Artikler

Vintermørke: Tid til at gøre dit musikår op

Skrevet af Jonas Sølberg

Her kommer første del af Jonas Sølbergs musikopgørelse over 2014. Mød de nye medlemmer af hans musikbibliotek.

Mouritz:Hørslev

Det er vinter. November har lukket for varmen og trukket skyerne ned om ørene på os. Brunt og gråt udenfor. Mørkt inden du når hjem. Mudder, blæst og frost i en skøn forening. På den flabede danske måde. Og der er ro på. Heeeeelt shhhhhhh. Stilhed.

De blege og kolde måneder forærer os en ro. Her får vi tid til at samle trådene. Livets tråde, måske. Og musikkens.

Det er nu jeg renser ud i indtrykkene. Får sorteret fra og genopdager den musik, jeg måske havde glemt. Inden slut- decembers glitrende røde gab sluger mig hel og spytter mig ud som klistret julekugle til lyden af Basims Jul. Haaaaark, spyt!

Her kommer første del af min musikopgørelse fra 2014. Et kort med omveje, der fører til mange mærkelige steder. Om gamle og nye og stille og vilde. Men alle sammen vigtige nye medlemmer af mit musikbibliotek. Vi starter her i landet på den bløde sexy måde.

——————————————————————————————————————————————————–

Der er meget eminent dansk musik for tiden. I foråret kastede jeg min grådige altopslugende kærlighed over Mouritz/Hørslev.

Det er den lille lyse sanger og sangskriveren Mads Mouritz og den både dragende og sværmende digterinde, Lone Hørslev som udgør duo-projektet. Hørslev skriver de skæve tekster – hvoraf flere er hentet fra hendes digtsamlinger – mens Mouritz binder det hele op på detaljerige og smukke melodier. Der er mange stemninger og nuancer på deres tre hidtidige plader, hvoraf jeg især anbefaler deres nyeste album Allermindst Dig Selv fra 2013. Live er de desuden intet mindre end eminente, med dygtige musikere bag sig, blandt andet Kristoffer Munck, bandet Mellemblonds pumpende hjerte, på guitar

Det var komboen “Jo mere jeg bliver din” efterfulgt af “Lindevang Station” , som fik mig på knæ i støvet. Allahuakbar, hvor det dødsens. Dødsens skrøbeligt og ægte, så det gør ondt helt ind i hjertet, siger jeg dig.

Er de sjældne

Lone Hørslev er også en del af Er de sjældne, sammen med Solveig Sandnes, som er stemmen i det lille fine projekt, hvis debut Lyserød Lyseblå Beige kan findes her. Er De sjældne kan bestemt anbefales, og lyder – ifølge dem selv – som noget der ”spilles ud i tyste skove og pastelfarvede landskaber befolket af isfugle, spurvehøge og andre sjældne fugle.” Især er sangen “Spurvehøg“ magisk. De har forresten nyt album ude i år. Den lidt mere poppede ’Olé Olé’.

Mads Beldring

Og nu vi er i kvarteret, så kan du ligeså godt lytte til Mads Beldrings eminente debut, Hør Nu Her. Beldring er noget af det tætteste vi kommer på en moderne viseskriver. Til sine enkle og folkede musikalske dyder tilføjer Beldring både lidt af jazzens skævhed og noget ekstra band-varme i form af trompeter. Til sidst er der den skarpe lyrik. Samlet bliver det til et lille stort album, der ligesom Mouritz/Hørslev pirrer nysgerrigheden længe. Sangen “Hør nu Her“ kan jeg i hvert fald ikke kaste af mig.

4 Guys From The Future

Jeg var desuden en af dem, der ikke fik med, at 4 Guys From The Future lavede 2013’s måske bedste danske album med Adagio. Det har jeg fundet ud af nu. Som en falleret crooners skønsang, spæder drengene de mange gode melodier op med en gloomy ambient underverden og The Cures melodiske riffs. Albummet smadrer gennem loftet af konventioner for, hvad man gør og ikke gør. Det største hit ud af flere er efter min mening “Skin On Fire“, og ja, det er altså den tredje single fra pladen. Bum! for nogle hitsnedkere. Lov dig selv at lytte til hele albummet. Der er meget at komme efter. Forhåbentligt også et nyt album i 2015.

Unkwon

På den elektroniske front var jeg så heldig at være en af de få som hørte den vanvittigt talentfulde Unkwon spille en af årets bedste koncerter på en bakketop omgivet af natur, midt i Frederiksberghave. Hans knitrende organiske elektroniske sange smeltede fuldstændig sammen med den dovne snaldrede sommersummen. Og der sad vi så, pakket ind i grønt fra top til tå. Unkwons Fractures EP er himmelstræbende elektronisk musik, fra ende til anden.

AvAvAv

Hvis du vil smage lidt mere på sommer, så prøv Unkwons andet projekt sammen med produceren ELOQ & DJ E.D.D.E.H.(Er Du Dum Eller Hvad). De kalder sig for AV AV AV, og har brygget en perle med All Is Good, som giver lyst til blunts og booze. Danmarks hårdt pumpende Darkside, måske. Hold øje med dem i 2015. De kan eksplodere.

Dans og lær

I vinylforretningen Route 66 i København faldt jeg over en bøjet vinyl til en 50’er. Dans og Lær – ’Havens Fugle’  hed den. Omskiftelig elektronisk musik, som tager udgangspunkt i samples, der præsenterer Danmarks fugle. En Rødhals lyder eksempelvis som ”at gnide med en korkprop mod en rude,” siger manden på pladen. Eller lyt til nummeret “Wandering Albatross” fra deres nyeste New Zealandske fugle-album, en sørgmodig synthbåren himmelstræber, naturligvis.

Deltag i debat