Nyheder

Marts-koncerter I: Sylvan spænder den lyserøde hjelm, da Ryan dør til technofest

Både foråret, electropop i flere udgaver og en stor Barcelona-festival kommer til Danmark i første del af marts. Tjek vores live-anbefalinger her.

Nu påstår kalenderen, at det er forår. Mens vi venter på, at budskabet trænger igennem til DMI, kan vi jo passende fordrive tiden med at gå til koncert. Allerede tirsdag den 3. marts er der forårslet, stemningsfuld electropop på programmet, når amerikanske Sylvan Esso gæster Pumpehuset i København. For at forhindre, du lige får sagt »ja klart, kender ham godt« til dine venner, så leverer Undertoner gerne den serviceinformation, at Sylvan Esso er en duo fra North Carolina bestående af sangerinden Amelia Meath og producer Nick Sanborn. Deres fælles albumdebut udkom sidste år, og singlen “Coffee” fik da også kærlighed fra Undertoner, da 2014 skulle opsummeres. Hvis man er sådan en type, der skal på den norske festival By:Larm, så kan man også opleve Sylvan Esso der 4. og 5. marts.

The Dø i horribibelt motorstop?

The Dø i horribelt motorstop på Amager Fælled.

På sin martsturné med albummet Vaskeægte tager Christian Hjelm Benedicte Pierleoni med on the road. Til daglig bestyrer hun trommerne i Baby in Vain, men hun har også gang i et mere singer/songwriter-agtigt soloprojekt som Bene. Hun er support for Christian Hjelm den 5. marts i Sønderborghus, 6. marts på Fermaten i Herning, 7. marts på Godset i Kolding, 13. marts på Viften i Rødovre, 14. marts på Kulturstationen i Vanløse, og sidst på måneden kommer de to til Fyn, Nordsjælland, Østjylland m.m. Se alle datoerne i Undertoners koncertkalender.

Mandag den 9. marts gæster den amerikanske indie-country-hyggefætter (og fine sangskriver, bevares!) Ryan Adams Falconer Salen. Med sig har den nu 40-årige Adams sidste års selvbetitlede album, som ikke vakte stor opsigt, og heller ikke nåede at blive anmeldt her på Undertoner. Albummet fejlede ingenting, men måske det med efterhånden 14 album i Ryan Adams-kataloget er svært for nye fans at stige på. Det er tre år siden, Ryan Adams sidst gav koncert i Danmark. På den turné hørte Undertoners Søren Jensen Lund ham i Oslo og gav fem U’er. Lund skrev om, hvad publikum i Danmark havde i vente – og det gælder vist stadig: »De kommer til at opleve en af Amerikas bedste sangskrivere, der med få midler og en storslået stemme kan synge sig direkte ind i varmen.« Support er den fine sangerinde Natalie Prass, der bl.a. tidligere har været med i Jenny Lewis’ band, og der er stadig billetter at få til koncerten.

»Det kan være rædsomt besværligt at sige noget som helst fornuftigt eller seriøst om amerikanske Ariel Pink; weirdopoppens konge, der altid har insisteret på at vende koncepter på hovedet og blande genreelementer, der ikke typisk bør blandes.« Sådan skrev Joachim Kahr Rasmussen om Ariel Pink i anmeldelsen af sidste års succesfulde album Pom Pom. Og der kan være noget om det. Ikke desto mindre har Ariel Pink vundet en del hjerter med sin særegne psychpop, og tirsdag den 10. marts kan han høres i Bremen Teater i København – af dem, der har sikret sig billet til den nu udsolgte koncert.

Undertoner har selv tidligere præsenteret The Dø på Beta i 2012, så ikke overraskende anbefaler vi gerne koncerten med den fransk/finske duo på Loppen på Christiania torsdag den 12. marts 2015. I sin tid på Beta forklarede forsanger Olivia Merilahti det danske publikum: »Vi ved godt, at ‘Dø’ betyder noget andet her, men navnet skal udtales på fransk. Jeg håber ikke, der er nogen, der havde forestillet sig noget hårdere musik.« Hårdt er det i hvert fald ikke. Med duoens tredje album, Shake Shook Shaken, der udkom i november, er stilen derimod omlagt fra folkpop til electropop i en ret vellykket manøvre. Varm op med rød kedeldragt, Audrey Tautou-hår og flyvemaskiner i videoen til “Despair, Hangover & Ecstasy”.

For første gang rykker den spanske electronica-festival Sónar til København. Det er der vist en del electroficerede hoveder, der har set frem til. Her præsenteres rundt regnet 40 navne i DR Koncerthuset i København fredag og lørdag den 13.-14. marts. Der er udenlandske artister som Metronomy, Factory Floor (som ellers før har aflyst flere koncerter i DK), og Jon Hopkins, som i 2013 lavede en af de bedste elektroniske udgivelser i mands minde ifølge Undertoners Thøger Christensen. Blandt de danske navne er Taragana Pyjarama, Darkness Falls, Future 3 og Trentemøller (dj-sæt). Se hele lineuppet her.

Tag et kig i Undertoners koncertkalender for flere anbefalelsesværdige koncerter rundt om i hele landet.

Deltag i debat