Koncerter

A$AP Mob, 03.11.14, Store Vega, København

Skrevet af Fie Neergaard

Der var dømt fest og kaos i et Store Vega, hvor publikum til tider stjal showet fra den flamboyante amerikanske mob med A$AP Rocky og A$AP Ferg iblandt.

Det udsolgte Store Vega var pakket til bristepunktet, og kampen om at komme tættest på idolerne A$AP Mob var allerede fyrig inden koncertstart. Den intense stemning steg, da et af crew-medlemmerne sejlede ind over publikumsmassen i en oppustelig båd, og så var stilen for resten af koncerten lagt. Seneste A$AP Mob-hit, “Hella Hoes”, sparkede festen i gang, og særlig begejstring gav det, da den stadig uovertrufne frontfigur A$AP Rocky meldte sig på banen.

Der var en klar fornemmelse af, at det skulle være en A$AP Mob-koncert og hverken en Rocky- eller Ferg-solokoncert. Der blev givet plads til de andre medlemmer, hvilket virkede sympatisk i forhold til navnet på plakaten, men også en smule frustrerende, når man var velvidende om, at Pretty Flacko havde en del mere velkendt repertoire at trække på samt en del mere erfaring med at levere det, end hvad han gav sig selv plads til at udvise denne aften. Det resulterede derfor i et par svagere numre fra de andre medlemmer, særligt i koncertens første halvdel.

Koncerten var bestemt en festkoncert, hvilket man særligt kan takke publikum for, der på ingen måde var mandagstrætte. Stemningen var i allerhøjeste gear med moshpits og crowdsurfing, der resulterede i en iturevet t-shirt på Rocky allerede i begyndelsen af koncerten, og nogle mere vellykkede forsøg fra både crewet og publikums side efterfølgende. Til tider kammede det over, så publikum måtte blive båret over hegnet og væltede i mængden – katastrofen lurede indimellem lidt for kraftigt lige om hjørnet.

Særlig tændt var stemningen under numre som “Dump Dump”, “Goldie” og “Wild for the Night”. Energien var høj på scenen og blev i den grad projiceret tilbage fra publikum, som til tider endda stjal opmærksomheden. Havde crewet kørt et mere stramt program, i stedet for konstant at råbe »hands up« og fyre gunshots af, havde der været tid til flere numre og mere fokus på musikken. Den feststemte galskabshiphop har overrumplet Flackos gennembruds cloud rap, der var savnet og kunne have givet publikum et velfortjent åndehul. Der var ingen liveelementer, men en dj på scenen, der spillede numrene, der kunne have gået langt tydeligere igennem og haft en klarere lyd, hvilket havde klædt koncerten og de mange crewmedlemmers ivrighed for at medvirke på numrene.

A$AP Mob leverede uden tvivl den fest og det nogenlunde kontrollerede kaos, de fleste havde søgt, men det blev til tider på bekostning af musik, hvor medlemmerne havde svært ved at følge med. Men når det fungerede, så ramte de lige hvor de skulle.

★★★★☆☆

Foto: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat