Plader

Magnolia Shoals: Tenants

Skrevet af Klaus Thodsen

Efter flere års ventetid er Magnolia Shoals nu endelig på banen med deres debutplade Tenants. En dybt melankolsk og mørketung debut, der bestemt har været ventetiden værd.

Mere end tre år skulle der gå, inden de melankolske Thy-drenge fra Magnolia Shoals fik fulgt deres glimrende debut-ep Life Danced In The Flesh op med en debutplade. Da debut-ep’en udkom, var denne anmelder svært begejstret for det mørke og indelukkede rum, vi blev inviteret ind at opleve. Siden har bandet kun sporadisk gjort opmærksom på sig selv i form af live-videoen ”Looking for love in Mengele” og senest som en del af Thy Music Collective. Nu er den her så, debuten Tenants, der har været så længe undervejs.

Og man må sige, at der bliver lagt stærkt fra land. Allerede på første nummer, “Drifters”, viser Magnolia Shoals sig fra deres bedste side. “Drifters” starter helt enkelt med Samuel Medinas ensomme akustiske guitar, der sætter den perfekte lette og sørgmodige stemning, inden Nicolaj Noas dybe og rolige baryton-vokal toner frem og synger om alt det, verden så gerne måtte indeholde, men som den sikkert ikke gør. “Drifters” er et perfekt eksempel på, hvor smukt og dragende et i bund og grund utroligt enkelt nummer kan være, og det står i al sin enkelhed tilbage som Tenants stærkeste nummer.

Det beherskede musikalske mørke, vi så småt kan skimte fra åbningsnummeret, bliver der skruet et hak op for på den efterfølgende “Neccessary Wounds”, og det følger os de næste par numre derefter. “Christ the Tiger” er med sine energiske underliggende trommer et godt eksempel på Magnolia Shoals arbejde med melankolien som redskab. For mens Kristian Lorenzen lægger det energisk beat med sine trommer, driver mørket ud af både bas og guitar, og igen trækker Noas karakteristiske vokal os med ned mod afgrunden. Og vi følger med uden tøven.

I det hele taget skal Noas afgrundsdybe vokal lige fremhæves et øjeblik. Noa er den altdominerende figur i lydbilledet, og på nær en enkelt lille svipser, leverer han en de stærkeste vokalpræstationer, der er hørt i meget lang tid.

Men det må dog retfærdigvis siges, at det dragende mørke ikke kan holde os oppe over en hel plade. Og vi kommer ikke uden om, at Tenants har sin eneste lille krise godt og vel midtvejs. For selvom “Mengele” fremstår lækker og stemningsfyldt i live-versionen, så halter nummeret desværre en del på pladen. Produktionen føles pludselig underligt flad, Noas vokal virker flere steder nærmest adskilt fra resten af lydbilledet, og især omkvædet mangler den nerve og dybde, der gør live-udgaven så speciel.

Der kommer dog hurtigt lidt oprejsning på “Archway”, hvor der også for første gang bliver spillet rigtigt igennem. Og selvom nummeret de første tre minutter ikke rigtig fanger mig, overgiver jeg mig til nummerets afslutning, hvor de fire drenge endelig viser, at de også kan spille hårdere rockmusik. Det siger dog næsten sig selv, at et band som Magnolia Shoals ikke kan rode rundt i det energiske hjørne over en halv plade, og det er da heller ikke tilfældet på Tenants. Inden vi får set os om, er tempoet sat ned, og på de afsluttende “Render Hill” og “Riddle No. 9” er vi tilbage i det helt afdæmpede hjørne. Og sammen med åbningsnummeret er det nok her, at sanger og orkester komplimenterer hinanden bedst.

Da jeg fik Tenants ind af døren og satte det på anlægget, var min første reaktion egentlig ikke så positiv endda. »De prøver sgu for meget« tænkte jeg, men satte den alligevel på igen og igen. Og det var præcis det, der skulle til. Selv nu hvor anmeldelsen er skrevet, kører Tenants stadig på højtalerne, og der tror jeg sgu, at den bliver et godt stykke tid.

For det er en rigtig god debutplade, ingen tvivl om det. Med en rids i lakken undervejs, jaja, bevares, det er ikke vigtigt. Det, der er vigtigt, er, at Magnolia Shoals viser, at de har talentet til at skabe en både dybt melankolsk og mørketung, men samtidig smuk og anbefalingsværdig plade. Og det er derfor, du skal tage at høre den.

★★★★½☆

Deltag i debat