Nyheder

PJ Harvey indspiller nyt album som kunstinstallation

PJ Harvey på saxofon klar til at indspille nyt album. Foto: Somerset House
Skrevet af Camilla Grausen

I et specialbygget studie i Somerset House i London vil PJ Harvey fra 16. januar indspille sit nye, niende studiealbum.

PJ Harvey på saxofon klar til at indspille nyt album. Foto: Somerset House

PJ Harvey på saxofon klar til at indspille nyt album. Foto: Somerset House

Kun halvandet døgn inde i 2015 byder det nye år på musiknyheder, som får året til at tegne rigtig godt. Britiske PJ Harvey har netop offentliggjort, at hun indspiller sit kommende album som en kunstinstallation i Somerset House i London midt i januar.

Under titlen PJ Harvey: Recording in Progress vil Harvey med band, lydteknikere og faste producere Flood og John Parish arbejde sammen med indspilninger, diskussioner om musikken, improvisationer med mere. Det foregår i et gennemsigtigt studie, hvor publikum i tre kvarter ad gangen kan være vidne til tilblivelsen af albummet. Studiet er specialbygget og tillader envejssyn og -lyd, således at publikum kan se og høre Harvey og musikerne, men inde i studiet kan Harvey m.fl. koncentrere sig om det musikalske arbejde.

Det nye album indspilles fra den 16. januar 2015 og i en periode frem med flere daglige publikumssessioner. Albummet bliver PJ Harveys niende studiealbum, opfølgeren til den overordentligt anmelderroste 2011-udgivelse Let England Shake.

Projektet bliver til i samarbejde med kunstorganisationen Artangel og Somerset House. Hvis man er så heldig at befinde sig i London i perioden, eller måske nu overvejer et lille smut til den engelske hovedstad, kan billetter til PJ Harvey: Recording in Progress købes her.

Deltag i debat