Artikler Singlr

Singlr #3

Skrevet af Alex Nørregaard

En ny omgang Singlr, der denne gang vælter gennem »an enigma wrapped in a riddle«, newzealandsk drømmepop, alvorlige tekster, rolige øjeblikke og meget mere.

Singlr_Mellem droemme, alvor og gaader

Den Chicago-baserede kunstner Jimmy Whispers er svær ikke at falde for – en lettere excentrisk musiker, der i lo-fi pop-klæder synger noget så indædt charmerende om ulykkelig kærlighed. Han er, hvad man i Seinfeld-sammenhæng ville kalde for »an enigma wrapped in a riddle«, selvom det i vores digitale tidsalder bliver stadigt sværere at skjule noget som helst. Jimmy Whispers’ borgerlige navn er James Cicero – tidligere frontmand i bandet Light Pollution – og når den ikke står på musik, render han rundt og kreerer kryptisk street art. Der følger sågar en lille tegneserie med debutalbummet Summer In Pain, som udkommer den 24. marts via nystartede Field Mates Records. Foruden titelnummeret har Jimmy Whispers også delt singlen “Heart Don’t Know”, der buldrer af sted med et stift, syntetisk trommespor i samspil med tonerne fra et gammelt, elektrisk orgel. Det hele lyder skrabet og er angiveligt indspillet direkte på en iPhone. Well, tjek det ud.

Noget anderledes er det for newzealandske Yumi Zouma, hvor vellyden nærmest flyder over. Sidste år udgav gruppen debuten EP, og de har siden da sluppet “It Feels Good to Be Around You” i samarbejde med Air France samt den let dansable “Alena”. Nu er Yumi Zouma på vej med deres anden ep med titlen EP II, der udkommer den 10. marts via Cascine, og indtil videre ligger numrene “Catastrophe” og senest “Song For Zoe Gwen” til fri aflytning. Førstnævnte vidner om, at Yumi Zouma fortsat bevæger sig rundt i et drømmepoppet univers, men har formået at lyden ud af soveværelset. Det hele klinger af lidt mere, og lydfladerne strækker sig lidt længere. Fornemt og fængende.

Der er også nyt på vej fra Montreal-trioen Braids, der tidligere i februar annoncerede pladen Deep In The Iris, hvorfra singlen “Miniskirt” stammer. Den kommende plade udforsker angiveligt »(…)a number of heavy subjects, including pornography, abuse, and slutshaming.«, og “Miniskirt” lægger i den grad op til, at emnerne bliver taget alvorligt. Nummeret skal have lov til at rotere et par gange før det fænger, men så sidder det ellers også godt fast. Musikken veksler dynamisk mellem rolige klaverpassager og frustrerede, nærmest taktile flader af elektricitet, der emmer af Jai Paul. Og forsangerinde Raphaelle Standells skarpe vokal er stærkt bevægende og får linjer som »But in my position I’m the slut/ I’m the bitch/ I’m the whore/ The one that you hate.« til at bore sig jammerligt fast. Tjek Stereogums grundige gennemgang af nummeret her. Deep In The Iris er ude den 28. april via Arbutus.

Mere roligt er det hos Sufjan Stevens, der på sit kommende album Carrie & Lowell vender blikket mod et mere afdæmpet og folk-inspireret udtryk. Det står således i stærk kontrast til The Age of Adz fra 2010 samt sideprojektet Sisyphus, der gav lyd fra sig sidste år. Sufjan Stevens har delt nummeret “No Shade in the Shadow of the Cross”, der skvulper fremad med blød, akustisk guitar, mens noget, der lyder som havet, bruser beroligende i baggrunden. Det minder i både musik og stemning om “Justice Delivers Its Gift” fra julealbummet Silver & Gold, hvilket bestemt ikke gør noget. Tværtimod. Sufjan Stevens har just haft en længere samtale med Pitchfork, True Myth: A Conversation With Sufjan Stevens. Albummet Carrie & Lowell, der er navngivet efter Sufjan Stevens mor og stedfar, er ude den 30. marts via Asthmatic Kitty.

Sarah Neufeld er fast medlem af Arcade Fire, som Colin Stetson også har turneret og indspillet sammen med. Stetson har også arbejdet sammen med bl.a. Bon Iver, Timber Timbre og Laurie Anderson, og blander på imponerende vis saxofon med mongolsk strubesang. Det er noget af en oplevelse live, og duoen rammer da også Jazzhouse den 22. april. “The Sun Roars Into View”, der er Neufeld & Stetsons første nummer, må siges at være blødende smukt og leder tankerne i retningen af komponister som Steve Reich og Philip Glass. Duoens album Never Were The Way She Was udkommer den 28. april via Constellation Records.

Deltag i debat