Plader

Noveller: Fantastic Planet

Sarah Lipstate viser på Fantastic Planet vej i ørkenen med sin guitar. Desværre er hun en guide, der til tider kigger for meget på sine egne fødder.

Fantastic Planet er en animeret, fransk science fiction film fra 1973, der handler om en planet befolket af fremtidens underudviklede mennesker og giganterne, ‘draags’. Draags hjemplanet er befolket af alskens magiske væsener og mennesker, der har mistet deres rødder og blevet fremmedgjort for naturen. Den klassiske historie om menneskelig herskermentalitet og prisen der før eller senere skal betales. De gigantiske draags holder menneskene, ‘oms’, som kæledyr i et økosystem, hvor alt er potentielt farligt og tårner sig over de små, ubetydelige mennesker. Danser med Ulve gjorde det, Avatar gjorde det, og Fantastic Planet søger på samme måde at advare om, at der før eller siden vanker, hvis du ikke respekterer naturen.

Storheden og det fremmedgjorte tomrum findes også i Novellers nye album opkaldt efter førnævnte sci-fi film. Noveller er guitaristen Sarah Lipstates soloprojekt, og det er guitaren, der med klagende ekko, vibrationer og rumklang, undertrykker det ubetydelige menneske. Man har fornemmelsen af rummet og naturen, der tårner sig over én. Ikke at det er en konform oplevelse. Pikante guitarfigurer, kubistiske mønstre og 70’er futuristisk heltespade bliver alt sammen berørt. I “Into the Dunes” kringler en guitarfigur sig frem fra muren af lyd og lokker dig længere ind i ørkenen. På samme tid har Fantastic Planet plads til at omfavne den mere goofy forestilling om sci-fi i ubehjælpsomme figurer på “Rubicon”, der rummer den samme form for cuteness og akavethed som affødte ewokkerne i Star Wars.

Texaneren Lipstate fastholder sit publikum godt i disse forestillinger. Hun lyder bedst i de fremvoksende ørkenguitarballader, der udvikles i det tomrum, der findes i en god rørforstærker. Eller når hun hinter til den mere småklodsede og klichéfyldte 70’er ånd. “Pulse Point” viser også, hvordan musikken kan ændre karakter fra spejlbank ambient til en industrial ørkenstorm med en puls, der som orkanens øje, hele tiden er i centrum.

Lipstate forrige album, det fire år gamle Glacial Glow, var en filmisk rejse med soundtrack-kvalitet, og musikken var mere jordnær, hvor Fantastic Planet oftere hælder mod en matematisk kalkuleret struktur som f.eks. kendetegner Oneohtrix Point Never. Fascinationen ved guitarens enkelte lyde låser til tider Lipstate fast i de samme tankebaner, og hvor det klæder Oneohtrix Point Never i hans kliniske tilgang til ambient, ødelægger det den organiske følelse, der klæder Lipstates musik. De grænser, der tidligere var med til at definere musikkens karakter, bliver brudt ned, og det samme bliver grænserne for, hvordan en guitar lyder.

Nysgerrigheden i at udvikle guitarens lyd bliver også Fantastic Planets største akilleshæl. Noveller fortaber sig til tider i nørdede petitesser og formår ikke at få sig løftet op på et plan, hvor musikken giver en fornemmelse af helhed. Sarah Lipstate har udviklet sin lyd markant de seneste år, men det er som om, hun ikke helt har mestret de nye teknikker. Endnu. Novellers Fantastic Planet er på mange måder en indbydende plade, der langt hen af vejen fastholder lytteren. Desværre opdager man til tider, at man er så optaget af menneskelige bagateller, at man overser giganterne.

★★★★☆☆

Deltag i debat