Plader

Kværn: Turen ned ad trappen

Skrevet af Maja Hirani

Man kan kort sagt sige, at Turen ned ad trappen er dansksproget hiphop med tekst og fortælling i fokus over organiske, melodiske produktioner. Det er i sig selv et fornuftigt fundament. Men faktum er at jeg ikke får meget ud af Turen ned ad trappen, der desværre generelt har en knusende og afgørende evne til at blive mindre og mindre givende jo flere gange jeg trykker play.

Følger du trofast med i dansk rap, kender du uden tvivl Kværn, der som del af Echo Out og M-Cnatet er en utraditionel rapper/sanger, der med en poetisk og særegen tilgang til musik absolut skiller sig ud på den danske rapscene. Turen ned ad trappen er hans andet soloalbum siden M-Cnatets Om Nogen.

Pressemeddelelsen lader mig vide, hvordan Kværn vil historiefortælle om menneskeligt forfald og eksperimentere med form, alt i mens dansk rap præges af slang og attitude. Det er der brug for, skriver de. Det er en sympatisk holdning, tænker jeg. Desværre er Turen ned ad trappen på sine egne præmisser en undervældende affære, hvor jeg kun i få, flygtige glimt fornemmer en nærmest blichersk tone, og i al for stor del af spilletiden føler mig spist af med mildt uinspirerede, universelle historier. Lad os se nærmere på historiefortællingen.

»Er du blevet fanget af et skema og en skudsikker plan?«, spørges familiefaren på “Rebellen”, og videre, »Hvad blev der er rock og revolution / har du gemt den væk eller mistet troen?«, lyder det helt efter bogen. Og selv det mere specifikke i fortælling forbliver et løst og karikeret omfang af en kendt skæbne: »Nu du bundet op på din økonomi / der skal mad på dit bord og benzin i din bil.« Lidt i samme kategori finder vi også numre som f.eks. “Vi ku blive”, “Tonernes fald” og “Turen ned ad trappen”. Fortællingerne er simpelthen – efter min smag – ikke godt udført. Det lyriske fremstår forudsigeligt struktureret og nærmest skematisk enkel, og formår slet ikke at fange det vilkårlige i livshistorierne og det specifikke i fortællingerne. Resultatet er i mine ører at Kværn skriver typer og ikke individuelle tilfælde, selvom det netop er sidstnævnte, der lader til at være målet. Ligeledes rumsterer førstesinglen, “Den hvide dame” (hvor Kværn personificerer kokain) på et tekstligt perifert niveau, og en ellers fremragende vinkel bliver nærmest ligegyldig og forbliver uudnyttet. Da Freddie Gibbs på CunninLynguists-nummeret “Hard As They Come” personificerede kokain, sparkede han nådeløst historien i gang med: »The whole family over for christmas dinner / let’s go through the purses and sell the gifts from your mom’s house!«. For sammenligningens skyld lyder det indledende hos Kværn, der i stedet dyrker den universelle vinkel: »Jeg kommer langvejs fra / men jeg er godt integreret / der altid folk der vil have mig overalt«.

Når det er sagt, er Kværn ikke nogen dårlig tekstskribent, absolut ikke. Selvom historierne mislykkedes i visse tilfælde, er Kværns skrivestil garant for adskillige solide, momentvise overraskelser hele vejen igennem albummet. Der veksles mellem konkrete billeder og små abstraktioner i en sommetider klar fortælleramme og sommetider løs poetisk strøm. “Alt for hende” har på mange måder alt det der savnes i ovenstående afsnit. Dertil er Kværns flow frisk som aldrig før, mens nummeret som helhed ganske simpelt er skamløst fængende. Også den sprudlende intro “Farvel til flinkeskolen” går rent ind, ligesom både “Lyden af ensomhed” og “Kongen” er flotte magtdemonstrationer af genreeksperimenterende musikalsk (og sprogligt) overskud. Overordnet er lydsiden melodisk og livlig. Produktionerne har tydelige islæt af både pop, rock og klassisk hiphop, og en variation samt detaljer i de enkle gør, at lydsiden i mange tilfælde svøber sig som et tæppe om teksten.

Kværn har mange bolde i luften på Turen ned ad trappen, og på den måde når det aldrig rigtig at blive kedeligt, men som helhed heller aldrig overbevisende. Man kan kort sagt sige, at Turen ned ad trappen er dansksproget hiphop med tekst og fortælling i fokus over organiske, melodiske produktioner. Det er i sig selv et fornuftigt fundament. Men faktum er, at jeg ikke får meget ud af Turen ned ad trappen, der desværre generelt har en knusende og afgørende evne til at blive mindre og mindre givende jo flere gange jeg trykker play. Der er utallige gode intentioner, mange gode linjer, en del gode sange, men det kunne være meget bedre…

★★★☆☆☆

Leave a Reply