Plader

José González: Vestiges & Claws

Skrevet af Camilla Grausen

Det er stilstanden frem for bevægelsen, der rykker på José González’ første soloalbum i otte år. Med blid vokal, klassisk guitar og meditativ stemning tager han stikket hjem.

Blid, blid vokal og fingerspil på klassisk guitar. Sådan har José González lydt, siden vi lærte ham at kende for rundt regnet 12 år siden. Og sådan lyder han stadig i dag på sit nye album, Vestiges & Claws. Ændringerne i det musikalske helhedsbillede hører hjemme i detaljeafdelingen, men det er intet problem.

Siden sine to første soloalbum, succesdebuten Veneer fra 2003 og In Our Nature fra 2007, har José González trådt andre musikalske stier. Den 36-årige svensker med de argentinske rødder har blandt andet været aktiv i bandet Junip, i projektet The Göteborg String Theory og som soundtrackmaestro i forbindelse med filmen ”The Secret Life of Walter Mitty”. Sideløbende har González dog også lavet skitser til det soloalbum, der nu ser dagens lys.

Før man begynder at nærlytte Vestiges & Claws, lyder albummet ganske vist meget som det, vi allerede kender fra José González, ikke mindst Veneer. Jeg hørte Vestiges & Claws med en ven, som efter endt albumrotation meget sigende jokede: »Nå, skal vi ikke høre hans nye plade nu?«

Forskellen fra tidligere er dog, at det nye album ikke er så minimalistisk som José González’ tidligere bedrifter, og teksterne handler ikke længere om kærlighedsforhold mellem to, men om eksistens, træer der gror og den verden, vi giver videre til vores børn. Desuden er Vestiges & Claws mere rytmisk – en udvikling, der begyndte på In Our Nature. Den lave puls og de behagelige, blide toner, der kendetegner albummet, gør, at man måske overser hvor rytmisk, det i grunden er.

Det er også et meget organisk album, José González nu deler med verden. Den fysiske fornemmelse er hele tiden til stede, som blandt andet på ”Let It Carry You”, et af de mange numre med knips og håndklap – vel at mærke produceret af rigtige hænder; ikke en computer. Håndpercussion og fingrenes bevægelser over den akustiske guitar kan høres, mens vokaler vokser sammen og fra hinanden som slyngplanter.

José González’ nye album lyder velkendt, og det vil næppe oprive nogen sind hvor end det afspilles. Der er samtidig meget lidt belæg for at fremhæve særlige numre fra albummet – der er intet hitcover a la Veneers ”Heartbeats”. Som et andet band har udtrykt det: »stillness is the move« – der er mere stilstand og tilstand end bevægelse på Vestiges & Claws, og i længden bliver det dét, der rykker. Det er numrenes cykliske opbygning, hvor de håndspillede rytmer og mantraer går i cirkler, mens der på ”Leaf Off / The Cave” messes: »Let the light lead you out«. Det hele skaber en næsten meditativ tilstand, som føles sund for både krop, sjæl og ører. Hvor tit kan man alligevel skrive det om et album?

★★★★☆☆

Deltag i debat