Plader

Bisse: PMS

Skrevet af Sebastian Wittrock

Der er ufatteligt meget godt at hente på Bisses debutplade PMS. Det på én gang udfordrende og indbydende lydunivers og den tekstlige sensibilitet gør pladen meget mere interessant, end jeg på nogen måde kan få fremstammet her. Der er kun ét for: Hør den!

At balancere mellem det omstyrtende og det omfavnende, det aggressive, kantede og det tilgængelige, vellydende, må være noget af det allersværeste som musiker. Lige netop det formår Bisse imidlertid på sit debutalbum PMS. Den menstruelle pladetitel varsler jo om, at vi her har at gøre med noget besværligt; noget vi måske i første omgang helst så suget op i vat og pakket langt, langt væk. Men for fanden, hvor ville det være synd, for det her bliver altså én af årets absolut bedste danske udgivelser. Ja sgu!

Bisse er også kendt som Thorbjørn Radisch, sangskriver i Spillemændene. Det er da også den samme dansksprogede, dystre grundtone, som klinger på PMS. Men hvor lyduniverset hos de knap-så-muntre spillemænd ofte er afdæmpet, langsomt og folkrocket, er udtrykket hos Bisse mere industrielt, synthpræget og støjende. Jeg kommer til at tænke på lignende danske bands som f.eks. Synd og Skam såvel som på de tidlige 80’eres postpunk, ikke mindst Nick Cave og Joy Division, når jeg hører pladen igennem. Af en eller anden grund dukker Radioheads In Rainbows også op i min bevidsthed. Musikken har Radisch skabt i samarbejde med Lars Bech Pilgaard, Adi Zukanović og Bjørn Heebøll – tre særdeles erfarne musikere fra den danske undergrundsscene. Og det kan høres. Alt lyder intet mindre end fremragende, lige fra de skærende guitarflader til de luftige, boblende synthesizers.

Den gennemgående spænding mellem det bløde, atmosfæriske og det voldsomme, konfronterende gør, at pladen aldrig bliver hverken for udfordrende eller for glat og sikker. Langt de fleste af numrene ligger nogenlunde i midten af dette spænd, tilpas afbalanceret. Det gælder eksempelvis for andensinglen “Hjertebank”, hvor en skinger guitar, godt søbet ind i delay, skærer igennem lydbilledet som stød fra en defibrillator. Den lyder over et forbandet groovy beat, som vil få selv den sløveste krop genoplivet og ud på dansegulvet.

I den mere stilfærdige, svævende ende af lydspektret er der et nummer som “CS Nights”, der må være den første sang med inkorporerede Counter-Strike-lyde, som ikke er hardstyle-techno. Synths og store, rumklangsindsvøbte guitarakkorder flyder bagved vokalen, der indrammer en social og identitetsmæssig usikkerhed ved konstant at veksle mellem væsentlige spørgsmål in real life og en bestemt erfarenhed i computerspillet: »Hvem er vi endnu? / I skal bare outflanke dem, drenge«. Et sjovt og ret rammende greb, synes jeg.

På andre tidspunkter tager støjen og det brutale udtryk over. F.eks. på “Postkolonialistisk vuggevise”, som gør alt andet end at vugge dig beroligende i søvn. Tunge trommer, metallisk støj og forvrænget guitar danner bagtæppe for ”negermandens” hævntørstige godnatsang til den hvide undertrykker. Også på den punkede “Manmade morgensang” bliver der gået til makronerne. Her udstilles hele den civilisation, vi normalt gerne bryster os ved:

»Jeg steg op over landet / i røg og damp / og så ned på alt det / mennesket har skabt / gravkøer, puddelhunde / tigerrejer, motorvejscafeterier / og flygtningelejre / alt er som det plejer at være.«

De ironisk indflettede bidder af gode, gamle nationalromantiske sange, der dukker op flere steder i sangen – her “Kong Christian stod ved højen mast” – såvel som den vilde sidestilling af tigerrejer og flygtningelejre er karakteristisk for Radischs tekster. Det er nemlig ikke kun rent musikalsk, at Bisse formår at gå balancegang. Selvom teksterne behandler alvorlige, tunge emner, som f.eks. identitet, undertrykkelse, hykleri og afmagt, gør de det med humor, selvironi og ikke mindst flertydighed. Det betyder ikke, at seriøsiteten og samfundskritikken forfladiges. Tværtimod. Den nuanceres og gøres interessant. Radisch fremsynger teksterne med intensitet, til tider råbende, til tider med en lidt creepy, lusket stemme. Selvom der på ingen måde er en ambition om at ramme “den gode melodi”, er det alligevel fængende og – tro det eller ej – svært at lade være med at synge med efter et par gennemlytninger.

Der er ufatteligt meget godt at hente på Bisses debutplade. Det på én gang udfordrende og indbydende lydunivers og den tekstlige sensibilitet gør pladen meget mere interessant, end jeg på nogen måde kan få fremstammet her. Der er kun ét for: Hør den!

★★★★★★

1 kommentar

  • Fin anmeldelse der rammer plet, men det er ikke Hvem er vi endnu? men Hvem er vi imod?

Leave a Reply