Nyheder

Februar-koncerter II: Vilde tvillinge-fugle kvidrer stille neosoul

Koncertanbefalinger til dig til anden halvdel af februar.

2014 blev et godt år for Majke Voss Romme. Hun albumdebuterede under aliaset Broken Twin med May, hvis sårbare sange blev rost herhjemme og i udlandet, og kunne for nylig sætte to Steppeulven-statuetter på kaminhylden. En for årets vokalist og en for årets håb. Fredag den 20. februar kan aarhusianerne opleve Broken Twin på Atlas, og dagen efter betræder den 25-årige nordjyde scenen i DR Koncerthuset med et stort band i ryggen.

quiet spring

Lille spejl på væggen der, hvem er mest country i landet her?, spørger Quiet Spring.

Spids Nøgenhat hev også et par priser hjem til musikkritikernes prisfest. Syrerockernes guitarist, Morten Aron, havde også fortjent en nominering for sit countryrockband Quiet Springs debutudgivelse Going up Your Country. Men albummet, hvis melodiske sange rammer en troværdig country-feeling i arven fra især The Byrds, udkom formentlig for sent på året til at kunne komme i betragtning. Quiet Springs støvede countryrock kan du høre på Stengade fredag den 20. februar og på Studenterhuset i Aalborg fredag den 27. februar. Og inden da kan du lytte til pladen her.

14 år tog det, før D’Angelo endelig udgav opfølgeren til sit neosoul-mesterværk Voodoo. Albummet Black Messiah skuffede ingen, og her på sitet valgte vi førstesinglen ”Sugah Daddy” som et af de numre, der prægede musikåret 2014. D’Angelo optrådte i Vega for tre år siden, og Undertoners udsendte, Lasse Winther Jensen, gav koncerten 5,5 U og kaldte den »en total genopstandelse af en visionær og dybt professionel musiker […], der aldrig har sat et eneste musikalsk ben forkert«. D’Angelo optræder i Falconer onsdag den 25. februar.

Koncerten med D’Angelo er en del af Frost Festival, der i år bliver afsluttet med tre dobbeltkoncertaftener på Zoologisk Museum.  Første aften med Benal og Sekuoia og anden aften med Blaue Blume og Maggie Björklund er udsolgte, men det er stadig muligt at sikre sig billet til og opleve tromme/vokal-duoen Wildbirds & Peacedrums folde sig ud blandt skeletter af forhistoriske dyr. Det sker søndag den 1. marts på Zoologisk Museum.

Se flere anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat