Plader

Scott Walker + Sunn O))): Soused

Tre mastodontiske mørkemænd har begået et avantgardistisk mesterværk. Scott Walkers hjemsøgte poesi er overvældende, og Sunn O))) giver krop til hans ånd.

Første gang jeg hørte Scott Walker, spurgte jeg mig selv, om der rent faktisk kunne være nogen, der syntes, det var fedt. På trods heraf blev jeg ved med at lytte til albummet om og om igen. Jeg ved ikke, om det var det uudgrundelige og abstrakte mørke, der drog mig, eller om jeg allerede da var bevidst om, at jeg bare ikke havde forstået det endnu. Alt andet lige sætter han i dag min kvalitetsbarre for avantgardistisk artrock.
Selvom Sunn O))) ikke nyder helt samme status i mit musikbibliotek, har jeg altid påskønnet deres maximal-volume- og minimal-bevægelse-stonerdoom. En ven beskrev engang oplevelsen af at høre Sunn O))) som at vandre rundt inde i bygning begravet dybt under jorden, indtil man dør af iltmangel. En fornemmelse, nogle af os måske kan genkende i den påtrængende vinter.
Jeg var kort sagt intet mindre end meget begejstret for nyheden om, at de tre mastodontiske mørkemænd ville begå et album sammen. Albummet, kan jeg allerede nu afsløre, er jeg endnu mere begejstret for.

Selvom kunstnernavnet bag pladen Soused er angivet Scott Walker + Sunn O))), og man kan købe merchandise med påskriften Scott O))), så vil Sunn O)))-fans, der ikke bryder sig om (læs: endnu ikke har hørt nok) Scott Walker, blive slemt skuffede. For Soused er i langt højere grad en Scott Walker-plade, hvor Stephen O’Malley og Greg Anderson har fået lov at spille med. Dette manifesterer sig allerede fra pladens allerførste øjeblik i nummeret “Brando”, hvor Walkers karakteristiske baryton gjalder heroisk om Marlon Brandos sadomasochistiske tendenser. Hele scenariet er meget u-Sunn O)))’sk, og når de første guitarstrenge bliver slået an, er forvirringen total. Aldrig har det legendariske dronedoommetal-band spillet så melodisk og så varieret! Dog når vi ikke meget mere end 30 sekunder ind i nummeret, før vi kan ånde lettet op til den velkendte kvælende droneguitar. Men selv her lyder Sunn O))) som en forlængelse af Scott Walkers univers – der her konstituerer sig i al sin pragt og vælde med hårde piskesmæld, noget lig en spruttende motor og klagende hyletone. Alt imens proklamerer Scott: »A beating would do me / A world of good.«

Den samme historie gør sig gældende på pladens resterende numre. Det er Scott Walkers ufatteligt bizarre og atomistiske lydbilleder, som vi især kender fra hans senere værker Tilt, The Drift og Bish Bosch. Især sidstnævnte synes det nye album Soused at lægge sig i forlængelse af: Det er på en gang meget minimalistiske collager med få distinkte elementer, udefinerbare lyde og bizarre sammensætninger, der kendetegner kompositionerne. Og midt i det blinde mørke og de gotiske tekstuniverser om tortur, sadomasochisme og ydmygelse er der både uendeligt forfinet poesi og skånselsløs sarkasme. Som på nummeret “Fetish”, der ulmer sig igennem maskinel rumlen og metallisk skurren; Walker fortæller i abstrakte vendinger om en mand, der sidder i mørket og betragter sin kniv. Efter at have bygget en uforståelig ond-smuk stemning op i tre et halvt minut hamrer et ustemt klaver den i stykker med en fornøjet dur-basgang. Man kan ikke andet end grine ufatteligt.

Nummeret “Bull” er nok det tætteste på en normal rocksang, Scott Walker har bedrevet i 40 år, og at kalde den normal, vil jo i virkeligheden være en forvanskning af ordet. Men på trods af et vers på latin og et soundscape bestående af dulcimer, en pose penge, der bliver tabt, og en næsefløjte er sangen bygget op omkring en anskuelig vers-omkvæd-model og kan oven i købet siges at have en hookline i »bump, the beaky.« Det gør ingenlunde sangen svagere, og som førstegangslytter kan det faktisk være meget rart at have et holdepunkt i stormen. Dog kompenserer Sunn O))) for konformiteten og bruger de sidste fem minutter af nummeret på at male en drone, hvis dunkle ambiente monotoni vækker minder om deres 2005-plade Black One.

Da Sunn O))) kontaktede Scott Walker i 2009, var det for at overtale ham til at medvirke på det episke afslutningsnummer “Alice” på bandets sidste udgivelse Monoliths and Dimensions. Det lykkedes ikke, eftersom Scott Walker aldrig havde hørt om dem. Nummeret blev dog indspillet alligevel, og med orkestral opsætning og sceniske harmonier er “Alice” måske det største sidespring, Sunn O))) nogensinde har taget. Sammenfletningen imellem orkester og rockband er også en struktur, Scott Walker har arbejdet med på flere af sine plader, og man kunne måske derfor have regnet med, at det var under de forhold, samarbejdet ville have udspillet sig. Dog har Scott Walker, der har skrevet materialet til Soused, arbejdet videre med de overrumplende og herligt frastødende eksperimenter, der udgør Bish Bosch, og det er der kommet en konsistent og giftig plade ud af: Scott Walkers hjemsøgte poesi er overvældende – og bestemt ikke for alle – og Sunn O))) giver krop til hans ånd.

Jeg forestiller mig ikke, at vi skal regne med flere plader fra makkerskabet, og det er også helt okay. Scott Walkers dogmatiske stræben efter altid nye eksperimenter ville blive modarbejdet af at skulle inkorporere Sunn O)))s guitarflader i flere af hans kompositioner, og Sunn O))), håber jeg, vil prøve kræfter med de sidste toner, vi hørte fra dem på “Alice”. Men jeg er dem meget taknemmelig for at vise resten af musikbranchen, hvordan et kollaborativt superband skal lyde, og for en af årets bedste udgivelser.

★★★★★☆

Deltag i debat