Koncerter

Ty Segall, 07.11.14, Pumpehuset, København

Skrevet af Sabina Hvass

Han har syltet det danske publikum i et par år, men i går vendte amerikanske Ty Segall tilbage til København, hvor det bedste alternativ til J-dag udfoldede sig i Pumpehuset.

Et udsolgt Pumpehuset. En stor fadøl og J. C. Satan til forret. Yum, yum, yum. Jeg var på alle mulige måder klar til min første Ty Segall-liveoplevelse. En cowboy, der tilsyneladende er langt væk hjemmefra, træder ind i spotlyset og sætter scenen. Han påstår, at han er Jimmy Longhorn; saloonejer fra planeten Jupiter, der har taget den lange rejse til Jorden for at berige den med The Manipulator Band. Et band, der til forveksling ligner jordboerne i Ty Segall Band: Segall på mikrofonen og vrælende guitar, Mikal Cronin på bas, backingvokal og keys, Emily Rose Epstein bøjet over trommerne og Charlie Moothart på guitar. Longhorn, eller hvem han nu end er, kaster sig febrilsk over tre akkorder på tangenterne til “Manipulator” og forsvinder igen med ordene »Enjoy the show!«

Derefter er det Segall og co., der har den totale opmærksomhed, og de sætter et rasende tempo for dagen. Med glitrende øjne og svingende hårpragt over hele linjen bliver “It’s Over”, “Connection Man” og “Tall Man Skinny Lady” skudt af sted i en fart, der tydeligt behager ned gennem salen. Det er råt og ekstremt højt, og mellem numrene hyler publikum lystent efter mere. Fuzz, feed og “Feel” løfter stemningen til en ekstatisk højde, og deroppefra hopper den første crowdsurfer, ud af mange, henover det feststemte publikum. Luften er tyk af Cronins basakkorder, der er trukket helt frem i lydbilledet på “The Faker”, og bliver blødt op af en sjældent blid guitar på the “The Singer” inden begge instrumenter igen smækker derudaf på “The Clock”. Det resulterer desværre i, at vokalen drukner i en mærkbar muddermassakre, mens den gode stemning dog fortsætter ufortrødent blandt de eksalterede beskuere.

Fra scenen er det mere adstadigt. Også selvom Segalls tip of the day er at skrige ind i en mikrofon, hvis man får chancen! Den energi, der skyder ud af højtalerne og forplanter sig forrest i publikum, matcher ikke nødvendigvis de nedadvendte mundvige fra The Manipulator Band. Cronin, Moothart og, nok mest iøjnefaldende, Segall pisker rutinemæssigt ned til deres respektive forstærkere, hvor de flere gange står fast med ryggen til menneskemængden. Men med harmonierne halvvejs i settet på “Don’t You Wanna Know (Sue)” er det, som om kontakten tændes igen. Og efter nogle hæsblæsende minutter med “Susie Thumb” er der endda tid til lidt sjov i form af en ret forkølet “Stairway to Heaven” og en påsat (suk) J-dag-nissehue på Segalls blonde hår.

Og så er det ellers tid til at sparke den sidste del af koncerten i gang med “The Feels”, som sidste repræsentant fra Segalls nyeste udgivelse, og vride det sidste sved ud af det smeltende varme første parket med numre fra bagkataloget. I den kategori er højdepunkterne “I Bought My Eyes”, “Finger”, “You’re the Doctor”, publikumsrequestet “Oh Mary” og så et ret vildt flashback til den seks år gamle debut på “Standing at the Station”, hvorefter bandet slæber deres trætte fødder af scenen. Til dessert får vi lidt Red Hot Chili Peppers-jam-fjolleri, inden Ty Segall og The Manipulator Band for alvor runder af med “Slaughterhouse”.

Lykkeligt uvidende om de tusindvis af fulde tosser pyntet med blåt Tuborg-merchandise, jeg skulle møde på vejen hjem, stod jeg i går i Pumpehuset og fik en lussing af lyd, der smadrede af sted og gik i symbiose med et råt, men melodisk udtryk. Noget, der trænger sig på hos Segall, der prioriterede sine nye, mere polerede numre, inden publikum begyndte at kaste sig ud fra scenekanten til perlerne fra det ældre garagepunkede Segall-materiale. Og forhåbentlig skal der ikke gå to år, før man igen kan opleve det!

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig

3 kommentarer

  • Ja, det nye materiale blev prioriteret – faktisk udelukkende i de første 45 minutter. Og hurra for det. Men den der poleret/upoleret-snak var ikke rigtigt gældende live i pumperen, når både det ene og det andet udføres med samme enlige guitareffektpedal, Fuzz War. Og hurra for det også.

  • Hej David,

    Når jeg skriver om det polerede/upolerede henviser jeg til materialet og ikke fremførelsen. Beklager, hvis det ikke fremgår klart.

    Venligst

    Sabina

Deltag i debat