Plader

Alex G: DSU

Skrevet af Sebastian Wittrock

Alex G dyrker 90’er-nostalgi, slackerrock, shoegazer og sovekammerromantik på en plade, der indeholder et væld af numre og trækker på et væld af genrer. I en grad, så det trods skæringernes kvaliteter hver for sig bliver i overkanten på 15 numre.

Den 21-årige universitetsstuderende Alex Giannascoli – eller Alex G – fra Philadelphia er en på mange måder tidstypisk musiker. Hjemme fra soveværelsesmørket skriver og indspiller han musik og lægger det op på internettet, hvor det kan høres gratis og downloades for et mindre beløb. Helt uden om de traditionelle kanaler i musikbranchen. På den måde har han gennem de sidste par år fået opbygget en lille, men solid fanbase. DSU er imidlertid hans første plade udgivet på et pladeselskab – om end et meget lille et – og det er da også først nu, at hans lo-fi indierock for alvor er dukket op på radaren i lidt bredere kredse.

Et andet tidstypisk træk er den klare inspiration fra 90’ernes alternative rockscene. Man taler jo ligefrem om en 90s revival. De gamle mestre fra dengang genforenes på stribe, samtidig med at nyere bands som Cymbals Eat Guitars, Deerhunter, Wavves, Yuck og altså også Alex G henter en stor del af deres lyd fra dengang, cowboybukserne var hullede, håret langt og slackerrocken tordnede ud af højtalerne.

Lyden på DSU er altså skramlet og guitarpræget. Skrøbelige vokalspor vikler sig løst ind og ud af hinanden og åbenbarer de fragmenterede, lukkede tekster. Der er linjer til tungsindige shoegazernavne som Slowdive, men bestemt også til mere hårdtslående rock i retning af Pavement og Guided by Voices.

Det er imidlertid, som om Alex G tager slackerattituden et skridt videre; til albumniveau, om man vil. Pladens 15 korte, skitseagtige sange stritter nemlig i alle mulige forskellige retninger med bratte skift, forskelligartede lydbilleder og referencer til først det ene, så det andet. Musikken virker til for alt i verden at ville undgå at give et alt for glat og enhedsligt udtryk.

Den melodiske og sagte ”Skipper”, der sågar har lidt lækkert ah-kor til sidst, afløses således med et skrig og masser af forvrængede, skæve guitarlag på ”Axesteel”. På ”Promise” groover trommerne af sted, og de dominerende synths giver næsten nummeret karakter af electronica a la CFCF. ”Soaker” lyder som et folknummer i retning af Neil Young og Kurt Vile. Og den afsluttende jazzballade ”Waiting for You” med saxofonsolo og det hele virker nærmest ironisk i sin usammenhæng med resten af pladen.

Det gør selvsagt lytteoplevelsen til en noget rodet affære. Og det er der som sådan ikke noget galt i. Det er kun godt med musik, der udfordrer konventioner som f.eks. forventningen om, at et godt album nødvendigvis ‘hænger sammen’ med glidende overgange, ensartet udtryk og instrumentering, og hvad har vi ellers. Det stiller så bare nogle andre krav, hvis det skal give mening at høre albummet i sin helhed.

Et eller andet sted hænger det vel også sammen med måden, Alex G laver sin musik på: Alene og (forestiller jeg mig lidt romantisk) badet i computerskærmens blå lys. Det giver god mening, at musik, der er blevet til på den måde, ikke lyder lige så poleret og sammenhængende, som hvis det kom direkte fra et studie med band og en producer bag pulten.

Men nu præsenteres det jo netop som sådan, et album – et helt album, der skal høres fra ende til anden – og derfor må det også bedømmes som sådan. Og i det format holder det ikke helt. Mange af sangene er gode, faktisk rigtig gode, men de er for korte til at nå at blive foldet ordentligt ud. Og så mister de ligesom deres tyngde i manglen på en egentlig kontekst; det føles lidt, som om pladen starter forfra hvert andet minut. Albummet bliver derfor for porøst: Selvom det måske nok lyder godt, når man står midt i det, smuldrer det hurtigt bagefter uden at have sat noget aftryk.

Det er ikke helt let at bedømme et album, jeg egentlig ikke synes yder mange af de enkelte sange retfærdighed. Men sådan må det blive. 3 U’er, ikke nogen fantastisk plade. Til gengæld vil jeg gerne anbefale, at du en sen nattetime tager hørebøfferne på og surfer ind på sandy.bandcamp.com, hvor alle sangene kan høres, som de skal høres; sporadisk, et nummer hist og her. Især ” Hollow”, ”Serpent Is Lord”, ”Rejoyce” og det nævnte ”Soaker” er et lyt værd.

★★★☆☆☆

Deltag i debat