Plader

Lubomyr Melnyk: Evertina EP

Skrevet af Asbjørn Skødt

Lubomyr Melnyk omfavner sentimentaliteten på sin nye ep. Han vil det romantiske, og minimalistisk klaverspil er midlet, der hånd i hånd fører dig til en tid og sted taget fra et krøyersk maleri.

Ynder du at fortælle mennesker omkring dig, at du ikke er romantisk anlagt, selvom du er det? Finder du tårerne frem til slutningen på en Hollywoodfilm, selvom du undervejs kritiserede de pladderromantiske præmisser i skarpe vendinger? Som en lovmæssighed du hverken kan anfægte eller forlige dig med, men som du ej heller kan skjule eller for den sags skyld burde?

Er du såden – ligesom mig – så læs ikke flere ord i denne anmeldelse. De er overflødige, som når dit blik falder på den helt rette person, og dit blik bliver gengældt. Dermed ikke påstået, at forelskelsen vil opstå. Det vil den sandsynligvis ikke. Lad os være nøgternt realistiske og lade Hollywood om netop den type historier. Alternativt kan du sætte Lubomyr Melnyks nye ep Evertina på dine højtalere, være til stede, hvor end du er, og lade den nøjsomme melankoli og patetiske romantik indfinde sig. Læser du endnu?

Melnyk er primært kendt for stilen continuous piano music. Den ukrainske pianist er født ind i efterkrigstidens Europa, men levede størstedelen af sin barndom og ungdom i Canada, hvor han også i dag er bosiddende. Melnyks diskografi har sit primære udspring i 1980’erne, men han begyndte efter en pause på 14 år at udgive musik igen i 2010 med pladen Beyond Romance. En titel, der for øvrigt ikke kunne være mere upassende til at beskrive hans nye udspil udgivet på Erased Tapes Records.

Evertina er i sin substans tre simple og afklædte klaverkompositioner. At kalde dem banale ville ikke gøre dem ret, men i kontrast er de på ingen måde udfordrende og bekender sig ikke til avantgarde-eksperimenter, hvor toner eller lag manipuleres til det abstrakte. De er til gengæld minimalistiske testamenter til en tid, hvor litteraturen, billedkunsten, arkitekturen og ikke mindst kompositionens verden søgte at frembringe idealiserede og skønmalede afbildninger af menneskets eksistens.

Ep’en er på den måde åbenlys historicisme med tråde til senromantikken. Resultatet gør mig ambivalent, idet manglen på trevler og pletter, der blotlægger, at tilværelsen er kompleks, fuld af konsekvenser og til tider fuld af smerte og sorg, da gør ensidigheden Evertina fin, men også blot det. Pladen er aldrig besnærende eller et værk, der rammer dig dybt som følge af, at du i den kan spejle dine følelser og din egen komplekse fejlbarlighed. Enhver kvalitet eller værdi er i sin yderste og reneste form sin egen fjende. Ren næstekærlighed medfører udnyttelse, ren stuktur medfører rigiditet, ren fornuft medfører afstumpethed. I dette tilfælde medfører ren romantisk klaverkomposition en følelelse af uvedkommenhed og ligegyldighed – eller reelt set en mangel på evne til at ramme dig på det følelsesmæssigt dybe plan, som den ønsker.

Den impressionistiske romantik er klarest destilleret på åbnings- og titelnummeret. Det er skrøbeligt og nænsomt klaverspil med en underliggende fængende melodi, som var kompositionen udtænkt af Erik Satie i de sidste årtier af det 19. århundrede. Det er smukt, og ligeledes er de følgende toner i ”Awaiting”, men kompositorisk afviger de på ingen måde. Ep’ens sidste nummer ”Butterfly (For Solo Piano)” veksler i løbet af sine 12 minutter mellem de romantiske kompositionsmønstre og Melnyks varemærke, den kontinuerlige klavermusik. Nummeret er på identisk vis smukt, men i kraft af at det indfletter uroen fra det tempofyldte, kontinuerlige klaverspil, undgår ep’en at slutte på et billedligt plan blandt harmoniske græsgange og pittoreske strande.

Jeg har egentlig anvendt uanseeligt få ord på at beskrive de tre numre individuelt. Det er der en grund til, for ep’en udgør en homogen, balanceret helhed uden forsøg på at indlejre en narrativ struktur. Ep’en handler ikke om at fortælle, men om at skabe en bestemt følelse, hvorfor Melnyk også velvalgt har begrænset den til de tre numre. Det er en dybt sentimental følelse, som man på ingen måde behøver være gammel for at rumme (underforstået min relativt unge alder), men om nogen lever Melnyk op til idiomet. Manden må siges at være blevet sentimental på sine gamle dage.

★★★★☆☆

Deltag i debat