Plader

The Awesome Welles: s.t.

Skrevet af Nicklas Colerick

The Awesome Welles leverer med deres debutalbum en solid rockplade, der er gennemsyret af dystre og tunge tanker og kredser om melankolske emner som død, tro, tvivl og kærlighed.

Sidste år udgav trioen The Awesome Welles deres selvbetitlede debutplade – en plade, der af mange har været store forventninger til, især efter de sublime livekoncerter, som bandet leverede i løbet af sommeren. The Awesome Welles’ koncert på dettes års Spot-festival fik af undertegnede 5 U’er, og Roskilde Festival havde også givet bandet æren af at lukke den nye Rising-scene, hvorefter Orange Press komplimenterede koncerten med følgende bemærkning: »Mærkeligt, hvis ikke disse unge gutter kommer til at tegne profilen af fremtidens danske rock.« Forventningerne til deres debutplade har derfor været store, og da det blev offentliggjort, at de havde fundet sammen med producer Sebastian Wolf fra Kellermensch, blev forventningerne bestemt ikke mindre.

The Awesome Welles er et band, der laver melankolsk og hårdtslående rock. Tekstuniverset kredser om død, tro, kærlighed, tvivl og de følelser, der følger med, når man begynder at blive voksen. Det står klart på pladens første nummer ”1:20”, hvor forsanger Adam Allens intense stemme desperat synger »Taking your love for granted…« Allerede der ved man, at der er lagt op til en plade om dybe følelser. ”1:20” bliver efterfulgt af ”Out of the Woods”, som uden tvivl er et velkomponeret rocknummer, men som desværre mangler lidt af den kant, som mange af bandets andre numre på pladen bidrager med.

”Undertaker”, som også er blevet spillet en del på P6 Beat, er et af pladens ubestridt bedste numre, og her fornemmer man virkelig den mørke side, som bandet i den grad appellerer til. “Undertaker” skulle efter sigende handle om døden, og inspirationen er blandt andet hentet fra en passage i Søren Kierkegaards “Enten-eller”, hvor en dødskult mødes og prøver at finde ud af, hvem der er mest ulykkelig.

I numrene ”Everything I Had” og ”Crossfire” bliver tempoet sat en smule ned, og vi bliver taget med længere ind i The Awesome Welles’ melankolske univers. Især på ”Crossfire” bliver der lagt nogle meget klare og lyse guitarsessioner, som holder den mørke melankoli lidt væk, så man som lytter ikke bliver fuldstændig opslugt. Melankolien bibeholdes i “FYO”, der fortsætter i det stille tempo og cementerer, at drengene fra The Awesome Welles for alvor har noget på hjerte.

Pladens lyriske indhold bliver slået fast med syvtommersøm med de indledende ord: »I don’t want to change, I don’t want to change. Let’s just stay the same, let’s just stay the same. Don’t want to fuck you over, don’t want to fuck you over.« Det kan vist ikke udtrykkes mere klart og beskriver egentlig ret simpelt, hvad mange af os gennemlever i vores ungdom, som f.eks. frustration, sorg, ensomhed, tab og fortvivlet og kuldsejlet kærlighed.

Pladens svaghed er, at udtrykket bliver lidt for simpelt rent lyrisk og dermed tangerer det overfladiske. Det bliver for søgt, og The Awesome Welles mangler noget i deres tekstunivers. Det virker, som om de har skrevet nogle af sangene for bare at skrive en sang og ikke for at brænde igennem med et indædt budskab eller følelse. The Awesome Welles jagter den lyrisk melankolske nerve, men i stedet bliver det for simpelt og gentagende.

“Factory” og “Righteous Man” illustrerer meget præcist dette. Der er enormt meget nerve og desperation rent musikalsk, men lyrisk er det en noget flad fornemmelse, man som lytter sidder tilbage med. Det er enormt ærgerligt, da især sidstnævnte nummer fungerer virkelig godt live. “On a Sunday” rammer noget af den melankolske nerve, der gøre bandets dystre rockverden troværdig, og man føler virkelig smerten gennem Adam Allens desperate skrig. “Writing on the Wall” er et tungt og fedt rocknummer med masser af energi og fandenivoldskhed. “Wisdom” slutter pladen smukt af, og det er et nummer, man kan høre om og om igen.

Alt i alt en fornem debutplade fra The Awesome Welles, der desværre kæmper lidt med det lyriske, hvilket de dog i den grad formår at opveje rent musikalsk. Derudover er det en smule generende, at virkelig gode livenumre som “Out of the Woods” og “Righteous Man” falder igennem på pladen og ikke opnår samme kant, gnist og vildskab som i livesammenhæng.

★★★★☆☆

Deltag i debat