Artikler

Uden for nummer 2014 (del 2)

Vi sætter fokus på de numre fra 2014, der har været de bedste, mest karakteristiske eller har gjort størst indtryk på Undertoners skribenter. Bliv også opdateret på, hvornår du kan høre numrene live i 2015.

Uden for nummer_del 2_2014For første gang på Undertoner har vi brugt et nyligt afsluttet år til at se nærmere på de numre, der har markeret sig som årets bedste eller som skribenterne holder særligt af fra året, der er gået. Det er ikke en hitliste eller en Top 20, men en række numre, der kendetegner musikåret 2014 og som fortjener nogle ord med på vejen. Samtidig kan du her blive opdateret på, hvor og hvornår du kan være så heldig at høre numrene live i 2015. Se også del 1 af de udvalgte numre her.

Sun Kil Moon: “Ben’s My Friend”

Af Alex Nørregaard

På sin vis er det lidt for nemt at vælge det mest catchy nummer fra Sun Kil Moon-mesterværket Benji, men samtidig er “Ben’s My Friend” også et lidt atypisk nummer i det ellers så melankolske Mark Kozelek-univers. Nummeret byder på flamenco-guitar og længselsfuld Kaputt-saxofon, alt imens Kozelek får selv linjer som »Sport bar shit« og »Blue crab cakes« til at lyde morgenrødt smukke. Og nå ja, så er “Ben’s My Friend” vist et af de få øjeblikke i løbet af Benji, hvor der ikke er nogen, der dør.
Hør den i år: Mark Kozelek gav koncert i Danmark flere gange i 2014, bl.a. i Lille Vega i april. 2015 byder også på festivaloptrædener for Kozelek, heriblandt på Primavera i Barcelona og Porto sammen med Neil Halstead (Slowdive m.m.), men endnu ikke i Danmark.

Damon Albarn: “Lonely Press Play”

Af Perry MacLeod Jensen

Det er sjovt med Damon Albarn, for man formår altid lige at afskrive ham som fortidslevn, før han endnu engang manifesterer sig som en af sin tids vigtigste musikere. Albummet Everyday Robots fremstår som et af karrierens stærkeste, og hvilket nummer, der lige er det bedste, afhænger mest af, hvilken dag man bliver spurgt. Når “Lonely Press Play” er valgt i dette tilfælde, kan Albarns suveræne koncert på Roskilde Festival ikke afskrives som en væsentlig begrundelse, selvom titelnummeret, “Hostiles” eller hvad man nu selv har som favorit fra albummet lige så vel kunne være valgt. “Lonely Press Play” er simpelthen et nummer, der minder en om, hvorfor man elsker Albarn så højt. Kompositorisk og klangligt ligger den sig i forlængelse af Blur-klassikeren “Out of Time”, og det massive bassriff er ikke langt fra Gorillaz-hittet “Feel Good Inc.”, men alligevel fremstår hele pladen som et frisk pust til Albarns diskografi og ikke som en replika af tidligere tiders succeser.
Hør den i år: Med et travlt turnéår i 2014 lægger Damon Albarn op til et mere stille 2015. Dog er der til sommer engelsk premiere på “Alice i Eventyrland”-musicalen Wonder.land med musik lavet af Albarn.

Timber Timbre: “Hot Dreams”

Af Alex Nørregaard

Årets mest sexede saxofonindslag blev noget uventet leveret af ellers så dystre Timber Timbre. Den lumre og sveddryppende single “Hot Dreams”, fra albummet af samme navn, glider roligt ind og hægter sig så for alvor fast takket været Colin Stetsons stødende saxofon, der til sidst i nummeret dominerer lydbilledet fuldstændigt og langsomt tvinger omgivelserne i knæ med forførende, rids-i-pladen-klingende hug.
Hør den i år: Timber Timbre har ingen nordiske koncertdatoer i kalenderen pt., men de kan dog nydes i denne nye 30 minutters koncertfilm fra Torontos Massey Hall.

ILoveMakonnen: “Tuesday”

Af Thøger Christensen

Efter R&B-evolutionens bannerførere Frank Ocean og Miguel har banet vejen, er der blevet gjort plads til nogle af de mere ukonventionelle repræsentanter for genren. ILoveMakonnen fik klubben op at stå på en tirsdag med sin skæve autotunede stemme og hamrer sin velfortjente succes på plads med sin nye ven Drake. Som han selv siger det: »Ain’t got no motherfucking time to party on the weekend.«
Hør den i år: ILoveMakonnen har meldt sin ankomst på dette års Roskilde Festival.

Run the Jewels: “Oh My Darling Don’t Cry”

Af Niklas Kiær

Ud af ingenting dukkede Run the Jewels op. De tog dine ædelstene, skød din puddel, og med ét var de væk igen. Der skulle dog ikke gå længe, før de kom tilbage, og denne gang var det tydeligt, at de var kommet for at blive. Med Run the Jewels 2 har synergien mellem undergrundshelten El-P og sydstatskæmpen Killer Mike taget fat om roden på hiphop-genren og rusket den gevaldigt rundt. Hovedværket på pladen er i mine øjne “Oh My Darling (Don’t Cry)”, der ikke tager nogen fanger undervejs. Beatet buldrer frem, mens de to 39-årige herrer rapper frem og tilbage, som om der ikke var nogen dag i morgen. Halvvejs sætter det totale kaos ind, da beatet, utroligt nok, bliver endnu vildere uden de to rappere virker det mindste besværede. Nummeret er et statement. Run the Jewels er bedre end dig. »You can all run naked backwards through a field of dicks!«
Hør den i år: Run the Jewels har været flinke til at besøge Danmark de sidste par år. Lad os håbe, at de gode rejsevaner fortsætter, mens vi udfylder ventetiden med duoens katte-remix (!) af Run the Jewels 2.

The Minds of 99: “Det er Knud som er død”

Af Anna Møller

Den både mystiske og smittende førstesingle med Tom Kristensen-lyrik, “Det er Knud som er død”, betegnede for The Minds of 99 et skifte i det seks mand store band af venner, da forsanger Niels Brandt med nummeret begyndte at skrive på dansk. Det var tilbage i 2012, hvor nummeret så småt begyndte at rotere her og der som demo, og i 2014 ramte debutpladen så med højenergisk nerve, catchy kompositioner og ikke mindst velskrevet lyrik. Førstesinglen er næsten umulig at ryste af sig, når den først har bidt sig fast i kroppen, og effektfulde temposkift og en særegen tekst fastholder ens ellers så flygtige opmærksomhed. Godt arbejde.
Hør den i år: The Minds of 99 er på vej med andet album, men med “Det er Knud som er død” som største hit vil den nok fortsat være på sætlisten. Bandet giver en række forårskoncerter, bl.a. den 16. april på Posten i Odense og den 25. april i Pumpehuset i København. Se alle datoer her.

Spooky Black: “Without You”

Af Thøger Christensen

Spooky Black aka Corbin blev båret frem i 2014 af det samme medie, som også gav os Yung Lean og Justin Bieber, Youtube. Men Spooky Black har umiddelbart mere talent at have sin wunderkid-status i. Som indbegrebet af normcore iført hørbukser og gennemsigtig bandana rammer hans sovekammerstemme på ”Without You” en streng af længsel, der rammer langt udover en sekstenårigs kærlighedskvaler.
Hør den i år: Den mystiske Spooky Black har endnu ingen officielle tourplaner.

We Are the Way for the Cosmos to Know Itself: “Tiger”

Af Perry MacLeod Jensen

Medmindre man har været til en af gruppens visuelt imponerende koncerter, er 7”-singlen “Tiger” den eneste mulighed, man har haft for at høre det unge danske band We Are the Way for the Cosmos to Know Itself. Med et øre for den fængende melodi producerer bandet elektronisk pop med stærke referencer til 80’erne og 90’ernes acid house, der smukt bliver toppet af Julie Christiansens længselsfulde vokal. Samlet betegnes “Tiger” vel egentlig bedst som acid-gaze. Altså acid house med shoegazer-æstetik – eller det bedste fra 90’erne samlet i ét nummer.
Hør den i år: We Are the Way for the Cosmos to Know Itself giver koncert på Gimle i Roskilde fredag den 27. februar 2015.

Myrkur: “Nattens barn”

Af Thøger Christensen

Selvom danske Myrkurs mainstreamsucces er båret frem af nye generationer af black metal bands som Deafheaven og Wolves in the Throne Room, er det klart, at hendes inspirationskilde er den norske ufortyndede vare med især Ulver og Mayhem i tankerne. Ud af ingenting dukkede en-kvinde-projektet pludselig op med singlen ”Nattens barn”, inden længe blev hun føjet til programmet på Roskilde Festival 2014, og debutalbummet er sat til næste sommer med prestigiøse Relapse Records som jordemor.
Hør den i år: Myrkur vender tilbage til Roskilde Festival til sommer.

Hannah Diamond: “Every Night

Af Thøger Christensen

Den mystiske trend/pladeselskab/scene PC Music var noget af det mest nyskabende i 2014. ‘Cute’-genren, gennemsyret af candyfloss-synth og hjemsøgende, indholdsløse vokaler, har i den grad delt vandene. Men for pokker, det er originalt! Hvis du lader dig føre med, vil du ende et sted, hvor MS-DOS, folkeskoleromanen ”Plastic” og hårdtpumpet hitpotentiale mødes. A.G. Cook, SOPHIE, Thy Slaughter, DJ Warlord og Hannah Diamond er navne, du ikke har hørt for sidste gang. ”Every Night” er det perfekte eksempel på et ‘cute’ hit og et godt sted at starte. Eventuelt kan man følge op med denne video.
Hør den i år: Måske “Every Night” vil begynde at rotere som radiohit, men pt. er der intet nyt om liveoptrædener.

Deltag i debat