Plader

Spillemændene: Mellemspil EP

Skrevet af Sebastian Wittrock

Spillemændenes seneste ep, Mellemspil, fortsætter, hvor debutpladen fra sidste år slap. Det er dansksproget, stemningsfuldt sortsyn med poetiske tekster og en vokal, der ville gøre Djævlen grøn af misundelse.

»Velkommen til det miserable taffel.«

Sådan åbner Spillemændene ballet på deres seneste udspil, ep’en Mellemspil. Vi bliver budt indenfor i et grotekst og uhyggeligt univers, hvor sminken er tværet ud, rampelyset slukket og drømmene forsvundet, men hvor disse spillemænd alligevel spiller op til dans.

Mellemspil er som digital ep netop et mellemspil inden en plade i fuld længde til næste efterår. Navnet skal dog ikke forstås i betydningen ‘mindre vigtig’ – som en slags pauseklovn. Ep’en har nemlig mindst lige så meget at byde på som debutalbummet Nationalsange fra sidste år, selvom den på mange måder lægger sig i direkte forlængelse af dette.

Lydbilledet er for det meste enkelt med trommer, bas, guitar og synth, og genren kan vel klemme sig ned et sted mellem rock og folkemusik. På de fleste numre er tempoet langsomt, nærmest slæbende, og forsanger Nicolai Elsbergs vokal er dæmonisk dyb og halvt messende, stedvis bakket op af Anja Lahrmann, der byder ind som andenstemme.

Der er en gennemgående spænding mellem det dunkle og det mærkeligt muntre, ja, spillemandsagtige. Jeg har det lidt, som om jeg er til fest i et forsamlingshus et sted i Sønderjylland, hvor Fanden er mejslet ind i væggen, og kragerne for længst er vendt. Og det skal absolut forstås som noget positivt.

De mørke, desillusionerede tekster er skrevet af manden bag synthesizeren, Thorbjørn Radisch Bredkjær. Og hvilke tekster! Døden skygger for alt, og det hele er faktisk ikke meget andet end en »misere a la Baudelaire.« Det er modernitetskritik, en dyster dom over en meningsløs zombietilværelse i et falskt samfund. Som det eksempelvis lyder på den næsten apokalyptiske ”Vårharesyner”: »Tankerne hvirvler gennem gaderne i tomme poser. Alle har svært ved at sige, hvad de mener. Skyd dine venner i shoppingcentre. Autenticiteten føles bedre end forventet.«

For meget af den slags kulsort melankoli kan godt gå hen og blive uinteressant i længden. Trods alt. Derfor er det også godt, når der f.eks. på andet nummer med den ironiske titel ”Det skal nok gå godt” tyes til humor. Eller når der på et af pladens to livenumre, den stilfærdige kærlighedssang ”På Asgårdsstrand”, rent faktisk synges om dans, liv og forelskelse.

De to livenumre udgør for mig højdepunkterne. Her udvides instrumenteringen, og musikanterne bryder klædeligt med den klassiske rockform, der præger de andre sange lige lovligt meget. På ”Fastelavn” får en funklende og let forvrænget guitar endda lov til at syre lidt ud, mens fastelavnssangen spejler det maskebal, vi kalder livet.

Det er altså ikke, fordi der er meget nyt i Spillemændenes nodeblade. Men Mellemspil er uden tvivl meget mere end blot et mellemspil. Ligesom på debutalbummet hviler der en helt særlig mørk og grum atmosfære over musikken. Og jeg lader mig i hvert fald glædeligt byde indenfor til det miserable taffel.

★★★★½☆

Deltag i debat