Plader

Pede B: Byggesten

Skrevet af Maja Hirani

Solide Pede B har både gjort det magen til og bedre end han formår på sit seneste album, Byggesten.

Det har efterhånden udviklet sig til en omsonst vanesag at indlede en Pede B-anmeldelse med at redegøre for hans enorme produktivitetsniveau gennem de seneste år. Men alligevel…

Arbejdet med DJ Noize startede med Over Askeskyen i 2012, og blev fulgt op i 2013 med Over Askeskyen 2. Ind i mellem har vi haft en bunke Skarpe Skud-ep’er og sidste år ramte duoen et højdepunkt med den fuldstændig blændende ep Vi hjerte Alberte. Med Byggesten – der lyder som en Over Askeskyen 3 – er det nu muligt fysisk at tegne en udvikling: Fuldlængdeprojekternes kvalitet er stødt aftagende og i øvrigt så opskriftslydende, at man kan tale om at arbejde på en formel. Og netop fordi Vi hjerte Alberte var et nytænkende, modigt, dybt fokuseret og veludført koncept-projekt, der pegede på at Pede B og Noize endelig var klar til at videreudvikle deres lyd, er Byggesten lidt som at blive slået tilbage til start…

Byggesten er et eksempel på hvordan talemåden ‘if it ain’t broken don’t fix it’ ikke bør forstås. Både Over Askeskyen og Over Askeskyen 2 var solide albums, men det er simpelthen ikke nok til at blive ved med at være interessant. Mens Byggesten på tegnebrættet velsagtens har været et konceptalbum (om oplevelser og mennesker – altså byggestenene – der har gjort Pede B til den mand han er), ender det som en løs skitse, der desperat er forceret ned over introen og outroen.

For Pede B har alle dage brugt personlige anekdoter og historier som udgangspunkt for sin tekstskrivning. Det er måden han skriver på, og det fungerer ofte rigtig godt. Men det er muligvis som resultat af den overordnede byggestensdagsorden, at de små beretninger på pladen ikke for lov til at stå alene. Et problem for teksterne på Byggesten er i mine ører nemlig, at der hele tiden skal presses tunge vinkler ned over de historier, som vi jo egentlig altid har været vant til fra Pedes pen.

Eksempelvis lyder omkvædet på Over Askeskyens ”Onsdag formiddag” om Pede B’s møde med en ældre mand i Fona: »Jeg stod en søvnig onsdag og gabte / da en lille ældre mand kom ind / han kiggede rundt som han ikke vidste hvor han skulle starte / for at finde det han skulle finde«. Det er historien der står for sig selv uden nogen udpenslinger, forcerede livsfortolkninger eller sølvfadsserveringer, og det er et selvsikkert og stærkt udtryk. Men på titelnummeret ”Byggesten” lyder omkvædet f.eks.: »Det de byggesten / der gør dig til den du er / uden dem der er vi intet værd / gode og dårlige ting / smil og tårer på din kind / former dit sind, mens du ser årene forsvind’«, mens den velskrevne nyretransplantationsfortælling på ”Ens død” absolut skal akkompagneres i omkvædet med et fladt og hult: »den enes død, den andens brød / den ene side er hård, den anden er forbandet sød«. Formålet er muligvis at åbne op for bredere perspektiver, men i stedet skabes et mere snævert rum, hvor lytteren ikke får lov at tænke selv.

Og selvom Pede B har mange dragende og bundsolide vers på albummet, er der også den del, der ligesom mystisk forsvinder tomt ud i intetheden, når de er leveret. Efter ca. 15 afspilninger ved jeg stadig ikke helt, hvad meningen er med ”Jeg Sværger”, ”Gir så meget”, ”Byggesten”, ”Drømme om Stockholm”, ”Askepot” eller ”Hey Pede”. En anden hovedanke mod Byggesten er produktionerne, der gang på gang efterlader mig undervældet. De er for pæne i kanterne, alt for udtryksløse og anonyme. Og så minder de gabende meget om hinanden.

Trods ovenstående ballade er Pede B stadig dygtig. Det stopper han ikke med at være, blot fordi det hele bliver småkedeligt. Han forsøger altid at være vedkommende og relevant i sine tekster, og han har en fantastisk forståelse for at inddrage lytteren i sit univers på sympatisk facon. Det er svært ikke at holde af Pedes meget umiddelbare og nærmest ukomplicerede forhold til måden at skrive på, og samtidig levere teksterne overbevisende og enkelt. Både intention og håndværk er i orden, og sådan kan man dybest set blive ved med at gentage sig selv anmeldelse efter anmeldelse…

Så lad mig blot understrege, at det er værd at tjekke op på Byggesten for numre som de personlige og betagende ”Hold fast i mig” og ”Del af mig”, den jernhårde ”Kunstpause”, de legesyge ”Danser ikk” og ”Min liga” samt vellykkede fortællinger som ”Tilbage til start”. Men jeg vil aldrig sende nye Pede-lyttere i retning af Byggesten som det første. Dog er førnævnte numre nogle, der potentielt kan ende på undertegnedes best of Pede-spilleliste, og de er gode af samme årsager som Over Askeskyen var. Hvor Over Askeskyen, del 1 og 2, stod til henholdsvis 5 og 4 U’er (og sidste års Alberte-ep er en krystalklar, kæmpestor 5’er), er det kun passende med en 3,5’er til det seneste skud på stammen.

★★★½☆☆

Leave a Reply