Plader

Kindness: Otherness

Skrevet af Joachim

Adam Bainbridge videreudvikler sin hang til sjælfulde og bastunge r’n’b-ballader. Utallige gæsteoptrædener og kun få mindeværdige produktioner fører dog til, at Otherness gør et noget rodet og uinspireret indtryk.

Mystisk er han, Adam Bainbridge, som står bag soloforetagendet Kindness. Mystisk at se på, grundet mandens lange mørke lokker, der i snart sagt hvert eneste pressefoto lægger sig som et bølgende slør over britens ansigt og kun lader et par tomt stirrende øjne tilbage for beskueren. Mystisk at han lytte til, når han med sin drævende og sært anonyme vokal lægger stemme til sine groovy og ellers sjælfulde produktioner, der nægter at tage et specifikt genremæssigt udgangspunkt, men i stedet trækker på vidt forskellige inspirationskilder og lader dybt dansable baslinjer stå tilbage som eneste egentlige fællesnævner.

Denne udtryksform var tydeligvis en form for trademark for Kindness, dengang hans musik første gang piblede ud i blogosfæren i 2009, og i kraft af den seneste PR står det klart, at denne stadig gør sig gældende. Hvor den visuelle appearance og luften omkring Kindness-personaen således er bevaret, tager briten på sit aktuelle udspil rent musikalsk imidlertid et skridt væk fra den ligefremme og cool attitude, der prægede debuten World, You Need a Change of Mind fra 2012. Med blandt andre de smågeniale singler ”House” og ”Swingin’ Party” definerede Bainbridge dengang en lyd af underspillet glo-fi med udprægede discoelementer, der kun bød op til dansegulvets allermest indadvendte dansetrin. Udtrykket på Otherness er i høj grad mere afslappet, mens numrene gemmer på en gennemgående varmere og soulet klang. Ikke meget ulig lyden på det album, som Bainbridges tidligere bofælle Dev Hynes under Blood Orange-aliasset udsendte sidste år.

Albummet indledes med den let afropoppede førstesingle ”World Restart”, der i form af et stakkeret blæsertema og et flerstemmigt omkvæd sætter retningen for resten af albummet. Den kontrollerede og dystre funk fra debuten er erstattet af en varmere sound, der nu primært bæres af analoge lydelementer, mens Bainbridge symptomatisk for de resterende numre på albummet åbner døren til også at invitere andre musikere med i studiet. Resultatet er en tilbagelænet funkskæring, der demonstrerer en helt anden form for spilleglæde, end Kindness tidligere har haft for vane at udvise.

Denne tilbagelænede funkinspiration viser sig at være et tilbagevendende tema for albummets produktioner. Med overambitiøse vokalfraseringer og melodiøse basgange bevæger Kindness sig konstant i et sært grænseland mellem utilsløret 80’er-kitch og innovation. Hvor resultatet til tider falder særdeles heldigt ud – som på den syrede ”This Is Not About You” samt ”It’ll Be Okay”, der rummer en for Kindness atypisk tålmodighed i sangkonstruktionen – falder størstedelen af numrene ned i en utaknemmelig gryde af kitch, som Kindness til trods for en imponerende idérigdom og produktionsmæssige spidsfindigheder sjældent formår at redde dem op af.

Tag et nummer som ”8th Wonder” som eksempel. En kedelig bund af blæsere og groovy basgange synes at være det egentlige udgangspunkt for den godt fem minutter lange konstruktion, der gennem spilletiden pakkes med effekter og alternative instrumenteringer til en sådan grad, at sammenhængskraften går tabt, mens nummerets anonymitet mod hensigten bibeholdes. Den maksimalistiske indpakning – og rapperen Manifests i sammenhængen mildest talt ukoordinerede vers – passer svært dårligt med den afdæmpede stemning, som Kindness forsøger at formidle lytteren.

På ”For the Young” og ”Why Don’t You Love Me” går det ikke meget bedre. Her fortaber Bainbidge og de mange gæsteoptrædende kunstnere sig i indadvendte vokalharmonier, der helt sikkert har været mere interessante at indspille end at lytte til. Derfor er det umiddelbart godt, når ”Who Do You Love”, der har Robyn på vokal, tilfører albummet et akut tilskud af personlighed. Nummeret er velskåret, stemningsfuldt og har et sært ørehænger-potentiale – Bainbridges groovy produktion matcher svenskerens vokal overraskende godt. Desværre er det, som om den vitalitet, Robyn synger med, formår at sætte en streg under anonymiteten på de resterende numre.

Der er noget gennemgående akavet ved den måde, hvorpå Kindness gennem hele albummet skruer sine numre sammen. Næsten hver eneste overgang er karakteriseret ved breaks, der tydeligvis har til formål at opbygge en form for tension hos lytteren – et virkemiddel, der er ikke så lidt udbredt inden for den mere soulinspererede funk. I de små øjeblikke af stilhed ophobes en kraft, der gerne skal forløses allerede første forestående taktslag og skabe en dynamik i numrenes udvikling. I Kindness’ tilfælde er det dog, som om de mange breaks har den modsatte effekt. Adskillige umotiverede ophold i både vers og omkvæd medfører, at numrenes flow går til grunde, og flere gange fremstår helhedsbilledet i de enkelte kompositioner fragmenteret – en sammensætning af mosaikker, der enkeltvis demonstrerer en stor grad af idérigdom hos Bainbridge, men som i sammenhæng forekommer forcerede. Kill your darlings, kill your darlings, kill your darlings… skulle nogen nok have sagt i studiet.

Otherness er det tydeligt, at Bainbridge ikke på ét tidspunkt agter at slække grebet om sin karakteristisk lækre og funky pop-produktion – et greb, som siden debuten fra 2012 har været Kindness’ helt store styrke. Desværre kender albumformatet sine grænser, og et sammensurium af oftest lidt ligegyldige gæsteoptrædener og dynamisk stilstand medfører, at Kindness’ tilstræbte afslappede solskinslyd lidt for ofte forekommer fortænkt, og numrene når aldrig rigtigt at sætte sig og efterlade et indtryk – som et åbent idékatalog, der skitserer en lyd, der aldrig helt får lov at komme til sin ret. Otherness kunne ved en mere stringent produktion have været en guldgrube af tidssvarende dansabel r’n’b-kitsch, som det sidste år var tilfældet med Blood Oranges Cupid Deluxe. I stedet forekommer produktet som værende resultatet af en original kunstner i ærgerlig inerti.

★★★☆☆☆

Leave a Reply