Plader

Zola Jesus: Taiga

Skrevet af Alex Nørregaard

Med Taiga har Zola Jesus begået sit mest poppede udspil til dato og bevidst rettet sigtet efter hitlisterne. Bag den designer-arty indpakning gemmer sig nogle solide sange, men set i popoptikken er der alt for mange fillers og alt for få killers.

»Pop music – especially really popular pop music – is as visceral as noise.«

Ovenstående citat stammer fra Nika Roza Danilova alias Zola Jesus, og så vidt undertegnede kan forstå på det hele, omhandler ‘visceral’ det intuitive – altså en form for mavefornemmelse, noget der føles rigtigt. I mine ører er popmusik – og især rigtig populær popmusik – dog som regel strengt kalkuleret og kontrolleret, mens støjen, med sin egen særegne æstetik, altid overrasker og fremstår ustyrlig. Og det er lige meget, om man står placeret som afsender eller modtager af lyden. Poppen tilbyder altid noget genkendeligt og trygt, mens støjen river og flår i nerverne. Er pop da ikke mere forestillingen om at føle noget end rent faktisk at føle noget?

Om ikke andet er det den følelse, jeg sidder tilbage med efter at have lyttet til Taiga, der er Zola Jesus’ seneste udspil og ifølge Danilovas selv et forsøg på at ramme hitlisterne. Indpakningen er flot og meget designer-arty, og sangene er ganske vist solide, men set i popoptikken er der alt for mange fillers og alt for få killers. På en eller anden måde vil jeg gerne have, at der rent faktisk er noget dybde til stede i sangene på Taiga, men at lytte til pladen er som at tygge i en kylling, der er blevet pumpet med vand.

Så var der mere kød på sidste års Versions, der blev til i samarbejde med J. G. Thirwell og the Mivos Quartet. Her blev en række allerede udgivne numre – bl.a. fra Conatus – arrangeret på ny, og det strygerfyldte lydbillede passede formidabelt til Danilovas kraftfulde vokal, der for alvor fik lov at folde sig ud. På Taiga får erfaringerne fra Versions enkelte steder lov til at skinne igennem, men ellers byder Taiga sig mestendels til som en blanding af højstemt synthpop og hidsige, ja visse steder endda nærmest kaotiske beats.

Åbningsnummeret “Taiga” ligger langt væk fra de kolde skove, som titlen referer til, og afspejler lydmæssigt mere en asfalteret gadefest på lykkepiller. Det hele ræser af sted i en dunkende ligegyldighed. Det er vitterlig synd, for Zola Jesus har før leveret stærke åbningsnumre og sågar medvirket på et af de mest livgivende, som undertegnende længe har hørt, i form af “Intro” fra M83′ Hurry Up, We’re Dreaming. Ja, bare tanken om det øjeblik, hvor Danilovas vokal sætter ind på “Intro”, får gåsehuden til at pible frem.

Det lever førstesinglen “Dangerous Days” nogenlunde op til. Nummeret er en kende bombastisk, men den tørre og let hakkende måde, som linjerne »On floor, on the ground, on the stairs« leveres på, sætter tempoet tilpas ned lige inden omkvædet, hvor det hele eksploderer og samtidig sidder lige i skabet. Andensinglen “Go (Blank Sea)” gør sig bedst i versene, mens omkvædet svinder hen i et Vicks-lignende forsøg på at fastholde lytteren ved at gjalde af lungernes fulde kraft. Det virker forceret.

Nummeret “Hunger” åbner med syntetiske horn og er decideret udmattende. Det virker da også, som om de skarpe synthtoner i omkvædet har svært ved at følge med. Der er noget urbant stammeagtigt over beatet og ikke mindst de korte, intense hey-råb, der gemmer sig i baggrunden i omkvædet, men “Hunger” er i sin helhed også underligt flad og tyndbenet. “Lawless” efterlader lidt samme fornemmelse, men her med lufttørrede strygere i stedet for syntetiske horn og et omkvæd, der snildt kunne komme susende i en parfumereklame.

Tempoet er roligt på “Dust”, der lyder som en b-side fra Depeche Modes Songs of Faith and Devotion, “Ego”, der alt for kort og ujævnt, men smukt, bobler i rumklang, lidende strygere og r’n’b med sorte negle, og “Nail”, der lader Danilovas vokal stå mere eller mindre alene og for en stund truer med at fremkalde tårer – for så at blive afbrudt af et stormende bulder af kor og syntetiske horn.

Af en eller anden bizar årsag har Zola Jesus valgt at kaste sig ud i en tam egenfortolkning af, hvad pop er. Det fungerer bare ikke rigtig. Jeg savner den opildnende indlevelse fra Versions, der, på trods af at være gamle numre i nye klæder, havde troværdigheden i orden. Nå ja, Versions indeholdt da også et enkelt nyt nummer i form af “Fall Back”, der med et skud tog flere kegler, end Taiga samlet set gør. Og vel, Zola Jesus må nok altid finde sig i, at hendes numre bliver holdt op mod den fænomenale “Sea Talk”, der i sin tid katapulterede hende op i Pitchfork-højde.

Danilova har sagt, at lige meget hvor godt det går med Taiga, vil hun ikke være tilfreds. På den ene side kan dette anses som værende prisværdigt rent kunstnerisk, men i Zola Jeus- og Taiga-sammenhæng virker udtalelsen dog som en noget øm afspejling af tidens mantra om konstant at være under udvikling. I forsøget på at jagte vores accelererende kultur taber vi os selv, og vi bør i stedet søge at stå fast og søge tilbage. Derfor var f.eks. Versions interessant, og derfor forsvinder Taiga i mængden, hvor det ikke er til at se skoven for bare træer.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat