Plader

This Will Destroy You: Another Language

Skrevet af Lars Andreasen

Postrock-gruppen This Will Destroy You er efter flere års krise klar med deres fjerde album Another Language, og hvilket andet sprog er det ikke. Another Language er et fornemt udtryk for et kollektivt skaberværk.

Postrock har sine fyrtårne, der i 1990’erne især talte bands som Bowery Electric, Labradford og Godspeed You! Black Emperor og i det nye årtusinde Mogwai, Explosions in the Sky og Mono, og som i alle livets forhold er det altid svært at træde frem på en scene, der på den måde domineres af veletablerede navne. Men postrock-scenen havde, og har, en smuk underskov af bands, der hver især udvider rammerne for genren.

This Will Destroy You (eller bare TWDY), der fandt sammen som gruppe i 2004, lagde ud med debutalbummet Young Mountain i 2005. Tre år efter kom albummet This Will Destroy You, en helstøbt og kraftfuld opfølger til debuten, hvor de episke aner kom frem for fuld udblæsning, f.eks. på det storladne nummer ”The Mighty Rio Grande”, der med en længde på de nærmest obligatoriske 10+ minutter lagde sig smukt i slipstrømmen af den nye, mere orkestrale udtryksform, postrock udviklede op gennem årene.

Som hos beslægtede bands som Explosions in the Sky og Mogwai udfoldedes de instrumentelle forløb af TWDY over flere lange, smukt fluorescerende skæringer med brug af stille forløb, spændingsopbygninger og forløsninger, hvilket blev fremhævet af nogle kritikere som værende uoriginalt og blot gentagelser af scenens større navne. Andre, denne signatur indbefattet, mente, at de bidrog væsentligt til fortolkningen af genren, og at TWDY sammen med flere andre bands som Totorro, Couch, Tortoise og Lymbyc Systym netop var med til at definere bredden af, hvad postrock var og er.

På det tredje album Tunnel Blanket, der udkom i 2011, bevægede TWDY sig i en mere dyster og dysfunktionel retning, og samtidig med at bandet prægedes af personlige kriser, var det lige ved, at der ikke ville komme mere fra deres hånd. Men bandet kom gennem krisen og har nu udgivet deres fjerde fuldlængdealbum, Another Language.

Og hvilket andet sprog er det ikke! Gennem hele albummet kan man bogstaveligt talt høre den transformation, bandet har undergået – en proces, der indebar at få succes med deres første to albums for sidenhen delvist at halte gennem flere år, hvor de ledte efter den form, der var deres, og som kunne forløse deres intentioner med deres musik. I åbningsnummeret ”New Topia” slås fra første tone en stemning an, der er fyldt med sødmefuld eftertanke, og en ny klarhed findes i lydbilledet, der er overraskende velgørende og udmunder i en kraftfuld afslutning, hvor man lægger mærke til den nye, tunge bund, der er gennemgående albummet igennem.

Den anden skæring, “Dustism”, er albummets akse, der på fornem vis udtrykker den nyfundne lyd, hele albummet er eksponent for. Her tones rent flag, og der lanceres et nyt begreb, jeg ikke kan beskrive på anden måde end cool melancholy. Melancholy, fordi dette nummer uundgåeligt får en ud af tangenter fyldt med refleksioner over levet liv, stemninger og dufte, oplevelser og indtryk. Men cool, fordi det netop ikke tager overhånd og ikke ender i lyserød konfetti og klistret føleri. Nummeret begynder smukt, langsomt, næsten slæbende med eminent følsomt bækkenspil og et blødt, vibrerende guitarforløb, der langsomt tager til i intensitet, men ikke hastighed. Det afløses af et meget stille, nedskaleret mellemstykke, hvor der gennemspilles en afdæmpet gentagelse af indledningen, og langsomt lægges der op til det afsluttende klimaks, hvor der blidt, men bestemt presses en dyb, tung basbund ud under guitarerne og klokkespillet, strygerne og tape-loops, der harmonerer usædvanligt godt med hinanden. Jeg er sjældent blevet så glad og opløftet af et stykke musik som dette.

“Dustism” efterfølges af albummets tredje stærke udspil, “Serpent Mound”, der langsomt bygger statisk knas og spænding ind i lydbilledet, til det eksploderer i et af de velkendte crescendoer, stadig mere og mere forvrænget. En kommentar til lydbilledet fra Tunnel Blanket, utroligt smukt turneret.

De mellemste skæringer på Another Language er ikke helt på højde med de første tre numre, men er alligevel af høj klasse. “War Prayer” er som en tung, trykkende prædiken, der brutalt insisterer på at blive hørt, og “The Puritan” og “Mother Opiate” minder om lydflader fra Eluvium og Brian Eno. “Invitation” bæres igennem med en insisterende beatbox-lyd, der er lagt under smukke guitarflader, det giver associationer til nummeret “In Another Way” fra den seneste My Bloody Valentine-udgivelse mbv.

De sidste to skæringer går ligesom de tre første rent ind. “Memory Loss” er som en blød, blid kappe, der bliver svøbt om en, måske netop som det må være enten at glemme eller fortrænge, en meget lydlig og kropslig følelse af erindringer og tabet af dem. “Memory Loss” fortoner sig langsomt ind over albummets sidste skæring, “God’s Teeth”, der slutter albummet, som det begyndte, med en smuk, næsten æterisk, melankolsk rejse med klare fornemmelser af erkendelser, smerter, længsler og forlis. Men også med det stærke indtryk af et band, der er kommet overens med sig selv og sine tab med et forandret blik og et nyt, men alligevel velkendt udtryk. Som det må være, når man er blevet bidt af Guds tænder, men overlevede og kom styrket ud af gabet.

Another Language er et fornemt udtryk for et kollektivt skaberværk, et næsten helstøbt album med kun små udsving, hvor nogle af numrene ikke fremstår helt så stærke og retningsbestemte som de bedste. Men med numre som “New Topia”, “Dustism”, “Serpent Mound”, “Memory Loss” og “God’s Teeth” lader man skiven ligge på anlægget længe, for dette er et album, der fortjener mange genhør. Man fristes næsten til at sige, at hvis det er sådan, man kommer ud af flere års krise… så giv mig krise!

★★★★★☆

Deltag i debat