Plader

YOB: Clearing the Path to Ascend

Skrevet af Zenia Menzer

YOB skaber deres helt eget miks af metal og doom, hvilket faktisk fungerer meget godt. Som lytter kan man blive en smule træt i hovedet undervejs, men i de store træk indeholder Clearing the Path to Ascend flere kvaliteter, der er et lyt værd.

Clearing the Path to Ascend indeholder blot fire numre, men albummets samlede længde udgør alligevel lige omkring en time. Med numrenes varighed på minimum 10 minutter lægger YOB op til langstrakte musikalske forløb, der hurtigt fylder pladsen ud, og som frigiver et bombastisk, men også til tider nærmest meditativt udtryk.

Den hårdtslående trio lægger egentlig temmelig blødt ud på “In Our Blood”, der indleder albummet. Omkring det første halvandet minut bliver slået an med rene guitarstrøg, der ikke som sådan er tunge, men som alligevel afspejler den dystre og underfundige stemning, der er at finde på hele albummet. Der bliver dog også relativt hurtigt lagt mere tyngde på i form af træge, mere doom-inspirerede riffs og dertilhørende trommer, der afgjort tilfører en hårdere og mere markant lyd. Den skingre, lyse vokal, der giver undertegnede associationer til Alice in Chains’ Layne Staley, er på særegen vis kun med til at understrege den instrumentelle tyngde, og her skinner bandets inspiration fra f.eks. Black Sabbath også relativt tydeligt igennem. Den gennemtrængende vokal er med til at nagle de nitommersøm i, som det musikalske forløb lægger an til, og for at trække lyden endnu længere ned anvendes vokalen i lange, mørke growls, der trækker på både metal- og doomlyden.

Albummets andet nummer, “Nothing to Win”, indeholder en langt mere dynamisk lyd og et mere tempofyldt udtryk. Trommerne er stadig med til at gøre lyden godt tung og trækker på doomens karakteristika, mens guitaren på sin vis læner sig mere op ad metalriffs. Riffet på “Nothing to Win” er sammen med trommerne bærende for hele nummerets lyd, og det dominerer hidsigt det instrumentale forløb. Nummeret vinder rigtig meget på det medrivende riff, der trods c-stykker loopes hele vejen igennem. Akkompagneret af growl skaber guitaren en tungtvejende og stabil metalgrund for hele nummeret.

Det helt grundlæggende element på Clearing the Path to Ascend er gentagelsen som anvendt virkemiddel, hvilket også er et karakteristika for doom-genren. Gennem lange passager, der gentages, bliver man som lytter provokeret til en trancelignende tilstand, hvor man dels bliver meget opmærksom på de små lydlige finesser; dels får en tendens til at flyde lidt ind og ud af lydbilledet, fordi det hurtigt bliver velkendt og dermed kræver mindre fokuseret opmærksomhed. Det giver lytteren mulighed for lade sig rive fuldstændig med. Faren ved doomens absolutte kernepunkt, gentagelsesmønsteret, er, at man mangler en mere konkret udvikling, og at det til tider kan føles, som om der er et hak i skiven. Hvis man er doom-tilhænger, er dette nok næppe et problem eller en barriere, men blot den nydelse, genren tilbyder, men hvis man ikke er den store doom-nørd, kan det til tider godt fremstå en smule passivt.

Alligevel formår YOB at hæve barren for deres lyd, fordi de blander elementer fra metal og doom, og selvom loopet i deres lyd er bærende, skaber de hen ad vejen riffs, der bryder stilstanden og skaber noget uventet – for derefter at vende tilbage til udgangspunktet. Dette gør sig særligt gældende på “Unmask the Spectre”, der har et bærende lydligt billede, som det kun momentvis afviger fra. Pladens afsluttende nummer, “Marrow”, har samme tendenser, hvor det bærende riff går igen i forskellige styrkeforhold gennem nummeret. Der lægges igen nogenlunde blødt ud, hvilket skaber en fin kontrast til det foregående nummer, men igen går der ikke længe, for det tungtvejende lydbillede igen maser sig på.

Det er sigende for Clearing the Path to Ascend, at der kun er få åndehuller undervejs, og på grund af numrenes længde og tyngde kan man som lytter godt blive en smule anstrengt henad vejen. Den rungende og gennemtrængende guitarlyd, der primært repræsenterer metalgenren, og det tunge instrumentale gentagelsesmønster, der er hentet fra doomgenren, kan godt blive meget pågående. Alligevel må det ikke underkendes, at YOB får skabt deres egen hybrid af genrerne, og at lyden transformerer sig på tidspunkter, hvor man virkelig har brug for luftforandring. Der kan for nogle synes langt mellem disse punkter, og derfor kan albummet godt forekomme langtrukket og meget komprimeret. At finde ud af at dette ikke nødvendigvis er et tegn på manglende udvikling, kræver, at man sætter sig ned og lader sig rive fuldstændigt med af YOB’s lyd og lever sig ind i dette univers på albummets præmisser.

★★★★½☆

Deltag i debat