Plader

Alt-J: This Is All Yours

Måske er den svære toer slet ikke så svær igen. På This Is All Yours er britiske Alt-J i hvert fald fortsat knivskarpe og spinder uden problemer en fin, rød tråd gennem et sammensurium af genrer og udtryk.

Alt-J er adjektivernes band. De er både eksperimenterende, introverte, sfæriske, utraditionelle, og så har de en tendens til at se stort på gængse genrebegrænsninger. Det fire mand høje britiske orkester pladedebuterede i 2012 med albummet An Awesome Wave, der banede vejen for international opmærksomhed og i øvrigt opnåede ret pæne salgstal og skaffede masser af roser.

This Is All Yours er der ingen slinger i valsen, for Alt-J kaster sig hovedkulds ud i et mangeartet og spraglet udtryk med et musikalsk mod og gåpåmod, der med det samme forsikrer om, at vi her har at gøre med et band, som gør sit for at skille sig ud fra mængden. Albummet spænder fra avantgardeklingende kompositioner til mere retlinede indslag. Lytteren trækkes med andre ord godt rundt i manegen, og det er absolut en af This Is All Yours’ stærke sider, at det er umuligt at forudsige sangene; de er nemlig alt andet end forudsigelige.

Ofte vokser numrene frem som smukke, næsten overjordiske lydflader som på ”Intro”, hvor grundpillen er et imponerende vokalarbejde, der er lige så særegent, som det er melankolsk, idet de mange lag vokal konstant truer med at tippe projektet, uden det sker. Den efterfølgende ”Arrival in Nara” er smuk og enkel og minder mig om noget af det tidlige Sophia med den gennemsyrende underspillede og flotte melankolske stemning.

Men Alt-J kan som sagt lidt af hvert, og hvorfor begrænse sig til én stil, når man kan skrue lidt på knapperne og variere udtrykket? På ”Every Other Frickle” ryger tempo og dynamik lidt i vejret, og her nærmer bandet sig et mere traditionelt udtryk. Dog er der stadig et stykke vej til glat radiorock, for der er hældt masser af overraskende indslag på sangen; lydene snor sig ind og ud mellem hinanden, og det er alt sammen med til at gøre det spændende. Også vokalarbejdet er her med til at placerer Alt-J et par niveauer over den gennemsnitlige rock-præstation. Der er punktvise nedslag, der giver ”Every Other Frickle” et dansabelt tvist, og det er godt set af bandet at bløde det introverte udtryk lidt op.

Det dansable er tages et skridt videre i ”Left Hand Free”, der er bygget op over en groovende, ja næsten funky guitarfigur. Og det er måske her, vi skal finde albummets mest tilgængelige øjeblik. Men igen undgår Alt-J, at det hele bliver alt for pænt; blandt andet ved den dissonante og lettere kaotiske keyboardsolo.

Elektroniske lyde er et andet element, som med stort held benyttes flittigt. Men det er gjort underspillet og på en måde, hvor det organiske aldrig går tabt. ”Hunger of the Pine” bippes i gang af noget, der lyder som et 8-bit-spil fra 1992, og samme nummer et bygget op om beats og elektroniske klange. Også dette fungerer godt, og i det hele tager synes det imponerende, at produktet holder, lige meget hvilken retning bandet lægger for dagen.

Når man lytter til Alt-J, står det fuldstændigt klart, at der her er tale om et band, der er drevet af en sund portion originalitet. De her drenge vil ikke lyde som nogen andre, eller også kan de ikke. Og det er i sig selv prisværdigt. Men er eksperimenterne så vellykkede? Ja, langt hen ad vejen er de. Den følsomme side er udtalt, og det trækker udtrykket hen imod afdæmpet Radiohead omkring The Bends eller OK Computer, også Antony and the Johnsons og som tidligere nævnt Sophia melder sig i associationsrækken. Men der bliver aldrig tale om plagiat eller noget, der tilnærmelsesvist ligner, og en af forklaringerne herpå finder man i forsanger Joe Newman, hvis vokal besidder evnen til først og fremmest at lyde som sig selv – det er ikke en selvfølge, når det kommer til vokaler.

Med This Is All Yours leverer Alt-J et sammensurium, der for det meste fungerer ret godt. Ikke mindst på grund af de legende og levende arrangementer, der får kompositionerne til at tage sig bedst muligt ud. Til min smag er det nok lige en tand for afdæmpet, men talentet brænder tydeligt igennem, og det skal naturligvis honoreres.

★★★★☆☆

Deltag i debat