Plader

Cold Specks: Neuroplasticity

Den 26-årige canadier dykker endnu dybere ned i den jazzede dysterhed på sit både indadvendte og udfordrende andet album.

Da Cold Specks for to år siden debuterede med albummet I Predict a Graceful Expulsion, betegnede hun selv sin musik som ‘doom soul’. Dommedagsstemningen er kun blevet mere dyster på Neuroplasticity, men soulgenren er ikke længere bemærkelsesværdigt repræsenteret, hvis den nogensinde for alvor har været det. Til gengæld er blues-inspirationen gudskelov intakt, samtidig med at jazzelementerne nu spiller en væsentligt større rolle.

Selvom Cold Specks, der også går under navnet Al Spx, er en gedigen guitarist, er strengene langt mindre dominerende i denne omgang, ligesom klaveret også er en sjælden gæst. Hvor debuten var forholdsvis direkte og ren i sit udtryk, er udtrykket på Neuroplasticity på mange måder lige så rodet som coverbilledet. Selve lyden er dog krystalklar, og alt virker meget nært i produktionen. Ikke mindst den 26-årige canadiers hæse vokal har en ubesværet tilstedeværelse, og det er ikke mindst derfra, det jazzede udtryk stammer.

Albummet lægger overbevisende fra land med den korte ”A Broken Memory”. Nummeret er ildevarslende. Ikke for albummets musikalske kvalitet, men for dets dystre udtryk. En kærkommen varsling om de upolerede lyde og tekster, albummet er fyldt med. Det er jazzet på den lydmæssigt lækre måde. Både trommernes detaljerede anslag, der driver sangen frem, og den hæse trompet, der overlegent spilles af Ambrose Akinmusire.

Han er den ene af to tilbagevendende gæster på Neuroplasticity. Den anden er den 60-årige multikunstner og frontmand i gruppen Swans, Michael Rolfe Gira. Hans mørke vokal lægger et ekstra lag af dysterhed på både “A Season of Doubt”, som er albummets langsommeste sang, og på den ellers småkedelige og ballade-agtige ”Exit Plan”. Spx har selv lånt sin stemme ud til både Akinmusire og Swans’ udgivelser i år, og nu gengælder de to altså tjenesten – eller omvendt.

Bodies at Bay” går i modsætning til størstedelen af albummet lige til stålet med højt tempo og vokal fra første slag og er et af albummets mest poppede numre. Der går ligefrem lidt Norah Jones i versene, men den association forsvinder heldigvis, når omkvædet går ned i to tredjedele af versets tempo, hvor det ligger og ulmer med den smukke flyder-synth bagerst i lydbilledet. Når lyden bliver for pæn, gennemskuelig og ja, positiv, er Cold Specks heldigvis god til at rive sig tilbage i dysterheden, hvor hun befinder sig bedst.

Førstesinglen ”Absisto” fungerer fra dens overrumplende start som et af albummets bedste numre. Og der er ikke så langt til Jeff Buckley i de høje fraseringer og den forvrængede vildskab. På ”A Formal Invitation” lyder Spx som en feminin, ædru Tom Waits. Det klæder hende. Og nummerets afdæmpede sidste halvdel vidner om en kunstnerisk frihed, der ikke er alle forundt.

Det høres også i forkærligheden for de korte kompositioner, som gør, at albummets 10 numre tilsammen kun varer 35 minutter. Tre af sangene varer under tre minutter, og de fleste af dem når ikke mere end to omkvæd. Spx fylder altså ikke på bare for formens skyld, men det er desværre heller ikke altid, de helt korte sange bliver udfoldet tilstrækkeligt. “A Quiet Chill” er for eksempel ret ensformig, og den lige så korte ”Living Signs” er også hurtigt fordøjet, selvom nummeret er et af albummets mest instrumentdrevne, hvilket er en rar afveksling.

Det er også rart, når synthesizeren en gang imellem får lov at lægge et ekstra lag på lydbilledet, som når den åbner den smukke ”Let Loose the Dogs” med en melankolsk melodi eller redder ”Old Knives” fra at blive alt for uinteressant ved at vibrere om kap med trompeten og vokalen i nummerets vidunderligt støjende outro.

Det største problem på Neuroplasticity er det konstante fokus på Spx’ vokal. Den kan i sig selv sagtens bære opmærksomheden, men det ville gøre de fleste sange godt, hvis instrumenterne oftere fik lov at være mere end underlægning. I bedste singer/songwriter-stil er teksterne tydeligvis kommet før resten, og det ville altså være en dejlig afveksling, hvis vokalen nogle gange også bakkede instrumenterne op, rytmisk eller melodisk.

Det bliver især et problem, fordi teksterne ikke lyder til at være tænkt som sange, men som digte – og vel at mærke ikke nogle voldsomt gode af slagsen. Fire af albummets sange starter med ordet ”A”, hvilket understreger, at Spx poetisk vil formidle sine sindstilstande. Men som lytter får man ikke så meget ud af de indadvendte tekster, der ofte har en meget ukonkret, lyrisk form. Selvom den hæse skønhed i vokalen på ”A Season of Doubt” ligefrem nærmer sig Billie Holiday-niveau, virker den reciterende stemmeføring uvedkommende. Så når sangen og hele albummet slutter af med gentagelsen af ordene »I’ve got an unrelenting desire to fall apart,« forstår jeg stadig ikke helt, hvorfor hun dog har det sådan.

Alligevel er Neuroplasticity en spændende oplevelse  i sin helhed. Udtrykket er tidløst og uafhængigt af nogen genre, og de overraskende og urene lyde gør albummet nært. Jeg var ganske vist uimponeret ved første af mange gennemlyt, men den ukonventionelle sangskrivning har udfordret mine musikalske behov, hvoraf nogle er blevet bekræftet og andre overflødiggjort. De bedste numre på pladen er dem, der ikke bare er dystre, men også udstråler en PJ Harveysk agression. Det er også der, hun skiller sig mest ud fra mængden af jazzede blues-sangerinder.

★★★★½☆

Deltag i debat