Plader

The Attic Sleepers: Lanquin

Skrevet af Zenia Menzer

Matias Knigge og Mathias Barfod, der tilsammen udgør The Attic Sleepers, står klar med deres første studieindspillede ep, Lanquin. Trods det banale udtryk skaber den københavnske duo rammerne om en rørende, reflekterende lytteoplevelse, der netop rummer flere dybder i sin enkelthed.

The Attic Sleepers er en beskeden, lille duo fra København, der i al ydmyghed ikke gør så stort et nummer ud af sig selv, men faktisk har god grund til det. Matias Knigge og Mathias Barfod, der udgør henholdsvis den instrumentale side og vokalen, skaber tilsammen sfærisk indie-drømmepop, der på én og samme tid er højtragende og jordbunden. Med deres første studieindspillede ep, Lanquin, skaber de et kontinuerligt musikalsk helhedsbillede, der grundlægges på simple melodier og Barfods vokal som et absolut fokuspunkt.

Vokalen bliver på mange måder karakteristisk for The Attic Sleepers’ lyd, og blandt andet herigennem får bandet kreeret en fantastisk skrøbelighed, der til tider minder om en hvisken, man skal passe på ikke at overdøve, fordi den potentielt kan forsvinde. Det sfæriske, luftige udtryk, der primært er bygget op omkring akustisk guitar, keyboard, bløde trommer og vokal skaber en utrolig lyttevenlighed. Lydens umiddelbare akilleshæl skal da også findes i de lange rene instrumentale passager, hvor stilstand og den loopede lyd kan gå hen og blive for ufarlig, hvilket blandt andet kan høres på numre som ”Airport” og ”Ghost”.

Lanquin er som helhed meget medrivende og stemningsmættet. Det er blødt og lækkert. Det er som at lægge sig på en sommereng, lukke øjnene og mærke solen varme kroppen. Der findes undertoner af mørke og længsel i lyrik som f.eks. »Waiting for the shadow of my mind to cover all the lies in the sand« fra “Lines” samt »Don’t you wake me up before the kites attracts a storm and the smiles you fake« fra “Burning”. Lyrikken er på den måde med til at fremhæve den melankolske, tunge side af musikken, mens den lethed, der udtrykkes instrumentalt løfter stemningen fra at blive alt for lidende.

‘Ufarlig’ er egentlig en beskrivelse, der godt kan smækkes på ep’en, fordi den ikke som sådan tager sin lytter med ud på gyngende grund eller dybt vand. Der er fra start til slut en bestemt kontrol, der styrer lyden sikkert og skaber et flow, der bliver gældende for lyden som helhed. Der er ikke de store overraskelser undervejs, og der er ikke på dén måde leget med hverken konstruktionen af de enkelte numre eller nogen form for avantgardisering af pladen. Det er imidlertid heller ikke meningen.

Det er ikke meningen, at det skal skære, rive eller skabe modstand. Knigge og Barfod tager deres lyttere i hånden og fører dem ind i et musikalsk univers, hvor der lægges vægt på elementer som stilstand, refleksion og æstetik. Nogle gange er det simpleste det smukkeste.

Lanquin er en strøm af musik, du skal flyde med; du skal følge de tanker, der springer fri i dit hoved og fortabe dig i de rene stemningsbilleder, The Attic Sleepers skaber. Der er noget banalt og simpelt over lyden, men det er netop det banale, der gør pladen så fin. Til dette skal lægges den renhed, der bidrages med gennem vokalen. Barfod formår flere steder at svinge sig op i et højere, lysere toneleje, der grænser til det androgyne, på en sikker og ubesværet måde. Dette medvirker til et stærkt, skridsikkert udtryk, hvor der er skruet op for følelserne. Selvom udtrykket samlet set er banalt, inviterer det alligevel til dybere tanker, og gennem den voluminøse vokal, eftertænksomme lyrik og til tider rytmiske musikalitet trodser pladen sin egen enfoldighed.

★★★★★☆

Deltag i debat