Plader

Caribou: Our Love

Med Our Love lægger Caribou sig i slipstrømmen på det fire år gamle gennembrudsalbum Swim, og det generelle lydmæssige udtryk er således i endnu højere grad elektronisk. Desværre synes de nye virkemidler at generere produktioner, der er en kende for kontrollerede.

I mere end et årti har Caribou været et interessant fænomen. Bekvemt beliggende i den musikalske undergrunds allerøverste lag har han komponeret eksperimenterende pop i begrebets alleryderste fortolkning – med evigt helstøbte produktioner og et særligt konsistent niveau som et særkende. For hvor Caribous udgivelser til enhver tid har været skåret med en kompetent hånd, har mandens genremæssige udtryk været omskifteligt. Således er der langt fra den eksperimenterende British Invasion-renæssance på det poppede Andorra-album til de svært udsyrede numre på Up in Flames og videre til de veludførte klippe-klister-eksperimenter på The Milk of Human Kindness lofi-perler. En udvikling, som kun forekommer mere unik, når man tager Caribous seneste afstikkere udi dansabel electronica i betragtning.

Med Caribous temmelig letsindige tilgang til genrekonventioner in mente synes det på sin vis mere retvisende at betragte Dan Snaith – manden bag hele soloforetagendet – som en komponist snarere end en musiker i gængs forstand. Måden, hvorpå den 36-årige canadier har bevæget sig på tværs af svært uensartede lydlandskaber, har til alle tider været præget af en form for overlegent musikalsk overskud. Instrumenter og skabeloner gribes an med et uforbeholdent gåpåmod, hvorefter de udforskes og udtømmes. Albums er blevet indspillet, som om nysgerrighed og legesyge har drevet værket frem for en egentlig dybereliggende fascination af de musikalske rammer, som de enkelte genrer, der indfanges på indspilningerne, inddæmmer.

I forlængelse af dette imponerende kreative bagkatalog var Caribous seneste udspil Our Love ved første gennemlytning lidt af en skuffelse – en følelse, som langt hen ad vejen er blevet siddende ved senere afspilninger. Meget af den vildskab, der har præget de seneste udspil, synes umiddelbart forduftet og erstattet af en mere glat glofi-lyd. En lyd præget af langsomme beats og lækre synths, der velsagtens er både velproduceret og melodiøs, men som i albumformatet desværre også er noget statisk og drævende. ”Second Chance” opsummerer meget præcist netop denne kritik. På det lyriske såvel som det vokalmæssige plan er nummeret et ambitiøst take på r’n’b-genren, hvorpå Snaith allieret med adskillige lag af synth forsøger at indkapsle musikretningens bløde lydlandskaber inden for sine egne skæve producer-rammer. Således bærer kompositionen i kraft af et sammensurium af detunede synths og disonante akkorder et umiskendeligt Caribou-trademark, hvis betydning dog blegner under nummerets mangel på dynamik.

Når man har med Caribou at gøre, bliver det dog aldrig helt så konformt, som ovenstående kunne give udtryk for. Som canadieren har for vane, prøver han også på Our Love at skubbe til nogle af de konventioner, der truer med at dominere albummet – i dette tilfælde er succesraten på eksperimenterne bare ikke så entydigt høj, som den tidligere er set. På titelnummeret forsøger Snaith således at bryde en noget monoton dynamik op med både hvirvlende strygere og tung, tung wobble-bass, men eksperimenterne synes både søgte og en smule malplacerede.

Stærkest forekommer således de af albummets produktioner, hvorpå Caribou giver helt slip på den konforme struktur, som desværre til en alt for høj grad præger et flertal af albummets numre. Indledningen ”Can’t Do Without You” er albummets måske stærkeste eksempel herpå. Hele produktionen er bygget op omkring to vokal-samples; med henholdsvis en dyb forvreden stemmeføring og den lyseste falset synges nummerets titel om og om igen. En struktur, som let kunne forekomme enerverende, men som i Caribous hænder ender ud som verdens måske simpleste kærlighedssang. Alle elektroniske virkemidler tages i brug for at skabe en uhørt dynamik, og de indledningsvist nøgne vokale spor løftes på harmonisk vis op i en ravet EDM-præget lydsfære, hvor nummerets enkle lyrik indprenter sig hos lytteren som et mantra, der ikke forlader hjernebarken igen foreløbigt.

Et gennemgående kendetegn ved canadierens hidtidige indspilninger har været, at de er stærkest, når Caribou formår at gemme de gode melodier bag lag af musikalske gimmicks og obskure produktionsvalg. Således gælder det også på Our Love, at man som lytter selv må gå jagt for at opdage albummets små perler. For sådanne gemmer der sig i dén grad også på albummet. Den sløvt trappede produktion på ”Silver” er svær ikke at holde af, ligesom det sært dansable miks af elektroniske bongotrommer og (for albummet sjældne) analoge fløjte-hooks kun går mere i kroppen, desto flere gange det får lov til at køre på afspilleren.

Med Our Love har Snaith begået sit måske mest synthbårne album til dato. De analoge virkemidler er i den grad trængt i baggrunden, og dette er ikke omkostningsfrit. Hvor det på sin vis er positivt, at den hyperelektroniske produktionstilgang tydeligvis tillader Caribou at kontrollere sine produktioner i højere grad end tidligere, er der også en tendens til, at noget af den vildskab, som har kendetegnet flere af solistens tidligere albums, er trængt i baggrunden for et mere glat udtryk. Kun momentvis træder den musikalske vitalitet frem, men når det sker, rammer det til gengæld også med en sådan styrke, at man kun kan lade sig imponere. Godt nok er Our Love ikke Caribous bedste værk til dato, men omvendt vidner albummet om en komponist, som hele tiden er i fremdrift. Det hører med til eksperimenter, at de ikke hver gang er vellykkede, og når man tæller med, at albummet rent faktisk rummer en håndfuld ganske spændende produktioner, svinger jeg mig trods alt gerne op på fire U’er for indsatsen og den gennemgående høje kvalitet i håndværket.

★★★★☆☆

Deltag i debat