Plader

Causa Sui: Pewt’r Sessions 3

Causa Sui og Ron ‘Pewt’r’ Schneiderman har endnu en gang begået en studiejam. Tredje gang er desværre ikke lykkens gang.

Jeg stiftede bekendtskab med Causa Sui en solrig eftermiddag i juli 2012. Pladeselskabet El Parasio var på Roskilde Festival blevet tildelt en god portion af søndagen på Pavilion til at blande en psykedelisk cocktail til det lidt udmattede publikum. Og hvilken cocktail. I et kalejdoskopisk virvar af bølgende shoegazer, tonstung stonerrock, pulserende støj og særdeles velspillet krautrock stod jeg hypnotisk tryllebundet de timer, musikken varede, og brændte flere gode venner af i processen.

Da jeg kom træt og fordrukken hjem fra festivalen, kunne jeg glæde mig over, at bandet sammen med Ron ‘Pewt’r’ Schneiderman, som havde gæsteoptrådt til koncerten på Roskilde, havde indspillet to jamsessions: Pewt’r Sessions 1 og 2. Pladerne gør alt, hvad de kan for at fange den samme rå energi, som musikerne havde præsteret live, og selvom de til dels formår det, måtte jeg sande, at psykedelisk impro-stonerrock bare gør sig bedst live. Der findes i musikken, ja, i hele dens konceptuelle grundlag, både for musikere og publikum, en hengivenhed til nuet, og selvom pladerne lyder fedt, så er den essentielle menneskelige og musikalske forbindelse, der definerer improviseret musik af den karakter, ikke mulig at tage med hjem i dagligstuen.

Men pladerne lyder fedt, og jeg har lavet en del aftensmad til dem. Derfor var jeg også spændt, da jeg fik den flotte orange marmorerede vinyl med Pewt’r Sessions 3 med posten. Causa Sui udgav sidste år albummet Euporie Tide, der i langt mindre grad bar præg af ren improvisation og i højere grad af tilrettelagte kompositioner vævet ind i soli. Det var denne udvikling, der klædte deres indspillede musik, jeg havde håbet, at bandet ville fortsætte på deres nyeste udgivelse.

Causa Sui har tilsyneladende ikke samme opfattelse som mig. For på Pewt’r Sessions 3 træder bandet og Schneiderman et kvantespring længere ud i den rene improvisation og lader pladens tre numre stå som konturer af tilfældige takes.

Bækkenslag og guitarfeedback fades ind på albummets første nummer “Abyssal Plain”, og ud af støj og rumlen fødes det første riff omkring tre minutter inde i nummeret. Alt imens de svømmende, effektindhyllede guitarer væver abstrakte lydtapeter i baggrunden, bygger trommerne og bassen op til det kollektive peak omkring 5:30. Riffet manifesterer sig i et par minutter, før det igen desintegrerer.

Det er på dette det første nummer, at Causa Sui er mest genkendelige: Tung psykedelisk stenerrock, der tårner sig langsomt op. Men det lyder alligevel anderledes. Bandet selv siger, at de på den seneste udgivelse prøver at spæde suppen op med et skvæt freejazz-følsomhed. Selvom jeg godt kan se, at trommerne skvulper af sted med lidt mere swing og lidt mindre bastanthed, så er der meget langt til freejazz fra Pewt’r Sessions 3. Freejazz handler om at give slip på konventionelle udtryksmønstre og udtrykke en hyperindividualistisk inderlighed uafhængig af både takt- og toneart. At sjokke rundt i en pentaton-skala, mens man trykker på en wha-wha-pedal, er altså ikke freejazz. Det håber jeg, står helt klart.

Måske synes Causa Sui selv, at albummets tredje nummer “Incipiency Suite” er så tilpas usammenhængende, at man kan kalde det freejazz. Jeg vil personligt kalde det en halv times spildt tid. For selvom de imponerende pedalboards fremmaner lyduniverser, der ikke passer ind i musikskolens funktionsharmonik, så er det hverken særligt ekspressivt eller eksperimenterende – det er trods alt musik, der er blevet begået af unge fyre med langt hår og Beatles-tobak i piben i snart 50 år.

Jeg er ikke en utålmodig musiklytter, og jeg lægger med glæde øre til atonale lyd- og støjkollager af betydeligt længere varighed end Causa Suis udskejelser, men jeg føler mig taget ved næsen, når jeg investerer en halv time i et stykke musik, der giver så lidt tilbage. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville nyde at give mig hen til Causa Sui i en livesituation igen, men jeg tvivler stærkt på, at jeg kommer til at sætte Pewt’r Sessions 3 på min pladespiller igen. Også selvom vinylen er så pæn.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat