Plader

Olga Bell: Krai

Skrevet af Zenia Menzer

Russiske Olga Bell er et mystisk bekendtskab, der cirkler om rent instrumentale udtryk samt de russiske ord og dyriske lyde, hun selv fremkalder. På sin vis distancerende, men der er meget at hente, hvis man lader sig fange ind af Krais varierede, labyrintiske lydbillede.

Krai indeholder ni snørklede og underfundige numre sunget af den russiskfødte Olga Bell og understøttet af et varieret instrumentalt akkompagnement. Hvert enkelt nummer vikler sig ind i et væld af musikalske mønstre, der skaber en dynamisk udvikling dels på det enkelte nummer, dels på pladen som helhed. Det kan være svært at fastslå momentet, hvor musikken tager en drejning, fordi den som udgangspunkt ikke har et fast ståsted og konstant flytter sig rundt. På trods af at pladen er vævet tæt sammen i forskelligartede forløb, bliver udtrykket ikke som sådan spaltet eller splittet, men skaber et mangefarvet musikalsk portræt af Bell. Det skaber interessante og overraskende drejninger i lytteoplevelsen, men samtidig bliver pladens tætte, komprimerede stil også en smule overvældende en gang imellem.

Musikkens detaljerigdom gør den spændende og giver lytteren en dybde at grave sig ned i, men skaber til tider også et så sammensat udtryk, at man som lytter mangler nogle genkendelseselementer og i stedet for at fortabe sig i dybden synker til bunds i den. Hertil skal lægges, at Bell har forfattet samtlige sangtekster på russisk – blandet op med noget, der minder om stammeråb og dyriske lyde, hvilket blandt andet kan høres på nummeret “Altai” og “Primorsky”. Alle disse elementer er på en særegen måde med til at skabe et meget egenrådigt udtryk, og fordi man ikke umiddelbart forstår, hvad lyrikken betyder, bidrager den til den strukturløse oplevelse, man får af Krai.

At lyrikken er forfattet på russisk, skaber en sproglig distance, idet lytteren ikke forstår, hvad Bell synger om. Det behøver selvfølgelig ikke være ensbetydende med, at pladen også opfattes som indholdsløs af lytteren. Toneleje, intonation og det rent lydlige, vokale billede, der skabes på albummet, kan sagtens sætte rammen om fortællinger, og netop fordi det umiddelbare tekstunivers mystificeres for den ikke-russisktalende, får man mulighed for at lade disse fortællinger være meget personlige og intime. På sin vis kan sprogbarrieren være en lettelse, når den optræder i denne sammenhæng, da det ikke er vitalt at forstå, hvad der sker på lyriksiden. Den bringer naturligvis en dimension mere til musikken som samlet udtryk, men musik kan også være meningsskabende uden tekstuniverset. Dermed ikke sagt at sprogbarrieren ikke er noget, man som lytter skal overkomme for at få et udbytte af Krai.

Hvis man accepterer, at lyrikken er uden for rækkevidde, er der en del at komme efter på albummet. Der er en råhed og til tider dyriskhed over albummet, hvilket vokalen og særligt trommerne er med til at understøtte. Bells vokal går flere steder ned i en dyb alt- og basstemme, og det understreger det mørke og primitive udtryk, der flere gange skabes. Samtidig er der dog også musikalske finesser i form af fx strygere og Bells lyse stemme, der understøtter det fine og feminine, og lyden varieres på den måde gennem både instrumenter og vokal. Variationen på dette album er i sig selv respektindgydende, men det kan desværre tippe til den gale side og blive intimiderende for den lytter, der føler forskelligheden for overvældende.

★★★★☆☆

Deltag i debat