Plader

Blomqvist: Paradisets Børn

Skrevet af Alex Nørregaard

Paradisets Børn er David Vejen Blomqvists første udspil under eget navn. Et perfekt timet møde mellem Blomqvist og Eik Skaløes poesi og dagbøger, hvor resultatet ikke blot er en videredigtning, men også en musikalsk fortolkning af Skaløes univers. Og det er hele vejen igennem betagende og vellykket.

Paradisets Børn er David Vejen Blomqvists (Hymns from Nineveh, Spillemændene, Mechanical Bird) første udspil under eget navn. Et album, der er resultatet af Blomqvists møde med Steppeulvene-forsanger og tresserpoet Eik Skaløes poesi og dagbøger. Og det er perfekt timet.

2015 har so far markeret Steppeulvene og Skaløe stærkt med genudgivelsen af Steppeulvenes første og sidste album Hip, der står som dansk rocks Jellingesten, og en kommende Ole Christian Madsen-film om Skaløe kaldet Steppeulven. Og så har Steppeulvene – eller de af dem, der fortsat lever – just modtaget de danske musikkritikeres pionerpris; en Steppeulv til Steppeulvene. Skaløe døde for egen hånd i Indien i 1968 – afmagret og med alvorligt ondt i sjælen. »Ingen andre end den onde person inden i mig bærer skylden. tilgiv mig«, som han valgte at afslutte sit afskedsbrev.

David Vejen Blomqvist tager på Paradisets Børn afsæt i Skaløes lyrik, og teksterne kredser efter eget udsagn om »(…) det at være et ungt menneske – om at finde sin plads i livet. De handler om at være høj på livet den ene dag, for den næste dag at miste modet totalt.«. Resultatet er ikke blot en videredigtning, men også en musikalsk fortolkning af Skaløes univers. Og det er hele vejen igennem betagende og vellykket.

Albummet igennem ledes tankerne musikalsk i retningen af Mouritz/Hørslev, Mellemblond og sine steder Spillemændene, som Blomqvist også er en del af. Tekstmæssigt er grænserne mellem Blomqvist og Skaløe aldrig voldsomt tydelige, men det er måske også meningen: at det hele skal flyde sammen for at transformere sig til noget nyt og anderledes. Der er mange gode linjer og udtryk, samtidig med at der vækkes til eftertanke rent værdimæssigt. Det hele leveret mere talende end syngende af frontmand Blomqvist.

Intronummeret “Angst for i morgen” er en charmerende størrelse, der åbner med kække og lidt cheesy keyboard-toner, men efterhånden folder sig ud i en mere tør og fyldig retning – undervejs med god plads til skinnende guitarklange, der snor sig ind og ud af hinanden. Teksten er fængende: »Min vågnende tanke søger febrilsk/sørger for/ i yderste øjeblik/at finde noget smukt at glæde sig ved/en blomst, solen og pigen jeg så/i sporvognen« som det igen og igen lyder.

Der er distance og let ordgøgleri i “Ord der ikke eksisterer”, som indledningsvist snøvler sig afsted, men pludseligt og flot skifter for at stikke af i en nærmest storladen retning. Keyboard/orgel-flader blander sig med tydelig bas og horn i et lydbillede, der elegant flyder med linjerne »vi længes umådeligt med ord der ikke eksisterer/og alt hvad vi kan gøre er/at vente til de bliver fler’«. Den efterfølgende “Regnbuen” kanter sig afsted. Til tider spinkelt, til tider buldrende. Og som i “Ord der ikke eksisterer” skifter “Regnbuen” pludselig karakter. Guitaren vrænger sørgmodigt og aftentågede horn bobler frem, mens Blomqvist undervejs udbryder »jeg håber/du kan se/gennem regn og gennem fingre«. Et helt igennem trist, men også smukt billede.

Paradisets Børn dykker en smule midtvejs, hvor den sommerglødende “En gang imellem” og “Livsstil”, der som flydende krystaller glider mellem fingrene på en, byder sig til. Det er bestemt ikke dårlige sange, men “Livsstil” lykkes desværre ikke for alvor med, hvad der lyder som et forsøg på at skabe en fjern, drømmende vision. Den fornemmelse indfinder sig derimod på afslutningsnummeret “Vandring”, der har klang af et sløret foto: et foreviget øjeblik, hvor det eneste voldsomt klare er sætningen »en sitrende smerte af fred«. “Vandring” er langt hen ad vejen et rent instrumentalt foretagende, der både når at rulle sig i støvet og række mod skyerne. Desværre glider nummeret slutteligt over i et stykke, hvor Blomqvist synger på engelsk. Det er sløset – måske med vilje – men det fungerer ærlig talt ikke.

Det spiller til gengæld på “Sig farvel” og “Før det er for sent”. Især førstnævnte glider fornemt derudad i noget, der minder om sene Talk Talk-klæder blandet med Mellemblond, og hele herligheden syrer undervejs godt ud og skærer tilpas i øregangene. Desværre virker det en anelse for kontrolleret, når Blomqvist gentagende gange siger »Sig farvel«. Betyder det ikke mere? “Før det er for sent” er lysere i sit udtryk og byder på en stribe smukke passager i både lyd og tekst. »Dagene går mod nyt lys/mon ikke vi ses igen?« spørger Blomqvist forventningsfuldt, inden længselsfulde guitartoner og horn skaber et øjebliks klarhed.

»Mine følelser er i vildrede/de ved ikke om de skal le eller græde«, som det undervejs lyder i “Angst for i morgen”, er pudsigt nok en følelse, der fæstner sig efter mødet med Paradisets Børn. Her kommer tvivlen dog virkelig en til gode.

★★★★☆☆

Hør hele pladen via Blomqvists Bandcamp-side

Deltag i debat