Nyheder

Bog om Spids Nøgenhat på vej

Skrevet af Klaus Thodsen

De psykedeliske herrer fra Spids Nøgenhat udkommer i bogform. Her går forfatterne helt tilbage til bandets oprindelse i On Trial og frem til i dag.

Spids NøgenhatI disse dage skrives der på en autoriseret bog om det københavnske band Spids Nøgenhat. Bogen kommer til at omhandle tiden helt tilbage fra bandets oprindelse i On Trial, der kom frem sidst i 80’erne, og frem til Spids Nøgenhat anno 2015. Forfatterne bag er de herrer Thomas Løppenthin og Lars Krogh.

Det er vores ønske med bogen om Spids Nøgenhat at fortælle historien om fem musikere og deres kunstneriske output, samt tankerne bag disse, gennem mere end 25 år. Med sit udspring langt fra mediernes og det brede publikums søgelys rummer bandets historie både musikalsk magi og kunstnerisk integritet, og konstant bliver alt båret af en ukuelig vilje til at gøre tingene på sin helt egen måde,« udtaler Thomas Løppenthin.

Spids Nøgenhat så første gang dagens lys i 1998 og udgav i 2001 albummet En mærkelig kop te, der med tiden har opnået kultstatus mange steder. Siden hen gik bandet i opløsning, men blev gendannet i 2009, og udgav i 2013 det anmelderroste Kommer med fred, der hev to priser hjem til Danish Music Awards i 2014.

»På billedsiden håber vi at kunne lave en visuel smuk bog og vi søger derfor billeder, flyers, memorabilia etc. med Spids Nøgenhat, On Trial, Dragontears, Aron, Baby Woodrose og Pandemonica til brug i bogen mod at den glade giver bliver krediteret. Det bliver spændende at se, hvad folk kan grave frem fra gemmeren,« tilføjer Lars Krogh.

Thomas Løppenthin er redaktør for onlinemagasinet Borderline og tidligere guitarist i The Unit. Lars Krogh har en fortid som redaktør for undergrundsbladet Moshable (1986-2000) og skribent for hedengangne musikblade som Zoo, Jam og Blender samt medskribent på Politikens Store Rockleksikon. Derudover er han direktør for Bad Afro Records, der har 20 års jubilæum næste år.

Læs også Undertoners interview med Spids Nøgenhat fra 2013.

Leave a Reply