Nyheder

Nikolaj Nørlund opfører Strunge-album til Digte&Lyd

Foto: Ari Zelenko

Til arrangementet Digte&Lyd 8. februar i Vega optræder Nikolaj Nørlund med Michael Strunge-albummet Navnløs, og digtere som Klaus Rifbjerg og Søren Ulrik Thomsen kigger også forbi.

Foto: Ari Zelenko

Foto: Ari Zelenko

Det er bidende koldt udenfor og dermed også et tegn på, at det er højsæson på spillestederne. Hvis man glemmer juleaften for et øjeblik, kan man glæde sig til et ganske spændende arrangement i Store Vega søndag den 8. februar. Her har man nemlig inviteret et lyrisk dream team, der, ledsaget af nogle af landets dygtigste musikere, består af stærke navne som Nikolaj Nørlund, Klaus Rifbjerg, (digter og tidligere Undertoner-skribent) Theis Ørntoft og Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter.

Koncertgæsterne kan se frem til, at Nørlund vil fremføre hele Navnløs (1996), sanger-sangskriverens debutalbum, der indeholder musikalske fortolkning af Michael Strunges digte. Disse numre vil blive viderefortolket i samarbejde med bl.a. cellisten Cæcilie Trier (CTM, Choir of Young Believers m.fl.) og violinisten Nils Gröndahl (bl.a. Under Byen).

»Det er vores plan at fortolke Navnløs. Det vil sige, at det ikke bliver en tro opførsel, men at vi vil tage strygerlyden fra albummet og kombinere det med Cæcilies og Nils’ egne lyde. Og sådan som jeg selv lyder i dag. Jeg glæder mig meget til at høre resultatet,« siger Nørlund om koncerten.

Hvis nogen skulle være i tvivl om Nørlund stadig kan skrive sange, efter over 20 år på den danske musikscene, kan man passende lytte til Det naturlige, som vi tidligere i år anmeldte med karakteren 4,5/6 og ordene: »Det naturlige er et fremragende album, der bestemt hører til i den bedste del af bagkataloget. Nikolaj Nørlund bliver fortsat ved med at dreje sin karakteristiske lyd i nye, vellykkede retninger.«

Her for nylig, har vi også været glade for det danske band Spillemændenes seneste EP Mellemspil, og netop deres frontmand Nicolai Elsberg vil gæste Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarters koncert til Digte&Lyd den 8. februar.

Billetter koster 225 kr. + gebyr og kan købes via vega.dk eller Billetnet.

Deltag i debat