Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2014 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Anden del af Undertoners ‘Plader vi overså i 2014’ byder på lo-fi kærlighedssange, en frygt for country, droneglade lydlandskaber, en irsk supergruppe (nej, ikke U2), spirituel folk-rock fra Michigan og nostalgisk voksenrock.

Inventions: s.t.LP_Jacket_RE11183

Af Lars Andreasen

2014 var endnu et år, hvor flere spændende musikalske projekter formåede at stryge under radaren, heriblandt et makkerskab mellem Matthew Cooper, manden bag Eluvium, og Mark T. Smith fra Explosions in the Sky. Duoen kalder sig Inventions og udgav i 2014 deres debut af samme navn. Alle numrene emmer af Coopers droneglade lydlandskaber, men tilsat Smiths smukke guitarflader bliver der tilføjet en tyngde og skarphed, der virkeligt klæder projektet. Både Cooper og Smith har gennem deres respektive projekter evnet at destillere deres lyd ned til et sæt af genkendelige følelser og lydlige rum, som de her samsender ud på et overset, men virkelig anbefalelsesværdigt album.

Karen O: Crush SongsKaren O_Crush Songs_Cover

Af Sabina Hvass

Den ultra-cool sangerinde fra Yeah Yeah Yeahs blev i starten af 2014 nomineret til en Oscar for sin sang til den ligeledes Oscar-nominerede Spike Jonze-film “Her”, der har Joaquin Phoenix i hovedrollen. 2014 markerede også året, hvor Karen O udgav sit første soloalbum Crush Songs, hvis man altså ser bort fra Where the Wild Things Are-soundtracket med the Kids fra 2009. I samme stil som de to førnævnte soundtracks er Crush Songs en samling numre, der kanaliserer en næsten barnagtig og simpel lo-fi-lyd. Sangene giver et meget personligt perspektiv på flygtig kærlighed gennem simple melodier, falsetberigede backingvokaler over en stille guitarklimpen, sjældent akkompagneret af percussion. Lige så skrabet som instrumentationen på de demo-agtige viser er, lige så oprigtig og intim virker sangskrivningen. Dybfølt og distinkt Karen O på små 27 minutter.

Hamilton Leithauser: Black HoursHamilton Leithauser_Black Hours_Cover

Af Camilla Grausen

»Fra ungdomsrock til voksenrock,« kaldte Simon Rune Knudsen The Walkmens udvikling på bandets sidste album, Heaven. Det er stadig voksenrock-territoriet, Hamilton Leithauser betræder, nu hvor The Walkmen desværre holder permanent pause. Heldigvis er walkmændene ikke holdt op med at lave musik hver for sig, og forsanger Leithausers solodebut Black Hours landede i foråret. Albummet har samme nostalgiske lyd som The Walkmen, men måske lidt mindre nerve. Leithausers eminent følelsesfulde vokal og teksterne er, ikke overraskende for første solobedrift, i centrum. Hør f.eks. det hjerteskærende nummer ”5 AM” eller det flotte, mere orkestrerede ”The Silent Orchestra”.

The Gloaming: s.t.The Gloaming_The Gloaming_Cover

Af Asbjørn Skødt

The Gloaming udgøres af markante folkmusikere som Dovemans Thomas Bartlett (der har haft et tæt musikalsk partnerskab med Undertoner-darlingen Sam Amidon), Caoimhín O’Raghallaigh og Martin Hayes. Jeg burde egentlig benytte ordet ’supergruppe’, men jeg er næppe ene om at nære en afsky mod det ord. Hvis vi skeler mindre til formalia og i stedet fokuserer mere det musikalske indhold, byder gruppens selvbetitlede plade på traditionel, men dybt charmerende irsk fiddlespil, der som grundstruktur gennemsyrer sangene. Pladen er til tider eftertænksom, til tider dansabel, oftest vokalløs, men på intet tidspunkt uvedkommende. Sangene doseres med mådehold og en stram kunstnerisk retning, men kendetegnende er ikke desto mindre en varme og stræben efter skønhed, der ophøjer pladen til det særlige plateau, jeg kunne have håbet, men ikke forventet, at musikerne bag ville nå.
Hør hele albummet via The Gloamings Bandcamp-side.

Foo Fighters: Sonic HighwaysFoo Fighters_Sonic Highways_Cover

Af Martin Colerick

Foo Fighters’ ottende album, Sonic Highways, er et respektindgydende projekt. Bandet besøgte otte amerikanske byer og lod sig inspirere af stedernes musik og kultur. Det resulterede i en yderst seværdig dokumentar, der præsenterer amerikansk musikkultur på smukkeste vis. Et afgørende øjeblik i dokumentaren er, da Dave Grohl i Nashville bliver bange for, at bandet vil miste deres integritet, hvis de kommer til at lyde for meget af country. Det bliver desværre symptomatisk for pladen, at bandet aldrig rigtig kaster alle tøjler. Den balancerer mellem to stole, og det fremstår som en mærkværdig blanding af klassisk Foo Fighters påklistret banale tekster og halvsløje kompositioner. Så start 2015 med at se dokumentaren, den er det værd, og gem pladen til bagefter. Det vinder den en smule på.

The Soil & the Sun: MeridianThe Soil And The Sun_Meridian_Cover

Af Alex Nørregaard

Michigan-oktetten The Soil & the Sun spiller efter eget udsagn en blanding af »New Mexican space music« og »experiential spiritual orchestral folk-rock«, og gruppen tiltrak sig nogen opmærksomhed fra NPR i forbindelse med en optræden på SXSW i 2013. Efterfølgende indledte The Soil & the Sun en crowdfunding-kampagne med henblik på at realisere albummet Meridian, der udkom i 2014 og er gruppens tredje udspil. Der synes ikke at være genremæssige grænser på Meridian, som kommer vidt omkring i lydlandskabet og bl.a. leder tankerne i retning af navne som Annuals, Broken Social Scene, Fleet Foxes og Queen. Tjek især numre som eftertænksomme og efterårssøde “Are You?”, højstemte “Leviathan” og ikke mindst “Sundar Singh”, der blomstrer lystigt. The Soil & the Sun er et interessant bekendtskab, som vi forhåbentligt kommer til at høre mere til i de kommende år.
Hør hele albummet via The Soil & the Suns Bandcamp-side.

Deltag i debat