Koncerter

Disarray Son + The Ritual + The Strips, 06.02.15, Gimle, Roskilde

The Strips. Fotograferet på festivalen Gutter Island 2014. Foto: Per Lange
Skrevet af Martin Colerick

Med tre unge, danske rockbands på vej frem var fredag aften i gode hænder i kælderen under Gimle.

The Strips. Fotograferet på festivalen Gutter Island 2014. Foto: Per Lange

Rocktrioen The Strips. Fotograferet på festivalen Gutter Island i 2014. Foto: Per Lange

Fredag, guldøl og rock! Så bliver det ikke meget bedre, og man kunne kun glæde sig til at stå af toget i Roskilde og vade mod Lokes Kælder på Gimle. Aftenens menu var en rock’n’roll-sandwich, der bestod af de tre bands Disarray Son, The Ritual og The Strips. De holdt alle et højt niveau og sparkede godt liv i den lille kælder.

Disarray Son

Langhårede og iklædt skovmandsskjorter åbnede Disarray Son med en god omgang klassisk rock, der mindede lidt om AC/DC, bare med mindre skrig og en lidt dybere vokal. De sympatiske drenge var nærværende, og de lod sig ikke slå ud af et kun halvt fyldt kælderlokale. Forsangerens harmoniske vokal fungerede rigtig godt med rytmeguitaristens melodiske og meget overbevisende guitarspil.

Den lave scene og en generelt rigtig god lyd hjalp Disarray Son ud over scenekanten og helt tæt på publikum. Særligt numre som ”The Gate” og det næstsidste, selvudnævnte »pikrock-nummer« ”New Times” viste et band, der virkelig har styr på den 70’er-rockgenre, som de læner sig op ad. Et meget varieret trommespil og en række halvlange instrumentale sessions gav bandet et drevent udtryk, der aldrig fik taget til at lette, men som der absolut er potentiale i.

Bandet gav lidt mindelser om det svenske band Blues Pills, som undertegnede så for lidt tid siden på Templet. Her sluttede jeg anmeldelsen med, at Danmark ikke lige nu havde den type bands af samme kaliber. Dén må jeg nok æde igen, for Disaarray Son viste absolut, at også Danmark kan levere seriøs genrerock.

★★★★☆☆

The Ritual

Efter en kort guldølspause og en hjemmekrøl var det tid til aftenens positive overraskelse. Oprindeligt havde Lokes Kælder tomands-garagerockbandet Skinny Violet på plakaten, men et sidste øjebliks afbud gav i stedet plads til københavnerbandet The Ritual. Det var slet ikke nogen dårlig erstatning. Her var et band med en noget mindre åben sceneoptræden, men med en klar attitude af mystik og indelukkethed. Det klædte dem, særligt i de to heftige åbningsnumre, hvor de buldrede derudaf i en blanding af noget, der, af mangel på bedre, måske bedst kan beskrives som Soundgarden møder The Doors.

Igen var der tale om en solid vokal, der ofte blev leveret i harmoni med de andre bandmedlemmer. I lange introer, nynnede The Ritual numrene i gang, og der var plads til mellemstykker med halvprimale skrig og råb. Bandet bestod af elguitar, trommer, bas og en akustisk guitar. Det gav en meget fyldig og massiv lyd, som virkelig klædte The Ritual.

Umiddelbart stod numrene ”Evil Woman” og ”Fever” stærkest og som de mest velkomponerede. Særligt ”Fever” har en dybde og grundtone, der rammer en ganske original lyd, der kombinerer vokalharmonier med tung rock og et melodisk touch, der virker gennemtænkt og velkomponeret. De midterste, lidt mindre tunge numre fik bandet til at falde lidt i energiniveau. Men heldigvis sluttede The Ritual som de startede, med hård, energisk rock, der gik lige i mellemgulvet, og fastholdt den positive overraskelse.

★★★★★☆

The Strips

Aftenen skulle afsluttes af de unge knægte fra The Strips. De præsenteredes på Gimles hjemmeside som »blues punk og rock«, og læderjakkerne og de hullede jeans var da også klare markører for hvad, der var i vente. Lige på og hårdt kastede de tre drenge sig ud i et hæsblæsende tempo, og de medrejsende fans fik svinget garnet og danset lidt klassiske rocktrin.

Egentlig var der ikke så meget punk over The Strips, for selvom der var fuld smadder på og kun bas, tromme og guitar, var sangene mere klassisk rockede end punk, som eksempelvis numrene ”Slipping Away” og ”Break You”, hvoraf sidstnævnte klart står frem som det mest vellykkede. Med en yderst intens og meget ung forsanger, der vist i øvrigt skilte sig ud som den eneste af aftenens musikere, der ikke var langhåret, fik The Strips lukket Lokes Kælder på en værdig måde.

Dog var særligt deres langsommere numre lidt idéforladte og en smule for langt fra resten af bandets numre, og det fungerede klart bedst, når forsangeren kastede sig ud i en skrigende vokal, og bandet nærmede sig en punket lyd. Det var som om, The Strips til tider befandt sig i et mærkeligt vakuum mellem rock og punk, så lidt mere kompromisløshed ville klæde dem. Heldigvis sluttede de med ”Black Satellite”, der har et iørefaldende omkvæd, og vel er det tætteste, bandet kommer på et egentligt hit.

★★★★☆☆

Alt i alt var det en dejlig aften i Lokes Kælder under Gimle, og alle tre bands fortjener helt sikkert et genhør. Mon ikke vi ser dem på nogle af sommerens mange festivaler? Det håber jeg.

Deltag i debat