Koncerter

Blaue Blume + Maggie Björklund, 28.02.15, Zoologisk Museum, København

Skrevet af Sabina Hvass

Jeg er helt på røven over, hvor trygt samspillet mellem rammerne og musikken føltes til dobbeltkoncerten på Zoologisk Museum. Frost Festival diskede op med en sanseorienteret oplevelse af magisk karakter.

Omgivelserne på Zoologisk Museum er uden tvivl en fjer i hatten for begge navne på aftenens program under Frost Festivalen. Og der er lagt op til meget mere end ”Night at the Museum ”– aftenen er en totaloplevelse af rum, lys og lyd, og det er yderst stemningsfuldt fra start til slut. Lysinstallationerne kaster et veldesignet, klædeligt skær på menneskerne, skeletterne og de udstoppede dyr og er ekstremt betagende fra øjeblikket, man træder ind i det, der denne aften agerer koncertrum.

Maggie Björklund

Maggie Björklund er første navn i aftenens double feature. Hun melder sin ankomst ved at udpege det åbenlyse: hvor fantastiske rammerne er! Hun lægger instrumentalt ud og aktiverer siden stemmebåndene på ”Walking” fra sin seneste plade, Shaken fra 2014. Sådan veksler hun gennem en halv time mellem at lade beskuerne stimulere deres egen historie og tage dem i hånden med tekster som »I’m the drunkard at the bottom of the well«. Björklund sætter idéer i hovedet på publikum, når hun introducerer den svenske cellist Tommy Andersson, der er fløjet til København fra Moskva over kolde Finland, og beder os forestille os snevejret. Begge rykker de os ind og ud af den drøm, det er at stå og lytte.

Lige så betagende som hun sidder kyndigt der bag pedal steel’en, lige så dragende er helhedsoplevelsen af alle de rumklingende strenge i den store sal med de mange dyr, publikum inkluderet. At rummet er sårbart, når mikrofonen feeder, og at instrumentationen lyder særligt afskrællet, når musikken i al sit stemningsfulde væsen brydes af lyden af weekendkrigere med dåseøl, der bliver åbnet, prøver jeg at ignorere. Kun lidt vokal, pedal steel’ens twang og cello er nemlig alt, Björklund behøver for at suge os ind i sit filmiske univers, hvor instrumenterne det ene øjeblik lyder som call/response mellem hvalsang og stormvejr, og i det næste kun møder øret med spøgelsesagtig tilstedeværelse. Maggie Björklund er kollaboratør helt ned i detaljen, hvor et blik mellem de to musikere på scenen trækker intensiteten helt op, som på ”Missing at Sea”, og helt ned, som på ”Bottom of the Well”. Så fintfølt, hjerteømt og desværre kun 30 minutter langt.

★★★★½☆

Blaue Blume

For første gang denne aften får jeg studeret rummets mennesker, lige inden al lys forsvinder, med undtagelse af de isblå spots, der lyser Blaue Blume op. Mest unge, men også voksne og ældre ansigter ser på, mens vuggende bevægelser blander sig med en dronet, opmærksomhedsvækkende lyd. Forsanger Jonas Schmidt trækker vejret ind, gør det igen, og gør så alvor ud af at afsøge sin stemmes imponerende rækkevidde over bandets kompetente numre. Gamle fra debut-ep’en, Beau & Lorette, og nye.

Det er overordentligt tight og intenst på ”Birthday” med kaskader af bløde lysstråler, der bringer det potente art pop-udtryk frem i yderst tilfredsstillende form. Ikke et eneste slag er sat forkert på ”Lemon Tree”, der er vidne om Søren Jensen Buhls overlegne stil og præcision på trommerne. Ikke en bastone for meget slås an, og vokalgymnastik og fornemt guitarspil udstrækker den patos, der er Blaue Blumes varemærke, på ”Lost Sons of Boys”. Gennem hele koncerten er jeg blæst bagover af skønheden i kontrollen af alle de rytmiske mønstre, der betrækkes med Robert Buhls farvelæggende guitar i tæt forening med Schmidts vokalfraseringer.

Den stille ærbødighed fra scenen mellem numrene resulterer i langvarige klapsalver, og det er helt klart, at det kun er musikken, der taler i aften. Og musikken holder sig mærkbart inden for stregerne, selv når intensiteten er tårnhøj. Når den igen falder så let som ingenting, er der kun hunger efter mere tilbage. Da der bliver takket af, har publikum da også proppet sig ind på bandets exit-rute, så Blaue Blume finder hurtigt deres plads ved deres respektive instrumenter igen og leverer ekstranummeret ”In Disco Lights” til stor tilfredsstillelse i det ekstravagante museumsrum.

Det er længe siden, jeg har oplevet et band, der insisterer på, at musikken får den fulde opmærksomhed på en lørdag aften. Det udmundende i går i en smukt iscenesat lyttesession, hvor publikum kom til eksamen i at være respektfulde, velopdragne koncertgængere. Det var derfor helt legalt at tysse lidt på sidemanden, så alle nuancer af rum, lyd og lys kunne tages ind. Det var helt okay. Helt forståeligt. Og det var fantastisk!

★★★★★½

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat