Plader

Heimatt: With You I Will Dance All the Way Through the Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me.

Skrevet af Sebastian Wittrock

Det danske band Heimatt har været på lidt af en rejse og er igen klar med et udspil; denne gang deres debutplade, hvor titlen nærmest en lille rejse i sig selv. Med folkpop og -rock i bagagen følger Heimatt dog allerede betrådte stier og er ikke kommet særligt meget videre.

Det danske band Heimatt har været på lidt af en rejse. Sidste år indspillede de fem numre, landede en pladekontrakt med Playground og udgav ep’en To the Mountain. Kort tid efter blev de booket til bl.a. SPOT og Roskilde Festival og har siden da spillet massevis af koncerter rundt om i landet, bl.a. som support for Rasmus Walter. På trods af succesen formåede ep’en imidlertid ikke at begejstre Undertoners anmelder Mathias Bartholomæussen, der – ganske rigtigt, hvis du spørger mig – kaldte den for både klichépræget og småkedelig.

Nu er Heimatt igen klar med et udspil; denne gang deres debutplade, der er døbt With You I Will Dance All the Way Through the Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me. Puha, sikke en titel. Nærmest en lille rejse i sig selv. Ifølge bandet selv har det forgangne års mange livekoncerter taget musikken i en helt ny retning. Og jo, der er ganske rigtigt sket lidt af hvert. Hvor den uptempo, poppede folk på ep’en lod associationerne flyve med skovelverne mod Mumford & Sons, The Rumour Said Fire og de norske fjelde, er udtrykket på debutalbummet mindre akustisk og mere poprocket. En smule mere urbant har jeg lyst til at skrive. Og så alligevel ikke. Uldsweaterne, natursværmeriet og de akustiske guitarer er ikke lagt helt på hylden, og det er klichéerne og det lidt kedsommelige desværre heller ikke. Så vild og omvæltende har rejsen altså ikke været. Måske snarere en hurtig weekendtur i lidt nye, men stadig trygge omgivelser, end én af de der fundamentalt forandrende dannelsesrejser.

Pladen åbner med med titelnummeret “With You I Will Dance”, der lægger for med højt tempo og hornarrangement. Tempoet kender vi fra ep’en, men hornene er nye og forfriskende. Forsanger Magnus Grilstads synger med sin klare, nasale vokal om den blinde (klichéalarm!) kærlighed, om det paradoksale i at slippe kontrollen og på samme tid lade sig binde. Her kunne det være rart, hvis formen afspejlede indholdet, og teksterne afveg bare lidt fra de helt faste og sikre vendinger i stedet for at ty til: »I will tie / tie your hands / and go blind / if you just let me«. På en måde er det sigende, at netop disse linjer udgør (noget af) albumtitlen, for denne lidt for komfortable synken ned i det kendte er symptomatisk for store dele af pladen, synes jeg – også rent musikalsk. Hvad jeg’et i teksten ønsker af sin elskede, kunne jeg også godt ønske mig af Heimatt: en smule mere kontroltab, lidt mindre sikkerhed.

For selvom bandets lyd har udviklet sig fra ep’en, føles denne altså ikke ny endda. På “One of a Kind” kommer det for alvor til udtryk. Det er en energisk skæring med diskante guitarlinjer i forgrunden, der spiller op imod en aktiv bas. “Pretentious” og “Friends?” følger meget i samme spor; et solidt, hurtigt rockbeat danner bunden, som de finurlige guitarfigurer danser henover. Melodierne er fængende, og det hele fungerer såmænd godt. Det lidt mere rytmiske udtryk gør det også svært at lade være med at sidde og vippe lidt med foden. Men, men, men. Det er også alt sammen noget, jeg har hørt før; klassiske popkompositioner, sange om kærlighed og en lyd, der peger lidt i retning af eksempelvis Ginger Ninja. På førstesinglen “Dandelions” og det storladne, afsluttende nummer “Oh My God!” er tempoet skruet lidt ned, og her er det snarere navne som Saybia og Kashmir, som popper op. Men det ændrer ikke på, at musikken bevæger sig indenfor faste, trygge og allerede kendte rammer.

Som allerede nævnt er folkinspirationen stadig med i kufferten hos Heimatt. Det røber alene titlen på nummeret “Mountains” vel næsten. Højt tempo, fuld gas på den akustiske guitar, lidt irsk hopla-stemning og en fortælling om to forelskede omgivet af besjælet natur. Det er måske nok urimelig idiosynkrasi, men jeg kan altså ikke snuppe de mange hey-råb og den Runrig-agtige hyperaktivitet, det nummer emmer af. Langt bedre er det på den lavmælte og sørgmodige skæring “Below The Bells”, hvor kun guitar og klaver akkompagnerer Grilstads vokal. Det giver en udmærket variation, at det folkede er flettet ind i det poppede og rockede, og det skal bandet have ros for. De formår at skrive sange, der både danner en fin helhed som album og skiller sig ud fra hinanden som enkeltnumre. Desværre opvejer det bare ikke den ufarlige hjemmevanthed, som hænger over albummet – folknumrene såvel som de mere rockede.

Noget andet, jeg synes fungerer godt, er produktionen. Det kan især høres på de to gengangere fra To the Mountain, “Everyone’s a Sinner” og “Comforting Love”. På ep’en lød det hele en smule mudret, men lyden på pladen er langt klarere og mere åben. Og det betyder ret meget, når der nu sker så meget på så mange af sangene.

Selvom Heimatt har bevæget sig i løbet af det sidste år, mener jeg ikke, at de er kommet særligt meget videre. De følger stadig de allerede betrådte stier. Og det er en skam, når det nu er så tydeligt at høre, at de både kan spille og skrive sange. ‘Heimatt’ betyder, som det nok ofte er blevet pointeret i artikler som denne, ‘hjemad’ på nynorsk; efter min mening er der dog et stykke vej endnu, før den er hjemme.

★★★☆☆☆

Deltag i debat