Koncerter

The Raveonettes, 11.12.14, Store Vega, København

Skrevet af Fie Neergaard

Med få, men effektive virkemidler indhyldede The Raveonettes Store Vega i støj og tryllebandt publikum.

Klaverspil og det mørke, tågede rum lagde som det første stemningen til The Raveonettes‘ hjemkomst-koncert. Koncerten blev støjet i gang med “Endless Sleeper” fra gruppens seneste udgivelse, Pe’ahi. Det ikoniske makkerpar Sune Wagner og Sharin Foos udtværede silhuetter blev kastet op på den hvide baggrund af det kraftige stroboskoplys, og det slog tonen an til et, koncerten igennem, stramt og fortryllende setup.

Den gazede støj, der er blevet mere udpræget på Pe’ahi, blev fulgt længere end til dørs i liveopsætningen, og de melodiske og næsten uhyggelige mellemspil og lyse vokaler, som på det efterfølgende nummer “Sisters”, agerede blændende kontrast på de surfgyngende numre. På den blanke baggrund skiftedes der koncerten igennem mellem blå, mørke og pink farver, der ledte tankerne hen på Hitchcocks mareridt, der passede godt til duoens distancerede fremtoning.

Et skift i stemningen kom der, da bandet spillede “The Christmas Song”, og diskolampen i loftet kom til sin ret og oplyste lokalet med hvad der mindede om sne. Begejstringen fra publikum frembragte sågar et smil på læberne hos Sune Wagner, der som 41-årig ellers stadig formår at ligne en angst teenager. Uden den store smalltalk, eller noget der ligner, fortsatte bandet med pink baggrund over i gruppens til dato største hit, “Love in a Trash Can”, der, tilføjet lidt ekstra støj, lagde op til publikumsfavoritten “Attack of the Ghost Riders”.

Med “Summer Ends” skete der et mindre skift i opsætningen, der ellers bestod af Wagner og Foo på guitar og Adrian Aurelius på trommer det meste af koncerten igennem. Aurelius bevægede sig væk for trommerne, og de taktfaste backingtracks, der understøttede den skrabede opsætning, blev tydeliggjort. Stilistisk understøttede det kun The Raveonettes’ attitude og fremtoning, at holde bandet så minimalt så muligt, mens de stadig kunne bevare den overvældende bølge af lyd, de hældte ud over publikum. Skiftet ledte til “When Night Is Almost Done”, der sidestillede Wagner og Foo i gribende vokalharmonier, før de takkede af. For første gang.

Duoen vendte tilbage med Raven in the Grave-hittet “Recharge and Revolt”, der viste en Sune, der forsøgte at komme lidt mere ud over scenekanten og slap guitaren og gestikulerede kampsangen til ende. Et tag, der gav et brud i den ellers kølige fremførelse. Under “Kill”, endnu et nummer fra det nyeste album, blev der skruet gevaldigt op for bassen, så det brummede i fødderne, til glæde for nogen og til stor fortrydelse for andre, der straks stak fingrene i ørerne. Det stoppede dog ikke her.

The Raveonettes rundede af med “Aly, Walk with Me”, der var lige så basinficeret, så man kunne mærke det i hele kroppen. The Raveonettes spillede et stramt og homogent sæt med gode overgange mellem numrene, der efterhånden spænder over en bred kam. Stilistisk og fremtoningsmæssigt var det fuldstændig nedbarberet, og det fik den overvældende lyd til at virke endnu mere kraftfuld og det visuelle endnu mere fortryllende i et begejstret Store Vega torsdag aften. Ikke så meget pis.

★★★★★½

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat