Nyheder

Januar-koncerter II: Vintertoner, Danmarksfilm og strengeinstrumenter på menuen

I årets anden omgang koncertanbefalinger tager vi en tur rundt i landet.

På sit seneste album, Danmarksfilm, fortæller folkpop-trioen Folkeklubben historier fra den danske provins. Fra egne visse kalder Udkantsdanmark, men som forsanger Kjartan Arngrim stædigt kalder Guldkantsdanmark. For, som han udtalte til Politiken for nylig, er det»i udkanten, i Bagenkop, i Hirtshals og Brovst, at filantroperne, fantasterne, idealisterne, de modige og nytænkende bor, mens København er hovedstaden for det konforme og kedelige«. Folkeklubben er netop nu på turné med sine charmerende og poetiske danmarksbilleder, og de bliver selvfølgelig vist frem i mange afkroge af landet. Turneen har undertitlen ”En Danmarksfilm fra Slesvig til Hirtshals Kro”, så første stop er i Ladelund i Slesvig torsdag den 15. januar. Dagen efter kører Folkeklubben over på anden side af den nuværende dansk-tyske grænse for at indtage scenen på Hagges i Tønder. Herefter går det slag i slag gennem små og større byer. Hvilke byer, der indgår i Folkeklubbens Danmarksfilm-turné, kan du se her.

Cymbals Eat Guitars

Cymbals Eat Guitars varmer altid op til deres koncerter med en 10 minutters stående powernap.

Trods tre solide plader på samvittigheden har Cymbals Eat Guitars’ guitarfikserede indierock vist aldrig fået et egentlig gennembrud. Debuten We Are Mountains var på Undertoners liste over oversete plader i 2009, efterfølgeren Lenses Alien gav vi 4,5 U’er, og sørme om ikke sidste års Lose fik nøjagtig samme karakter. Cymbals Eat Guitar spiller på Radar i Aarhus tirsdag den 27. januar, på Loppen i København onsdag den 28. januar, hvorefter de tager turen til Aalborg for at give koncert til festivalen Northern Winter Beat.

Mange bør følge efter, for programmet til årets vinterfestival i den nordjyske hovedstad er overbevisende og bør lokke folk ud på de aalborgensiske spillesteder i weekenden den 29.-31. januar. Fra Aarhus kommer bl.a. Narcosatanicos og Yung. Fra København kommer bl.a. Iceage, Lower og Communions. Fra resterne af opløste Efterklang kommer bandet Liima, som er et samarbejde mellem Efterklang og den finske percussionist Tatu Rönkkö (Liima optræder også på Atlas i Aarhus lørdag den 30. januar). Og fra det store udland kommer bl.a. New Order-bassisten Peter Hook, excentriske Mary Ocher, der er blevet hypet af Karen O., og den norske troubadour Thomas Dybdahl plus en hel masse andre, du kan læse mere om på Northern Winter Beats virtuelle matrikel.

Se flere anbefalede koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat