Plader

Noel Gallagher’s High Flying Birds: Chasing Yesterday

Skrevet af Peter Krogh

Jeg håber snart, at al den snak om en Oasis-gendannelse vil forstumme og finde hvile til fordel for mere i vente fra Noel Gallagher’s High Flying Birds. Det lyder i den grad som om, at Noel Gallagher med Chasing Yesterday atter har fundet den rette musikalske hylde, hvor musen tilsmiler ham, og dermed os, igen.

Oasis blev, inden de altid ulmende interne stridigheder sprang ud i fuldt flor, repræsentanter for en tid og en musikalsk bølge, der i dag ses tilbage på iført nostalgisk brillestel, småslidte Doc Martens og falmet Fred Perry-polo. Britpoppen var vel den sidste reelle bølge og bevægelse, vi har kunnet lægge ører til indtil videre? Siden er det som om, at genrerne har fået lov til at flyde sammen uden nødvendigvis at få en etikette klistret på sig. Oasis, der om nogen stod på skuldrene af Liverpools The Beatles (til tider tog de vel nærmest form som Beatles og glemte helt sig selv!) gav os to mesterværker til at starte ud med – og fandt sidenhen, kun i glimt, melodien. Derefter kørte Liam Gallagher sit sløve og melodiløse foretagende Beady Eye i sænk over to albums, der ikke tilføjede noget til rockhistorien, som ikke allerede var der i forvejen.

Det måtte jo ende galt med to brødre – begge med egoer så store, at de kunne fylde stadions. Der var dog aldrig den store tvivl om, hvem der var hjernen i Oasis. Ikke mindst når det drejede sig om at komponere numre, der vækkede den indre drengerøv til live og fik voksne mænd til at fælde en tåre til eksempelvis “Live Forever”. Noel Gallagher kunne skrive numre til såvel tribunernes fællessang som ballader, der emmede af håb og melankoli på en og samme gang. Det kan han stadigvæk.

Chasing Yesterday er Noel Gallaghers andet soloalbum under banneret Noel Gallagher’s High Flying Birds, og 2´eren er i kunstnerisk forstand altid født med undertitlen ‘den svære’ hængende over sig. Kunsten at følge op på en succes, uden at træde de samme vande endnu en gang. I tilfældet Noel Gallagher ligger der så ikke en forventning om, at han genopfinder sig selv ved pludselig at spille hverken calypso eller jazz. Sidstnævnte genre rumsterer så alligevel en kende på den lettere syrede “The Right Stuff”, hvor småskæve blæsere blander sig i løbet af det 5 minutter lange ridt – og det fungerer overraskende godt! Det sagt, så er man ret sikker på at få det, man gerne vil have, når det gælder Noel Gallagher.

På trods af det må musikken alligevel gerne spille på en sådan måde, at nok får man mere af det samme, men med en ny gnist som anslag. Det lykkes til fulde for Noel Gallagher på dette album, som indeholder alt det, der var forventet og lidt mere til, efter den fine, men alligevel noget ujævne og lidt for sikre solodebut. Denne gang er den røde tråd mere synlig, sangskrivningen mere solid og kompositionerne er mere faste i kødet samtidig med, at de får lov til at tage mere eksperimenterende afstikkere. Det er pokkers svært ikke at lade sig rive med allerede fra den dejligt sløve bluesbaserede åbner “Riverman” henover rockende og skramlende “Lock All The Doors”, der efter sigende er et nummer, som lå og rumsterede i skrivebordsskuffen fra Oasis-dagene (og det kan høres!) for til sidst at blive belønnet med albummets bedste nummer “The Ballad Of The Mighty I”. En finale, der med et nærmest disco-imprægneret og funky beat pulserende under sig samt assistance fra Johnny Marr på altid inciterende guitar, ender et rasende helstøbt og velfungerende album.

Noel Gallagher stjæler stadig lystigt fra rockens grundkilde, men som Oscar Wilde så smukt sagde det, »Talent borrows, genius steals«! Det er svært ikke at høre “Stairway To Heaven” for det indre øre, når indledningen til “The Girl With X-Ray Eyes” slåes an. Og selvom Led Zeppelin også umiddelbart spøger i titlen “While The Song Remain The Same”, så er vi her langt fra Page og Plant på den smukke melankolske ballade. Sådan en af slagsen, som få evner at kreere, det være sig udover Noel Gallagher.

Chasing Yesterday – titlen siger næsten det hele og er alt andet end falsk varebetegnelse. Noel Gallagher har med sine højtflyvende fugle skabt et album, der både søger de højere luftlag, har patos og tillader eftertænksomhedens små lommer. Alt sammen tilsat melodier, der emmer af retro (brit)rock og samtidig er lige nu og her! Jeg håber snart, at al den snak om en Oasis-gendannelse vil forstumme og finde hvile til fordel for mere i vente fra Noel Gallagher’s High Flying Birds. Det lyder i den grad som om, at han atter har fundet den rette musikalske hylde, hvor musen tilsmiler ham, og dermed os, igen.

★★★★★☆

Deltag i debat