Plader

Belle and Sebastian: Girls in Peacetime Want to Dance

Skrevet af Peter Krogh

Belle and Sebastian er på deres niende udspil, Girls in Peacetime Want to Dance, langt fra fordums storhed. Albummet signalerer et stilskifte, hvor de før så florlette små indiepop-sange, der blev spillet med en tilpas skævhed, nu er pakket ind i en, til tider, grandios produktion. Det kan sangene desværre ikke rigtigt bære.

»Don´t judge a book by its cover«.

Et udsagn, de fleste vil kunne være indforstået med – både i udtrykkets bogstaveligste forstand og i overført betydning, når det gælder mennesker af kød og blod. Alligevel er det jo bogens omslag, menneskets overflade og i dette tilfælde, pladecoveret, der i første omgang tiltrækker eller frastøder. Belle and Sebastian har, ikke ulig hedengangne The Smiths, haft en tradition for at pakke tonerne ind i covers af æstetisk høj kvalitet. Stills og skud af personer der i høj grad visualiserede musikken. Popsange til bogormen, den utilpassede og nørden. Sange man kunne holde i hånden og som gav forvisning om, at der var andre derude, som også havde følelser, der stak dybere end den gængse og overfladiske popsang der sprang ud af radioen.

Skotske Belle and Sebastian har altid haft den evne og altid trofast fulgt den vej. I hvert fald indtil dette seneste udspil. Girls In Peacetime Want To Dance er den sigende titel på den første udgivelse i 5 år fra Stuart Murdoch og resten af ensemblet. Albummet signalerer et stilskifte, hvor de før så florlette små indiepop-sange, der blev spillet med en tilpas skævhed, nu er pakket ind i en, til tider, grandios produktion. Der er skruet op for keyboards og andet fra maskinparken, og produktionen, som Ben H. Allen III (Animal Collective, Gnarls Barkley) har taget sig af, gør et stort nummer ud af, at gøre sangene voluminøse – hvilket sangene desværre ikke rigtigt kan bære. Det der før var decideret sødt, men på en underfundig og vedkommende måde, nærmer sig nu det klæge og bliver dermed overfladisk og sætter alt for få spor i kroppen efter at numrene, et efter et, rinder ud.

Det er måske unfair at savne Isobel Campbell, der forlod Belle and Sebastian tilbage i 2002, og ligeledes unfair ikke at tillade Stuart Murdoch at lade bandet udvikle deres lyd og udtryk. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at Belle and Sebastian hører en anden tid til – og at de med dette udspil ikke tilfører deres diskografi et nådigt appendix, men derimod forfalder til at slippe det, der netop var det unikke ved deres lyd og udtryk.

Bevares, der er øjeblikke på albummet som stikker ud, hvor sangskrivningen ikke halter og melodien bliver fundet for en stund. Det være sig et nummer som ”The Everlasting Muse”, som er klassisk Belle and Sebastian, og et nummer, hvor danseskoene er gemt langt væk. Et nummer der giver plads til eftertænksomheden, men der er desværre for langt mellem disse øjeblikke, når numrene sættes ind i helheden. Den storladne produktion og knæfaldet for en nærmest dance-orienteret lyd gør ikke noget godt for Belle and Sebastian. Det bliver overflade frem for den dybde, der normalt har kendetegnet Stuart Murdochs sangskrivning. En sangskrivning der, i denne omgang, mangler de omkvæd og melodier, som planter et spirende frø hos lytteren og giver lyst til at gå på opdagelse i sangene. Murdoch har udtalt om sangene, at de alle sammen handler om, hvor man går hen, når man har givet op på kærligheden. Et tema der ikke er nyt i Belle and Sebastians verden, men som denne gang bliver leveret i en musikalsk indpakning, der gør, at ordene ikke grundfæster sig.

Og så var der det med ikke at dømme ud fra det, der møder øjet først. Denne gang er sangene pakket ind i et cover, der ikke har samme uskyld, ligefremhed og æstetiske kvalitet som vanligt. Personerne på coveret er opstillede, stylede og har reklamebilledets kølige udtryk. Det passer så til gengæld på indholdet – da de selvsamme, lidet flatterende, ord kan bruges om tonerne fra Belle and Sebastian på dette udspil.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat