Plader

Duke Garwood: Heavy Love

Skrevet af Peter Krogh

Duke Garwoods seneste udspil, Heavy Love, er musik til de sene aftentimer, natten og frem mod det punkt, hvor skumringen sætter ind og tonerne omslutter dig helt og aldeles. »Ingen sjunger blues som Duke Garwood«. I hvert tilfælde få med samme insisterende og fængslende indlevelse!

Der findes musikalske mørkemænd, hvor man mærker kærlighedens smerte helt ind i knoglerne. Og så findes der dem, hvor der trods alt, efterlades et strejf af håb på kanten af de blå blues akkorder. Duke Garwoods seneste udspil, Heavy Love, er sådan en størrelse – musik til de sene aftentimer, natten og frem mod det punkt, hvor skumringen sætter ind og tonerne omslutter dig helt og aldeles.

Skulle Mark Lanegan have en beslægtet musikalsk tvilling derude et sted? Hvis du har stillet dig selv netop det spørgsmål, så led ikke længere. Duke Garwood er navnet, og de to herrer har da også arbejdet sammen før. I 2013 udgav de det i øvrigt stærkt undervurderede album Black Pudding sammen, og på Garwoods nye album Heavy Love har netop Lanegan siddet bag knapperne som co-producer, i øvrigt sammen med Alain Johannes (QOTSA). Det kan i sandhed høres. Albummet har den samme dystre, lettere sumpede, gotiske bluesstemning, som Lanegan senest har perfektioneret på Phantom Radio, der udkom i slutningen af sidste år. Det faktum, at de to sangere klæder hinanden og er undfanget i det samme musikalske ophav, gør dog ikke, at Garwood ikke evner at stå på egne ben. Heavy Love står faktisk endnu stærkere end Lanegans seneste og er det album, som Garwood har arbejdet sig stødt frem imod siden debutalbummet Holy Week tilbage i 2005.

Fra det første anslag på ”Sometimes” drages lytteren ind i et kulsort bluesunivers, hvor tonerne underspilles, og Garwoods mørke, men dog håbefulde vokal messer hen over en melodi, der nærmest tager karakter af en salme. Nummeret sætter standarden for de resterende ni kompositioner, der hver og en er skåret af det samme stof og gør Heavy Love til en meditativ affære, der har en melankolsk tråd, som binder lytteren fast. ”Disco Lights” – en titel, der på papiret lyder som en dansabel affære, men naturligvis ikke er det – er ligeledes en af de sange, der stikker ud. Nummeret gæstes af Jehnny Beth fra Savages, og netop det kvindelige islæt sammen med Garwoods vokal fungerer smukt i samklang med hinanden. ”Honey In The Ear” er, med kælne strygere som underlægning, et nedslag på albummet der skaber en filmisk stemning – og tør jeg sige det, endnu et af de højdepunkter, Garwood strøer om sig med på Heavy Love.

Netop det melankolske og sfærisk underspillede, nærmest tøvende men alligevel dragende, evner Garwood i den grad at formidle. Sangene virker måske umiddelbart simple og stillestående, men bliver via Garwoods eminente guitarspil, hvor der dryppes rigt med molakkorder, til kompositioner, der langsomt åbner sig og henter lytteren med ned i ‘dybet’. Stemmemæssigt er Garwood ikke langt fra Lanegan – også her er der slægtskab at spore – men hvor Lanegans dybe baryton til tider nærmer sig en dødsrallen, man kan blive helt bange for, er Garwood, til trods for den ligeledes dybe grundtone, en kende mere indbydende. Det er måske i virkeligheden i stemmen, håbet ligger og ulmer? Selvom kærligheden, som også på dette album er det evigt inspirerende og foruroligende grundtema, stadig er en grum størrelse, der ikke altid er lige let at danse i samme takt med? Det gør ikke så meget, når det kringlede univers, der også er kaldet kærlighed, formidles af Garwood.

For afslutningsvis at låne og lettere omskrive en titel, som svenske Thåström sendte mod den afdøde legende Jeffrey Lee Pierce, så kan jeg konstatere, at »Ingen sjunger blues som Duke Garwood«. I hvert tilfælde få med samme insisterende og fængslende indlevelse!

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat