Plader

Christian Hjelm: Vaskeægte

Måneskin over KBH N, åh, ih, ah, uh, enderim og syng-med-potentiale i lange baner. Christian Hjelm folder Kim Larsen-stilen yderligere ud på sit andet soloalbum.

Hvis opskriften virker, hvorfor så ændre på den? Jeg elskede Christian Hjelms solodebut, Før vi blev lette (2012), da den for to år siden ramte fuldstændig plet i mit nostalgiske hjerte med sin blåøjede, energiske 80’er-pop. Det var og er stadig et vanvittigt godt album, charmerende og særegent uden at være overgjort.

Utænkeligt for godt 11 år siden, da Figurines indiehittede med ”Follow the Pioneers” og lød lige så eksotiske og langt væk fra Aalborg som de fjedrende strudse på albumcoveret, men nu synes Christian Hjelm som skabt til at synge og skrive på dansk. Det må være vældigt tilfredsstillende at genopfinde sig selv på så vellykket vis – en slags kreativ åbenbaring, velsagtens – så er der noget at sige til, at han ikke just søger nye musikalske græsgange med soloalbum nummer to? Næh. Men nu har overraskelsesmomentet lagt sig, og hvad der før var et fint strejf fra en svunden tid, lyder nu stedvist lettere anstrengt og som en parodi på sig selv.

Den veloplagte signatur læsset med drenget charme, der blev sat så fint i verden med debutalbummet – og, i min optik (resten af publikum lod til at elske det), misbrugt en kende på Roskilde Festival 2013 – får mildest talt for fuld skrue på Vaskeægte (alene titlen!). Aldrig før har Christian Hjelm lydt så meget som Kim Larsen, der enten må 1) blive gevaldigt smigret eller 2) få røgen galt i halsen, hvis han hører ”De sidste”, ”I disse dage”, ”Som aldrig før” eller… ja, hvilket som helst af de 12 numre på albummet. Det er umuligt at abstrahere fra, og denne perfektionistiske idoldyrkelse er både Vaskeægtes røde tråd og hæmsko.

Her er folkeligt syng-med-potentiale, enderim, retro-romantik, dagdrømmeri, »måneskin over KBH N« og charme i lange baner. »Jeg ved slet ik’ hvad jeg skal sige / Når solen bager på min pige,« lyder det, men i det mindste har Hjelm et hulens stort forråd af ‘uh’-, ‘åh’-, ‘ah’-, ‘ih’-, (fortsæt selv)-lyde i ærmet, som bliver liret flittigt af uden blusel og ofte fungerer som hele verselinjer. Det er hér, at bægeret flyder over, og det overkække kitsch-trip bliver tåkrummende på grænsen til banalt.

Nej, det er så afgjort melodierne og den fortsat uforlignelige, ret fantastiske vokal, der er styrken på Vaskeægte. Omkvædene og de luftige keyboards på f.eks. ”I disse dage” og ”Lidt endnu” er svære at ryste af sig og viser Christian Hjelm som en virkelig dygtig hitsmed, hvad enten man kan lide stilen eller ej. Og når tempoet og humøret en sjælden gang sættes ned, som på den sørgmodige ”Vilde øjne”, kommer der en klædelig variation i lydbilledet, som man straks ønsker sig mere af.

»Mon dette liv bli’r et kæmpe hit / Som vi kan synge for hinanden,« lyder en af de sidste håbefulde linjer. Hos mig bliver Vaskeægte intet hit – på P3, sikkert nok ja, men jeg havde håbet på så meget mere end det.

★★★☆☆☆

Deltag i debat