Plader

Man Without Country: Maximum Entropy

Skrevet af Helge Vammen

Den walisiske synthpop-duo Man Without Country er med albummet Maximum Entropy tilbage efter debuten Foe fra 2012, der bød på minimalistisk og atmosfærisk electronica. På det aktuelle album har duoens lyd udviklet sig i en fyldigere, rigere og mere melodisk retning.

Den walisiske synthpopduo Man Without Country (Ryan James og Tomas Greenhalf) er tilbage med albummet Maximum Entropy. Duoen debuterede i 2012 med albummet Foe, der bød på minimalistisk og atmosfærisk electronica. Lyden fra Foe er på det aktuelle album blevet udviklet til i langt højere grad at være både fyldigere, rigere og mere melodisk.

Maximum Entropy indeholder primært synthpop-numre opbygget efter klassisk formel, heriblandt albumåbneren ”Claymation”, der samtidig hører til blandt albummets absolutte højdepunkter. Det på én gang dramatiske, storladne og inderlige nummer fungerer fint med kombinationen af tunge beats og Ryan James’ luftige og distancerede vokal. Åbningsnummeret efterfølges af en række kompositions- og stemningsmæssigt lignende numre, hvor ”Laws of Motion”, der gæstes af White Sea aka Morgan Kibby, er værd at fremhæve. Vokalharmonierne med Morgan Kibbys lyse pigestemme og Ryan James’ føromtalte luftige vokal fungerer som et velvalgt afbræk i rækken af numre, hvor sidstnævntes stemmeføring til tider virker monoton. Albummet igennem er der ingen vokalmæssige variationer at finde, hvilket gør numrene svære at skelne fra hinanden efter adskillige gennemlytninger.

De første kompositionsmæssige variationer, der er at finde på albummet, er ved den elektroniske ballade ”Loveless Marriage”. Nummeret bæres frem af sørgmodige og dystre synthflader, der akkompagneret af nærmest selvudslettende vokaler. “Incubation” tilfører imidlertid albummet en ny dimension. Nummeret indledes af en næsten tre minutter lang ambient passage, hvor et referencepunkt som Brian Enos Apollo: Atmospheres and Soundtracks fra 1983 er svær at komme uden om. Den ambiente passage, der hen mod slutningen får følgeskab af vage vokaler, fungerer som et fint afbræk i rækken af storladne og iørefaldende skæringer.

Øvrige referencepunkter som M83, Depeche Mode og danske Spleen United er ligeledes svære ikke at blive ledt hen imod, når man hører albummet. Der er tale om en på én gang dyster, iørefaldende og forholdsvis lettilgængelig synthpop, som trods de nævnte musikalske slægtninge har skabt en tidssvarende synthlyd, der ikke udelukkende får lytteren til at tænke på britiske firserbands som The Human League og Orchestral Manoeuvres in the Dark. Derfor kan man også undre sig over, at Man Without Country har valgt at slutte det ellers vellykkede Maximum Entropy af med en hyldest til det britiske new wave-band The Beloved i form af et cover af “Sweet Harmony”, der egentlig ikke tilfører nummeret meget nyt.

★★★★☆☆

Deltag i debat