre dominerende, men det vil i mange tilfælde være et kernepunkt, der holder musikken samlet og opdeler de enkelte numre i vers og omkvæd. Det skaber gentagelser, som netop forøger den umiddelbare lyttevenlighed, men det er også medvirkende til, at musikken får en stemme – og dermed en form for identitet. Vokalisten vil langt hen ad vejen indtage en dominerende plads i et band, og derfor vil meget af bandets ansigt udadtil også være bundet op på forsangeren. Hermed ikke sagt at rene instrumentelle bands ikke besidder en identitet, eller at de på nogen måde skulle være ringere – det er blot en konstatering af, at det kan være sværere at finde identiteten i et ansigts- og vokalløst musikalsk univers.
Audrey Fall er ikke identitetsløse. De mangler ikke bindingspunkter på deres førstefødte, Mitau, men formår nærmere at gøre det modsatte: At skabe et album der hænger så godt sammen, at det ikke kan skilles ad, uden at det vil fratage Mitau noget af sin skønhed. På pladen er der en leg med blødere postrockede rytmer, som glider ind og ud mellem hårdere og mere metalinspirerede klangbunde. Det skaber tilsammen en fintfølende fornemmelse for, hvordan et album skal struktureres og opbygges for i sig selv at være i stand til at fortælle historier – den manglende historiefortæller til trods. Mitaus narrativer skabes rent instrumentalt, og de formår at skifte retning i et tempo, der varierer musikken uden at splitte sammenhængen.
På én og samme tid er albummet en indføring i sårbarhed og ømhed og en indgang til de mere voldsomme og sønderrivende aspekter af det menneskelige følelsesspektrum. Man bliver som lytter revet gennem forskelligartede følelser, og denne alsidighed gør Mitau til et autentisk bekendtskab, fordi det beskæftiger sig med gråzonerne mellem yderlighederne. Menneskelige emotioner vil ofte tage form som en masse forskellige hybrider, og det får Audrey Fall på deres egen måde belyst. De beretter historier, der stemmeløst fortæller om menneskelige vilkår og følelser på en medrivende og hypnotiserende måde. Bandets egne historier skal dog kun ses som én side af sagen.
Mitau er sært sønderrivende, fordi man som lytter kommer til at udfylde de blanke felter, der er efterladt dér, hvor en vokalist og den dertilhørende lyrik skulle have været. Man får som lytter muligheden for leve sig ind i Audrey Falls lydunivers, men man får også chancen for at skrive sin egen historie. Man får en instrumental platform til at indskrive sin egen lyrik – og netop det er enormt kraftfuldt. Bandet har ikke på forhånd truffet en beslutning om, hvad indholdssiden skal bestå af, og derfor bliver det ansvar på sin vis videregivet til den lyttende.
Audrey Fall har med Mitau skabt et spændende og opsigtsvækkende værk, der tager lytteren med ind i eget tankespind. Det kan modsat godt være et lidt langvarigt at lægge ører til rene instrumentelle forløb i næsten en time, fordi der er så få mentale pauser og reelle pusterum. Samtidig bliver flere af passagerne en lille smule uudfordrende, fordi de lægger sig tæt op ad hinanden. Alligevel må det siges, at de fire fyre får skabt et album, der er så velsmurt, at det er svært ikke at fortabe sig i det. Det kan virke overvældende – og til tider en smule søvndyssende – at begive sig ind i et lyrikfattigt udspil, og alligevel får bandet skabt et enormt nærværende album, der måske i virkeligheden opnår en styrke ved at fremstå som ‘a voice of the voiceless’.