Artikler Prøverummet

Prøverummet – Franka, Jadeite, Kim Kim, The Pool & Skyskraber

Skrevet af Anna Møller

De evigt uaktuelle rundvisninger i Prøverummets musikarkiv byder på lidt af hvert denne gang; rave, postrock og avantgarde blandes sammen i en herlig pærevælling og serveres halvvarm fra ovnen.

I tide og utide åbner Prøverummet sine knirkende døre og viser indenfor i gemakkerne. Her prøves unge og debuterende bands af, og som altid er der juveler gemt blandt undergrundens dynd.

Franka
Aarhusianske Franka aka Helena Rebensdorff er halvt færøsk/halvt dansk og har musikalsk set en baggrund i punk og grunge og har tidligere også lavet musik i eget navn. Om det er det soloprojekt, der har udviklet sig til Franka, ved jeg ikke, men man kan da mistænke det. I sine dubbede vokaler kan aarhusianeren minde om Jenny Wilson, selvom der er en mere punket energi i den 23-årige Frankas projekt. Lyduniverset er et krydsfelt mellem synthet electro og smittende popmelodier og så en både kraftfuld og skrøbelig vokal, der på singlen “Brace Positions” danner en dragende kontrast til den mørkt mekaniske undergrund og de lyse synthfigurer. Det er sgu ret godt, og jeg kan snildt forestille mig både at kaste de hersens dansehænder op, hvis det blev sat på, en glad aften i godt selskab, eller at få travet lidt ekstra kraftfuldt med støvlerne med Franka i ørerne. Franka udgiver sin debut-ep i løbet af 2015.

Jadeite
Som så meget andet eksperimenterende musik så formår den københavnske duo Jadeite at lægge sig i spændingsfeltet mellem virkelig irriterende og virkelig interessant. Selv skriver de, at »det har været en stor indflydelse på musikken, at begge bandmedlemmer er opfostret af vilde ulve«, og jaja, det er da meget sjovt. De vilde ulve må have haft Battles på repeat i d’herrers vugger, for det er en omgang fri, avantgarde pop, der er kommet ud af Kim Vinkel og Niels Henrik Egsgaards tid i det vilde kobbel. “Electricity” er første nummer fra debutalbummet Frostbites, som udkommer senere på året. Mens vokalen på langt de fleste numre er udsyret og – hvad skal vi sige – rimelig fri for et gængs forhold til kompositionernes interne, tonale forhold, så veksler den eksperimenterende instrumenthåndtering mellem at efterlade et avantgarde-poppet udtryk og et mere krautet efterslæb. Stadigt eklektisk og stadigt ikke for enhver smag.


Kim Kim
I den mere alternative skuffe finder vi også det københavnske enmandsband Kim Kim. Kim Kim studerer på Det Fynske Kustakademi, hvor også Lucy Love og MØ startede deres karrierer, og det virker da også til, at der er lige dele performancekunst og musik i Kim Kim-projektet. Selv skriver han om sin måde at skrive sange på: »Den oprindelige vokal (hvis der er en) flår jeg ud, sangen klippes lidt op, og i stedet kommer min egen melodier og tekster frem. Det lyder måske som en håbløs metode at danne karriere på, men jeg synes det er en spændende og alternativ måde at arbejde med sampling på – det er ikke bare en andens lille trommeslag eller trompetspor jeg låner, det er hele sangen, der får en tur i høet med mig.« Kim Kim bruger både numre fra store musikstjerner som Madonna, Missy Elliott og Major Lazer og fra lidt mere obskure og mindre åbenlyse navne, og der opgives ikke, hvilke numre, der lånes fra. Det er på de fleste numre da heller ikke umiddelbart til at gennemskue, men det endelige resultat er uanset ophav pumpende electro-dance med et androgynt udtryk og en enorm raveenergi. De rent kunstneriske kvaliteter i samplinggenren skal jeg ikke udtale mig om – selvom jeg formoder, der kan skrives lange artikler om genrens forhold til det postmoderne menneske og sådan en zapperkultur helt generelt. Rent musikalsk er Kim Kim overdøvende, energisk og enerverende og i kraft af sin performancenatur opleves hans musik sikkert også bedst i live (rave) format, hvor det lange hår kan svinges rigtig godt igennem.

The Pool
Hårdtbankende beats har duoen The Pool også, omend de befinder sig i en ganske anden boldgade. “Party Crashing On Icy Streets” er første single fra debutalbummet Repetitions, der udkommer via Drone Recordings til marts 2015. For nu at blive i de mere eller mindre vellykkede promotekster, så skriver bandet eller selskabet selv i ægte De Radikale-stil: »The Pool renser ud. Bryder ned for at bygge op. En form for opløsning, hvorefter man igen bygger op. Skaber en substans. En kollektivbevidsthed. Det er en pulje af stemningsfuld sjælechakra, der rusker dig rundt i en storm af både kulde og varme og ender med at sætte sig fast helt inde i den dybeste afkrog af kroppen.« Filmen knækker endegyldigt for mig, når man begynder at tale om stemningsfulde sjælechakraer i en promotekst, men musikken fejler nu ikke noget. En repetitiv og mørk synthfigur ligger og agerer krautspor, mens en melankolsk og nogenlunde catchy melodi spredes udover. Vokalen er vel nok lidt lidende på den halvpatetiske måde, men det er naturligt nok for den del af den mørke new wave-genre. The Pool består af Martin Bernt og Jens Hein, hvor Martin Bernt står bag tekstuniverset, mens multiinstrumentalisten Jens Hein –der bl.a. har spillet med Mellemblond og The Raveonettes – tilfører den mørke og elektroniske nerve.

Skyskraber
På trods af det danske navn, så synger københavnske Skyskraber på engelsk. I efteråret udgav kvartetten deres første numre, “Life in a Coffin” og “Shaping Stone”, efter at have eksisteret i et par år, og de par år har de eftersigende brugt i en underjordisk bunker ved Statens Museum or Kunst, hvor de har skrevet og indspillet musik. Resultatet er storladen postrock med lyse popvokaler, sfæriske lydmure og lettere forudsigelige – men effektive – crescondosøgende kompositioner. Ikke ulig en sød blanding af Interpol, Waldo & Marsha og så Mew. Det er catchy og går lige ind, og jeg kan ikke andet end forestille mig, at det vil falde i virkelig mange menneskers musiksmag. Skyskraber består af Lasse Heide Fjordbo, HC Skibelund, Carl Weitling og Theis Thorbjørn Bigand, og de resterende optagelser fra bunkertiden udkommer i en nær fremtid.

OBS Lasse Heide Fjordbo er tilknyttet Undertoner som skribent.

Deltag i debat