Plader

Thom Yorke: Tomorrow’s Modern Boxes

Skrevet af Zenia Menzer

Thom Yorkes andet soloalbum fletter på forrygende vis stemningsmættet ambient sammen med eksperimenterende electronica. Nogle steder bliver udtrykket for stillestående, men omvendt er denne passivitet klædelig i en tid, hvor verden bevæger sig så hurtigt.

Den elektroniske genre har bidt sig godt fast i Thom Yorke, som har skabt en opfølger til sit foregående soloalbum, The Eraser, fra 2006. Denne lagde for alvor grundstenene til Yorkes gang ud af den elektroniske vej, om end også Radiohead har været præget af denne genre, særligt på plader som Kid A, Amnesiac og Hail to the Thief. Samtidig er der en klangbund af ambient på Tomorrow’s Modern Boxes, som man også kan finde dels på The Eraser, dels på Radiohead-albums såsom In Rainbows og The King of Limbs.

Tomorrow’s Modern Boxes er en raffineret blanding af elektroniske elementer og blødere udtryk, der tilsammen skaber et subtilt og stemningsfyldt album. Pladens førstesingle, ”A Brain in a Bottle”, indleder med sine små, strambeatede kompositioner, der smelter sammen med mørkere, mere betonede lyde, men som dertil også dyrker lysere og en art maskinelle islæt. Yorkes højfrekvente, men træge vokal står som en grundsten hele nummeret igennem, og det er også derigennem, man får en fornemmelse af lydens holistiske karakter. Nummeret besidder nogle banale dancelignende træk, men formår at rejse sig fra forsimpling, fordi det er et nummer, der trods sin grundrytme udvikler sig undervejs og skaber en lag på lag-konstruktion. Samtidig er det Yorkes vokal, der får det til at undslippe trivialiteter, idet den indeholder en passende mængde sårbar- og skrøbelighed samt skinger styrke, der løfter nummeret og gør det betagende og besættende.

Blandt numre, der grundlægges på klare elektroniske elementer, kan nævnes ”There Is No Ice (For My Drink)”, ”Nose Grows Some”, ”Guess Again” og ”The Mother Lode”. Sidstnævnte adskiller sig dog en smule fra den rene elektroniske komposition ved at inddrage klaverpassager, der giver det en klædelig organisk klang. Det er disse små og skæve udviklinger, der gør Yorke til en inspiration og til en lytteværdig musiker. Det med til at puste et liv i musikken, som til tider kan være svært at opnå på en rent elektronisk plade.

Tomorrow’s Modern Boxes er skabt på elektronica og mere skrøbelige og rene stemningsopbyggende passager. Dette lader sig særligt tydeligt høre på numre som ”Interference”, ”Pink Section” og ”Truth Ray”. ”Truth Ray” er et atmosfærisk nummer, der på et ganske skrabet grundlag får skabt en voluminøs og rørende oplevelse. Nummeret udvikler sig egentlig ikke bemærkelsesværdigt undervejs, men alligevel står ”Truth Ray” som et elegant og smukt nummer, der netop med sin enkle udsigelse får opbygget en særegen styrke. Der er en raffineret passivitet over dette nummer, der opfordrer til at sætte sig ned, lukke øjnene og trække vejret dybt ned i lungerne. Det gentagelsesmønster, der finder sted på nummeret i form af det loopede beat, indbyder til på meditativ manér at lade sig flyde med og nyde den lytteoplevelse, der folder sig ud lige foran én. I en fortravlet hverdag kan sådanne indfald være yderst velkomne, fordi de tvinger til stilstand.

”Interference” har de samme kvaliteter, om end dette nummer på sin vis forbliver mere passivt. Dette nummer er som langt de fleste numre på pladen bygget op med Yorkes vokal som det ultimative kraftpunkt. Undtagelserne er pladens sidste numre, der forbliver rent instrumentale, og som desværre ikke indeholder hverken samme nerve eller passion som pladens øvrige lowkey-numre. På ”Pink Section” og ”Nose Grows Some” bliver det meget tydeligt, at pladens værdi på mange måder skal hentes i vokalen, og at det er det kendetegnende ved Thom Yorkes lyd. Pladens afslutningsnummer inddrager igen vokalen, hvilket øjeblikkeligt bidrager til en mere spændende, intens lytteoplevelse. Alligevel forbliver pladens afslutning noget anonym, og man slutter på et lavere niveau, end man starter. Pladens første halvdel lægger op til mere, end hvad den afslutningsvis indeholder, hvilket desværre efterlader lytteren lidt uforløst.

Dette er imidlertid sigende for hele albummet, som meget af tiden balancerer mellem at være smukt og sfærisk og at være for stillestående. Yorke holder sig for store dele af pladen på den rigtige side af stregen, men særligt på pladens sidste numre bliver det en smule kedsommeligt. Tomorrow’s Modern Boxes indeholder dog numre, der skaber en god tyngde til de passager, der fremstår for passive, og albummets rene elektroniske numre vinder også yderligere ved at stå som modvægt hertil. Pladen står som et stærkt udspil, der stemningsmæssigt passer smukt sammen med det snigende mørke, grå himmelstrøg og køligere dage, efteråret bringer med sig.

★★★★½☆

Deltag i debat