Koncerter

Blues Pills, 28.11.14, Templet, Lyngby

Skrevet af Martin Colerick

Den stod på 70’er-rock til de langhårede i Templet. Med solidt scenenærvær og inspiration fra Led Zeppelin og Janis Joplin, viste det unge rockband, at de er klar til mere.

Blue PillsVores kære svenske brødre kan noget, når det kommer til rendyrket genrerock. Det vidtstrakte land med uendelig skove og sneklædte fjelde dyrker rockklicheerne med stil og stolthed. Der er ingen ironisk distance og halvhjertede forsøg, men tværtimod autentisk indlevelse og fuld smadder. Blues Pills var ingen undtagelse denne fredag i Templet.

Den svenske kvartet, der dog også har franske og amerikanske aner, åbnede aftenen men den tempofyldte ”High Class Woman”, der fra første strofe kastede os sagesløst tilbage i 70’ernes bluesrock. Med Elin Larssons sublime vokal, som er kraftigt inspireret af Janis Joplin, og med et yderst velspillende band, der demonstrerede både spilleglæde og overskud, blev det indledningen til en lille time tilbage i LSD’ens udsvævende Led Zeppelin-univers.

Blues Pills trækker endvidere kraftigt på både tidlig Fleetwood Mac og Jimi Hendrix-inspirerede guitarpassager, og stort set alle numre er bygget op efter samme skabelon. Elin Larssons vokal trukket helt i front, buldrende trommer, lange guitarflader og hyppige temposkift med plads til tamburin og de nærmest signaturagtige soloer. De kan det pis, og energien, tilstedeværelsen og ikke mindst intensiteten er uovertruffen.

Et pakket Templet lod sig føre med af den spinkle forsangerinde, og ”Devil Mans” næsten ikoniske åbningsskrig fik de medrejsende svenske kammerater til at skråle med. Nummeret emmer af tidlig 70’er-heavy med en aggressiv grundtone og tung bas. Bandet formåede også at løfte de danske koncertgæster med ind i tidslommen, og var det ikke for Templets kedelige og alt for tidlige lukketid, var der stensikkert røget flere gyldne damer over bardisken.

Undervejs fik vi også et par mere afdæmpede numre, heriblandt kærlighedshymnen ”No Hope Left for Me”. Her beviste Blues Pills, at de også mestrer mere afdæmpet 70’er-lyd uden at tabe pusten. Aftenen sluttede med ”Black Smoke”, og det var sgu egentlig bare skide irriterende, at vi var i provinsen og ikke på et spillested, der gav lov til mere. Godt nok har bandet kun en enkelt plade at give af – den selvbetitlede Blues Pills, der udkom i sommer – og vi fik da også stort set alle numre, men et par ekstra numre, til at holde varmen på i den begyndende vinter, ville have været smukt.

Men det var en god aften i Templet. Hvad angår selve musikken, leverede Blues Pills ikke mere, end de lover på pladen, men det er også mere end nok. Det ville være et oplagt band en sen nattetime på næste års Roskilde Festival. På den danske scene har vi ikke umiddelbart nogen seriøse, tilstedeværende, klassiske unge rockbands af samme art, så lad os da få nogle svenskere til Roskilde. Så ville jeg i hvert fald blive glad.

★★★★★☆

Deltag i debat